METTE FREDERIKSEN SPINNER OS IND I 2022

Af Asger Aamund. Udgivet på aamund.dk

Vi er alle klar over, at Danmark befinder sig i en tiltagende tilstand af lammelse. Tynget af en evigt svulmende offentlig sektor og et voksende papirvælde, hvis direktiver, cirkulærer, påbud og forbud kvæler et borgervenligt servicesamfund. Politikere og medier taler meget om regelforenkling, varme hænder og mere effektive forretningsgange, men til ingen nytte. Bureaukratiet bare vokser og vokser. Administrationen af danskernes liv og færden bliver stadig mere omfattende. Omsorgen for borgerne bliver stadig mindre. Vi ringer forgæves efter politi og ambulance. Uendelige ventetider i telefonen, hvis man vil bestille tid til en blodprøve. Hvis de gamle på plejehjemmene ikke har pårørende, der kan give en hjælpende hånd med i den daglige pleje, ender de begravet i deres eget skidt og møg.

Men nytårsaften lovede statsministeren, at hun kommer med en god løsning i morgen: ” Jeg foreslår, at vi afskaffer den omfangsrige regulering og lovgivning på ældreområdet og starter forfra,” sagde hun og fortsatte: ” En ny kort og præcis ældrelov. Med klare værdier. Valgfrihed. Værdighed. Selvbestemmelse. Og få dokumentationskrav” Mette Frederiksen var godt klar over, at med den udmelding var hun kommet ud at svømme, så hun fik skyndsomst helgarderet tipskuponen: ”Jeg er den sjette statsminister, der problematiserer bureaukratiet” og underforstået: ” så I skal ikke blive sure på mig, hvis jeg heller ikke kan levere varen”.

LÆS OGSÅ:  FODBOLDEN PÅ DEN POLITISKE ROULETTE

Hvad er konsekvensen af Mette Frederiksens omsorgsreform? Det er et tab af tusinder af arbejdspladser i stat og kommune og flytning af andre tusinder. Vi skal således fjerne et hav af funktioner, der i dag udvikler og producerer ældreplejens gigantiske papirvælde. Det er behandlingsdirektiver for pleje, rengøring, kost og administration af medicin. Det er arbejdssedler, dagrapporter, indberetninger. Det er skemaer til analyse af den daglige administration i omsorgssektoren, det er universitetsstudier i ældreplejen med tilhørende ph.d afhandlinger og ministerielle analyser som baggrund for mere lovgivning og administration på området. Det betyder, at det nu bliver lederen af plejehjemmet, der suverænt leder og fordeler arbejdet, som bestrides af ansvarsbevidste medarbejdere, der selv tilrettelægger deres daglige arbejde og kun afrapporterer afvigelser fra de normale arbejdsrutiner.

Og hvorfor kan alt dette ikke lade sig gøre? Fordi den dybe stat siger nej. Det er embedsværket, det er fagforeninger med arbejdspladser i stat og kommune, og det er de utallige konsulentfirmaer, der lever af at rådgive og produktudvikle nye direktiver og forretningsgange på ældreområdet. Og det er venstrefløjen på Christiansborg med de eftersnakkende medier. Reformer er således velkomne, men ikke hvis de koster arbejdspladser i den offentlige sektor. Og det kan jeg bevise:

I 2013 var jeg vært på otte TV- dokumentarudsendelser om de langtidsledige og deres kamp for at komme tilbage i arbejde. Fagforeningen Min A-Kasse havde i frustration over det dræbende papirvælde samlet alle gyldige direktiver og cirkulærer, der styrer arbejdsformidlingen i Danmark. De 23 000 stykker papir havde man bundet ind i en tre meter lang bog med læderomslag. Vi fik fat i 3X34, som kørte papirbjerget ind på Christiansborg, hvor jeg interviewede en række politikere fra alle partier om sagen. Nogle ville godt udtale sig til kameraet, andre ikke. Men alle var enige om, at man her stod med en strukturel skandale, som krævede øjeblikkelig handling og reformer. Der var således ikke bare flertal, men total politisk enighed om, at dybtgående reformer var påkrævet og krævede øjeblikkelig og solidarisk politisk handling. 

LÆS OGSÅ:  METTEMOR PÅ HUGGEBLOKKEN

Det er nu otte år siden, og der er intet sket i den sag. Tværtimod er nye bureaukratiske lag blevet lagt oven på de gamle. Politikerne er magtesløse over for embedsværket i stat og kommune og den samarbejdende hær af rådgivere og konsulenter. Mette Frederiksen har heller ikke en kinamands chance for at ændre systemet. Og det ved hun. Men nytårstalen var vist også bare et forsøg på at skabe god stemning i de små hjem, især plejehjemmene. Statsministerens virkelige budskab var: ”Lev med det!”