Midt i begejstringen over at kunne nyde synet af bare bryster og numser ved højlys dag – for ikke at tale om granvoksne politikere i lyserøde gevandter og små børn, der leger med nøgne sadomasochister, er der måske nogen, der spørger, hvad hele dette cirkus skal gøre godt for.
Det har i hvert intet at gøre med undertrykte seksuelle minoriteters retfærdige kamp, for ingen forhindrer dem i at gøre, hvad de vil. Homoseksualitet, f.eks., er ingen hindring for at blive statsminister, men er tvært imod højeste mode og stærkt beundret.
Det underlige er, at jo mindre diskriminerede LGBTQ-folkene bliver, des mere marcherer de omkring for at gøre reklame for deres forskellige seksuelle præferencer, og enhver politiker, der vil være noget ved musikken, skynder sig at stille op til fotografering for at demonstrere sin ubegrænsede tolerance.
Hvad får politikerne til at kaste sig over problemer, der ikke findes? Jo, derved bortleder de opmærksomheden fra det faktum, at de hverken kan eller vil gøre noget ved de virkelige problemer. Politikerne bliver således til legeonkler, der hygger sig med sex, og det er jo også meget sjovere end at skulle bøvle med landets bedrøvelige tilstand.
Fremtidens historikere vil se tilbage på vores tid og tolke pridebegejstringen som et af tegnene på Vesterlandets senere sammenbrud.