Milliarder fosser ud af statskassen

Region Hovedstaden må nu melde endnu en budgetoverskridelse ud i byggeriet af et nyt ”supersygehus”. Overskridelsen slår alle rekorder, og regningen kommer sandsynligvis til at skulle betales af patienter i Nordsjælland, der kan få ringere hjælp fremover, skriver Berlingske.

”Milliarderne fosser ud af kassen til byggeriet af et såkaldt supersygehus i Hillerød, hvor Region Hovedstaden nu må melde endnu en enorm budgetoverskridelse ud, som skal finansieres ved lån og omfattende effektiviseringer. Regionen forventer nu, at den samlede skatteyderfinansierede regning kommer til at løbe op i omkring 11 milliarder kroner for det nye hospital, når det står klar i efteråret 2027. Det er mere end dobbelt så dyrt som anslået i det oprindelige budget, da der blev givet tilsagn til byggeriet tilbage i 2013, hvor regionen dengang fik tildelt en bevilling på omkring fire milliarder kroner, svarende til omkring 5,5 milliarder i nutidskroner.

Efterfølgende har regionen ad flere omgange fået lov at låne flere penge og forhøje budgettet, der nu er på omkring 8 milliarder kroner. Og for at gøre ondt værre varsler regionen også, at det nye hospital ved Hillerød først vil blive taget i brug i efteråret 2027 – syv år efter den oprindelige tidsplan, som sagde, at hospitalet skulle have været klar til at tage imod patienter i 2020”.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)