For nogle få dage siden udtalte statsminister Mette Frederiksen sig om sit syn på, hvorvidt Ukraine skulle have lov til uden restriktioner at anvende de danske og vestligt donerede våbensystemer langt inde på russisk territorium. Hun udtalte sig til det amerikanske nyhedsmedie Bloomberg, mens hun var i New York i anledning af FN’s Generalforsamling.
Debatindlæg af Jens Kristian Bech Pedersen
Frederiksen sagde: ”Fra et dansk perspektiv arbejder vi ikke med restriktioner. Og jeg mener, at det under denne krig har været en fejltagelse at have en offentlig diskussion om røde linier. Forstår du, betydningen af denne offentlige diskussion om røde linier og restriktioner er, at vi simpelthen giver russerne alt for gode kort på hånden.” Og videre sagde Frederiksen: ”Jeg vil ikke acceptere, at Putin bestemmer, hvad resten af verden skal gøre. Han er den eneste, der er ansvarlig for, at vi har denne krig i Europa. Han kunne afslutte denne krig omgående.”
Hvilken tankeløshed! Når russerne kæmper en eksistenskrig over for både Ukraine og Vesten, tror hun da, at russiske beslutninger om de afgørende krigshandlinger er påvirket af diskussionernes ”offentlighed”? Tror hun da ikke, at russernes røde linjer i denne krig vil være trukket, uanset om man taler om dem eller ej? De konkrete angrebshandlinger mod russisk territorium kan ikke skjules for russerne; og Frederiksen kan være sikker på, at det er sådanne handlinger, russerne militært reagerer på, og ikke offentlige ord. Tror hun, at hun over for Rusland eller over for os kan skjule en dansk optrapning af krigen? Eller tror hun, at den danske befolkning ikke kan følge med i risikoen for, at hun er ved at bringe katastrofale ulykker ned over Danmark? Og så meget mere, fordi Frederiksen åbenbart ønsker, at ukrainske angreb med danske våben mod mål på russisk territorium skal komme som totale overraskelsesangreb – uden forudgående offentlig omtale. Sådan som Frederiksen taler, skulle man tro, at hun er totalt uden evne til at forstå, at enhver politisk handling – og især krigspolitiske handlinger – har konsekvenser, uanset om man taler om dem eller ej. Har hun slet ingen sans for, hvordan usikkerhed og uvidenhed hos en militær modstander netop kan øge trusselsangsten og dermed fremme og afføde de mest katastrofale og uønskede modsvar? Stiler Frederiksen mod totalkrig? Har hun slet ingen sans for realistisk-praktiske konsekvensvurderinger af sin krigsoptrapning imod Rusland? For nogle af os ser det ud, som om hun mangler realitetssans i ultimative politiske stridigheder, og at hun derfor som en praktisk søvngænger uden klog eftertanke og moderation er ved at føre Danmark og den danske befolkning ud i katastrofen. Det ligner en gentagelse af hendes hang til drastiske overreaktioner og hendes mangel på klogskab og mådehold under corona-epidemien.
At det er sådanne kloge, realistisk-praktiske konsekvensvurderinger, der falder hende svært, ses også af hendes udtalelse: ”Jeg vil ikke acceptere, at Putin bestemmer, hvad resten af verden skal gøre.” Man tror, at det er løgn, at en statsminister kan sige noget sådant! Hun lyder som en hidsig og trodsig teenager, der ikke vil finde sig i, at klogere voksne over for teenageren ganske nøgternt påpeger, at ”hvis du fortsætter med at opføre dig sådan, så får det konsekvenser.” Og en teenager, som så forstærker sin trods. Selvfølgelig får dårlig opførsel over for Rusland konsekvenser. Og selvfølgelig er det Danmarks og Vestens dårlige opførsel, der eksplicit og klart viser, hvad Danmark, USA og resten af Vesten vil over for Rusland. Det er ikke ordene, der viser det; det er den praktiske dårlige opførsel. Vesten, EU, NATO og det øvrige Vesten vil krig med Rusland. Når Rusland og Ukraine er i krig med hinanden, og Danmark midt under denne krig sender F-16- fly til Ukraine med udtrykkelig tilladelse til, at Ukraine må bruge disse fly til angreb langt inde på russisk territorium, så kommer man ikke meget nærmere en krigserklæring, uanset om man bruger ”offentlige ord” eller ikke. At levere sådanne fly, midt under krigen, og med denne udtrykkelige danske tilladelse, dét er intet mindre end en klar hensigt: At slå russere ihjel på russisk territorium. Der er tale om den samme problematik med diskussionerne eller planerne om at give Ukraine langtrækkende missiler fra USA’s og Storbritanniens side.
Putin har – som den meget konsekvensbevidste og praktisk-realistiske mand han er – sagt det meget klart: ”Det handler ikke om at give det ukrainske regime lov til at angribe Rusland med disse våben eller ikke. Det handler om at tage beslutning om, hvorvidt NATO-lande er direkte involveret i den militære konflikt eller ikke. Hvis denne beslutning træffes, vil det betyde NATO-landes, USA’s og europæiske landes direkte deltagelse i denne krig. Dette er deres direkte deltagelse, og selvfølgelig ændrer dette på signifikant vis den egentlige essens og den virkelige karakter af denne krig. Det vil betyde, at NATO-lande, USA og europæiske lande er i gang med at bekæmpe Rusland. Hvis det er sådan, og når vi tager hensyn til denne forandring af den egentlige essens af denne krig, så vil vi træffe passende beslutninger, der er baseret på de trusler, man skaber for os.”
Både vestlige medier, politikere og kommentatorer har efter disse Putin-udtalelser råbt højt om, at Putin truer Vesten med krig. Som de britiske aviser udtrykker det i deres overskrifter: Putin Threatens War with UK and US over Ukraine Missile Deal (The Times and The Sunday Times 13. September 2024). Også herhjemme har flere aviser og netmedier kolporteret den samme opfattelse af, at det er Putin, der truer med krig; som om det ville være forventeligt, at han bare skulle føje sig, vise sin gode vilje til underkastelse under Pax Americana og passivt tåle den regn af missiler og bomber, som vestlige våben truer med at sende ned over Rusland. Men det er ikke Putin, der truer. Med sine ord siger Putin netop, at det ikke er Rusland, der skaber truslerne og en kommende krig mellem NATO og Rusland; det er tværtimod NATO og Vesten, der gennem udtrykkelige tilladelser til den offensive brug af donerede våben og missilsystemer beslutter sig til krig mod Rusland. Det er netop ikke ordene, der skaber truslen og erklærer krigen, men handlingerne; de optrappende handlinger! Det har Putin ret i!
Som den norske netavis steigan.no skriver 24. september 2024: ”Hele spillet omkring det at give Ukraine tilladelse til at bruge langtrækkende missiler er et bedrageri. Disse missiler kan udelukkende styres af NATO-personel, modtage måldata fra USA’s satellitter og overvågningsfly. Om det så skulle være en ukrainsk hånd, der til sidst trykker på udløser-knappen, er helt irrelevant. Dette drejer sig om, at Vesten, og da først og fremmest USA og Storbritannien angriber Rusland i Ukraines navn. Dette bedrageri narrer måske medierne og menigmand, men det narrer ingen i Moskva og Beijing.”
Men al skyld skal jo som bekendt placeres på Putin og Rusland. Den sang har også Mette Frederiksen lært. Derfor siger hun også: ”Han (Putin) er den eneste, der er ansvarlig for, at vi har denne krig i Europa. Han kunne afslutte denne krig omgående.” Men sådan kan kun den sige, som ikke har gjort det arbejde at sætte sig grundigt ind i alt det, der både under Sovjetunionen og efter Sovjetunionens opløsning har skabt komplicerede forviklinger mellem Rusland, Ukraine og Vesten. Denne krig vil aldrig komme til afslutning, medmindre man forstår disse forviklinger og behovet for at løse dem ved diplomati, forhandling og opbygning af tillid. Og Vesten har en større nøgle og en større forpligtelse til at standse krigen og løse komplikationerne end Rusland har.
Krigen brød ud i lys lue og militær vold allerede i 2014, da diktatoriske ukrainske kupmagere på foranledning af amerikansk og vesteuropæisk støtte og undergravning af Ukraines politiske styre afsatte den lovligt valgte regering (Maidan-kuppet). Som bekendt ville de russisk befolkede dele af Ukraine ikke finde sig i en sådan udemokratisk kupregering, og erklærede sig uafhængig af Kiev-regeringen. Dette medførte, at kupregeringen i de følgende år satte sig for med militær magt at føre krig mod sin egen russiske befolkning i de østlige egne af Ukraine. Mange tusinde russere blev dræbt i denne krig. Indtil Rusland og Putin i februar 2022 – overraskende, men loyalt og politisk forståeligt – greb ind for at standse denne nedslagtning af deres egne landsmænd på den ukrainske side af grænsen. Hvad skulle Rusland ellers have gjort, når de ser deres russiske familiemedlemmer på den ukrainske side af grænsen blive slået ihjel? Det var en redningsaktion! En opfyldelse af den FN-vedtagne Responsibilty to Protect imod Ukraines bekæmpelse af de russiske landsmænd! Et indgreb for at afslutte de ukrainske kupmageres voldelige anarki og skabe fred i Ukraine! Et indgreb for at sætte en stopper for USA’s og vesteuropæiske landes undergravning af Ruslands sikkerhed og af de århundredgamle forbindelser mellem Ukraine og Rusland. Ja, hvad skulle Rusland ellers have gjort, hvor dybt tragisk det end er?
Lige siden Sovjetunionens opløsning har det været USA’s strategiske mål at opløse Rusland i atomer. Derfor har vi set USA’s og Vesteuropas subversive virksomhed i Ruslands randområder i bla. Tjetjenien, Dagestan, Georgien og Ukraine. Med fraser om udbredelse af det liberale demokrati og universelle menneskerettigheder og bekæmpelse af verdens autoritære statsledere har USA nu i mindst tre årtier arbejdet for at styrke sin position som den monopolmagt, der udsteder autoritære diktater til hele verden, og har anvendt sine økonomiske, politiske og militære kræfter på at forstærke USA’s eneherredømme i verden. Fredelig sameksistens med andre nuværende eller opkommende stormagter kender USA ikke til; deraf selvfølgelig også den stædige krigsoptrapning, som Mette Frederiksen har overtaget.
Den ideologiske, hovmodige og voldsparate dæmoni, der forlod verden med Sovjetunionens frasigelse af kommunismen og med det nye Ruslands håndsrækning til Vesten og Europa om fred og en ny sikkerhedspolitik – dén dæmoni er nu overtaget af USA, støttet af europæiske lande. Nu er det USA’s og Mette Frederiksens dæmoniske krigsoptrapning, der truer verden og Danmark. USA er blevet det nye Romerrige, som ved hjælp af sine militære legioner, der er spredt ud over verden, og sin økonomiske krigsførelse holder sine allierede i stramme tøjler for at befæste og udvide sin magt. Den romerske ørn og den amerikanske ørn er blevet symboler på den samme mentalitet. Romernes ”Mare Nostrum” er blevet til det amerikanske ”Mundus Noster”. Man kan undre sig over, at de europæiske lande og især det nuværende Germanien ikke har vist større mod og villighed til at – igen! – kaste disse romersk-amerikanske legioner og åg af sig, men tværtimod bøjer sig mere og mere under det. Den danske befolkning må frygte, at det er denne dæmoniske krigsoptrapning, der vil føre den danske befolkning ind i nye krigskatastrofer, og som har været den egentlige anledning til, at Danmarks nuværende regering i foråret 2024 indførte tvungen værnepligt for kvinder. Hvor skal disse danske kvinder mon i krig henne? Skal vore kvinder ofres for denne amerikanske krigsoptrappende og verdensopslugende mentalitet?
På den amerikanske All-In Podcast har amerikaneren John Mearsheimer, der er professor i statskundskab ved Chicago Universitet, sagt: ”Det er vigtigt at forstå, at USA er et fundamentalt liberalt land. Og vi mener, at vi har retten til, og at vi har ansvaret for, og at vi har magten til at fare rundt i verden og genskabe verden i Amerikas billede. De fleste mennesker inden for de udenrigspolitiske kredse af Det Republikanske Parti og Det Demokratiske Parti er overbevist om dette. Og det er dette, der for en stor del har været motivationen for vor udenrigspolitik siden Den Kolde Krigs afslutning. – – – – – Men her er spørgsmålet: Tror du, at vi kan fare rundt i verden og påtvinge andre lande liberalt demokrati, og i nogle tilfælde skovle det ned i halsen på dem for enden af et geværløb. Efter min overbevisning er det næsten umuligt at gøre. Det hævner sig næsten altid.”
På den samme amerikanske All-In Podcast har amerikaneren Jeffrey Sachs, der er professor i økonomi og politisk analytiker ved Columbia Universitetet i New York, sagt: ”Hvis man ønsker at forstå amerikansk udenrigspolitik, går den ud på at maksimere den globale magt, i bund og grund for at opnå globalt hegemoni. – – – – – De regionale hegemonier truer ikke hinanden. Hvorfor ikke? Fordi vi har store oceaner imellem os. Jeg har den faste overbevisning, at Kina ikke er nogen trussel mod USA. Og jeg er fast overbevist om, at når vi har oceanerne, vores størrelse og vor militære styrke, så er atomkrig den eneste trussel i verden mod USA. Jeg mener alvorligt, at vi er tæt på atomkrig. Fordi vi har en mentalitet, der fører os i den retning. Vi har den mentalitet, at alting er en udfordring for vor overlevelse, og at eskalation derfor altid er den rette fremgangsmåde. Det er mit synspunkt, at en lille smule forsigtighed kunne redde hele kloden. Så når jeg ikke bryder mig om Ukraine-konflikten, er det, fordi jeg ikke kan se nogen verdens grund til, at NATO skal være placeret på Ruslands grænse til Ukraine. Jeg var, som jeg har fortalt, rådgiver for både Gorbatjov og Jeltsin, og de ønskede fred, og de ønskede samarbejde. Men uanset hvad de ønskede, så ønskede de ikke USA’s militær langs deres grænser. Så hvis vi fortsætter med at presse på, som vi har gjort det, vil vi ende med at få krigen. John (forf.: prof. John Mearsheimer) har forklaret dette bedre end nogen anden. Vi står nu med krigen. Og netop her til morgen får vi endnu en eskalation. Blinken har sagt, at hvis Iran giver disse missiler (forf.: til Rusland), så vil vi give missiler (forf.: til Ukraine) for at kunne ramme mål dybt inde i Rusland. Dette er opskriften. Og så har vi Bill Burns, CIA-direktøren, der i sidste uge har sagt – ja, det er en absurditet, at han kan vide noget om det, men CIA-direktører siger aldrig sandheden, for hvis de gør, vil de miste deres job. Men han sagde: “I skal ikke bekymre jer om atomkrig; I skal ikke bekymre jer om sabelraslen:” Men mit råd (forf.: J. Sachs’ råd) til jer er: I skal være meget bekymrede for atomkrig. Og derfor: Vær forsigtige! Det er unødvendigt at placere USA’s militær på grænsen til Rusland. Og mit råd til Rusland og Mexico – jeg rejser til Mexico i morgen, og jeg vil give dem et godt råd – mit råd til dem er: Lad ikke Kina eller Rusland bygge militære baser langs Rio Grande (forf.: Mexicos grænse til USA). Dét er ikke nogen god ide for Mexico, ikke nogen god ide for Ukraine, ikke nogen god ide for Rusland, ikke nogen god ide for Kina, og ikke nogen god ide for USA. Der er behov for, at vi holder os en lille smule på afstand af hinanden, så vi ikke får en atomkrig. Forresten vil jeg gerne anbefale en god bog, og det er Annie Jacobsens: “Nuclear War – A Scenario.” Det tager to timer at læse den; verden ender på to timer i den bog. Og bogen er en meget overbevisende vejledning i, hvordan en enkel atombombe kan ruinere hele din dag, som man siger. – – – – – Næsten hver eneste gang vi (forf.: amerikanere) intervenerer, er årsagen, at vi betragter det som en magtsituation for USA. Så uanset om det er Ukraine eller Syrien eller Libyen eller andre steder – også selv om vi definerer det, som om vi forsvarer et eller andet – tro mig: Det handler ikke om at forsvare noget; det handler om vores opfattelse af USA’s magt og USA’s interesser. Og om mål for USAs globale hegemoni. Og hvis vi analyserer Ukraine-konflikten og kradser blot en lille smule ned under overfladen, så drejer det sig ikke om en konflikt, hvor Putin har invaderet Ukraine. Det drejer sig om noget ganske andet. Det har at gøre med, at USA vil opbygge sin magt inden for det tidligere Sovjetunionens område. Så det er noget fuldstændigt andet.”
Alt vort militære forsvar går ud på at forsvare os mod aggression, når vi selv bliver angrebet. Så der er helt klart en geografisk afstandsbegrænsning for et lands militære forsvar, også i tider med langtrækkende missiler og atomvåben. Krigen i Ukraine kommer ikke Danmark ved! Og Rusland har ingen onde aggressive hensigter mod Danmark eller andre NATO-lande. Dette er intet andet end tåbelig og bevidst krigsoptrappende snak i en ond hensigt. Rusland ved, hvor militært og økonomisk stærke og solidariske NATO-landene er. Vi kan derfor ikke vende forsvarsfilosofien om det geografisk begrænsede militære forsvar helt på hovedet ved at sige, at vi – eller NATO – nu vil være militært aggressive mod den hele verden, for at forsvare os selv. Heller ikke selv om vi begrunder og beskriver denne aggressivitet som et ædelt demokratisk korstog for at omvende hele verden til vore egne samfundssystemer. Demokrati er en praktisk husorden i det hjemlige samfund og intet andet; og derfor ikke nogen universel sekulær korstogsreligion, der med magt og undergravning skal presses ned over fremmede kulturer og andre samfund. Respekterer vi ikke det, bliver vi selv til de totalitære og ufordragelige dæmoner, der nedbryder al tillid, respekt og fred mellem mennesker og lande, og som ikke kender nogen grænser for deres aggressioner. Lige som de dæmoner, som vi har mødt så mange gange i europæisk historie og i verdenshistorien.
Steigan.no:
Putin-citat:
https://www.youtube.com/watch?v=hcD-mV5izas
Citater af Jeffry Sachs og John Mearsheimer:
https://www.youtube.com/watch?v=uvFtyDy_Bt0