Mette F.: Magten først – Danmark bagefter

Mette Frederiksen har gang på gang vist, at hendes vigtigste projekt ikke er Danmark – men magten.

Som justitsminister måtte medarbejderne beskyttes mod hendes temperament. Som statsminister centraliserer hun beslutninger og tilsidesætter processer.

Minkskandalen er det klareste eksempel: en beslutning uden lovhjemmel, som kun Venstre og Moderaternes redningskrans forhindrede i at ende ved en rigsret.

Under coronakrisen blev danskerne styret med følelsesladet retorik og envejskommunikation.

Under krigen i Ukraine har hun truet Rusland med hårde ord, men uden at Danmark har et forsvar til at bakke det op. På klima og udlændingepolitik er ordene store – resultaterne små.

Hun fornemmer stemninger og tilpasser sig lynhurtigt, men netop derfor opleves hun uden indre kerne. Når alt er strategi, fremstår det kynisk – som en kameleon, der skifter farve efter omgivelserne. Alt sammen den samme logik: stærk retorik, svage handlinger – og altid med ét formål: at fastholde magten.

Derfor oplever mange hende som usympatisk. Ikke fordi hun er kvinde. Ikke fordi hun er socialdemokrat. Men fordi hun bruger Danmark som redskab for sin egen position, i stedet for at bruge sin position for Danmarks skyld.

Torben Krarup