Mette F. prøver at sælge varm luft til Trump

Danmark er under pres fra den amerikanske præsident, fordi vi ikke indfrier NATOs målsætning om at bruge 2 pct. af bruttonationalproduktet på forsvaret.

Blandt de øverste punkter på den amerikanske ønskeliste er overvågning af luftrummet over Grønland, som er af afgørende strategisk betydning for amerikanerne. Grønland er i dag uden beskyttelse mod for eksempel russiske fly.

For at formilde præsident Donald Trump har Mette F. ved NATO-topmødet i London meldt ud, at Danmark vil bruge 1,5 mia. kr. på øget luftrumsovervågning og ubådsjagt ved Grønland. Men 1,5 mia. kr. rækker ikke langt.

Halvanden milliard kroner til luftrumsovervågning i Grønland er ikke meget. Jeg har helt ærligt ikke fantasi til at forestille mig, hvordan man vil overvåge luftrummet i Grønland permanent. Det er så kæmpestort et område”, siger major Karsten Marrup, chef for Forsvarsakademiets Center for Luftoperationer, til Berlingske.

Det samme siger lektor Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet: ”Halvanden milliard kroner rækker ikke til at overvåge Grønland. Men det rækker måske til at begynde på nogle midlertidige løsninger. Man kan for eksempel sende den radar, som vi allerede har, til Færøerne. Og man kan bidrage med nogle små satellitter. Men det er lappeløsninger”.

24NYT: Mette F’s tilbud om 1,5 mia. kr. til luftovervågning af Grønland er ikke andet end endnu et amatøragtigt og latterligt forsøg på at snyde præsident Donald Trump ved at spise ham af med varm luft.

Det er indlysende, at når danske militære eksperter vurderer, at 1,5 mia. kr. ikke rækker en brøkdel af vejen til effektiv overvågning af luftrummet over Grønland, vil amerikanerne nå til samme vurdering.

Det er totalt useriøst af den danske regering at fortsætte med at lave let gennemskuelige krumspring for at slippe for sine forpligtelser over for NATO og USA. Man er dummere end politiet tillader, hvis man tror, at det kan lykkes for Danmark at snøre Donald Trump.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)