Milliardhandel i Carlsberg Byen

ATP Ejendomme har erhvervet sig fem ejendomme fra Udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S, der står bag Københavns nye Vesterbro-kvarter. Det er ATP Ejendommes første køb i Carlsberg Byen og betyder en styrkelse af ATP Ejendommes portefølje på markedet i hovedstaden.

ATP Ejendomme køber de fem erhvervsejendomme med et samlet areal på ca. 21.500 m2 fra Udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S. Ejendommene er nyopførte i årene 2021-2022 og består udelukkende af ejendomme til erhvervsudlejning.

”Vi er utroligt glade for at have solgt hele fem centrale ejendomme, der rummer både kontorer, F&B- og retailenheder, til en så stor og velrenommeret dansk ejendomsinvestor. En del af ejendommene er allerede lejet ud til gode, solide lejere, og vi ser frem til et godt samarbejde med ATP Ejendomme omkring udlejning af de få resterende arealer,” siger Jens Nyhus, adm. direktør i Udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S.

En investering i tråd med strategien

Ejendommenes beliggenhed gjorde dem oplagte for ATP Ejendomme. Om købet siger investeringsdirektør André Scharf:

”En langsigtet investering i Carlsberg Byen er særligt attraktiv på grund af den stemning, som Udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S har haft succes med at udvikle. En stemning som stammer fra et fantastisk miks af beboelse, kontorer og butikker i området. Købet af de moderne og centrale erhvervslejemål af en samlet størrelse på 21.500 m2 er efter vores opfattelse en unik mulighed og særdeles attraktivt for kontorkunder – både nu og på lang sigt,” siger investeringsdirektøren og fortsætter:

LÆS OGSÅ:  Jakkesætsspecialisten Deerest åbner ny butik i Carlsberg Byen og stormer mod tocifret millionregnskab

”Investeringen giver ATP Ejendomme stor mulighed for at indtage en langsigtet position i et vækstområde, og vi betragter disse ejendomme som en oplagt tilføjelse til ATP Ejendommes i forvejen stærke kontorportefølje.”

Ifølge André Scharf trækker investeringen ligeledes tydelige tråde til ATP Ejendommes strategi:

”Jeg er meget tilfreds med opkøbet, fordi det understreger to centrale elementer i vores strategi; at vi flytter flere langsigtede investeringer ind på dansk jord og vores ambition om at sikre rammerne for den moderne arbejdsplads med attraktive erhvervsejendomme i de største danske byer.”

Om Udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S og området Carlsberg Byen

Carlsberg Byen har de seneste år været i rivende udvikling og hele området er siden 2012 vokset op fra grunden, hvor bryggerigiganten Carlsberg siden det 19. århundrede har haft sine bryggeriaktiviteter. Kvarteret står allerede 80 % færdig, mens den sidste del forventes færdig ved udgangen af 2024.

Københavns nye bykvarter er allerede i dag en veletableret og populær del af Vesterbro med boliger, grønne byrum, butikker, institutioner, byliv, kultur og erhvervsliv. Alt det der skal til for at skabe et levende kvarter.

Om ATP Ejendomme

ATP Ejendomme ejer, drifter og udvikler nogle af Danmarks smukkeste ejendomme med samlede ejendomsinvesteringer, som beløber sig til ca. 45 mia. kr. ATP Ejendomme er ejet af danskerne, og med det følger et særligt ansvar.

ATP Ejendomme er en del af ATP, som er Danmarks største pensionsselskab og administrationshus. ATP løser opgaver for næsten alle borgere og virksomheder i Danmark. ATP Livslang Pension er en kollektiv ordning med 5,4 millioner medlemmer og en pensionsformue på 947 mia. kr. (pr. 31.12.2021). ATP’s opgave er at sikre gode, stabile pensioner, så danskerne har lidt mere at leve for den dag, de går på pension. Det sker gennem investeringer i bl.a. danske arbejdspladser og bæredygtige tiltag. Derudover sikrer ATP udbetaling af velfærds- og sikringsydelser for 300 mia. kr. til 2,4 mio. borgere på vegne af staten, kommunerne og arbejdsmarkedets parter. To ud af tre velfærdskroner, der udbetales i Danmark, kommer fra ATP Koncernen.

LÆS OGSÅ:  Jakkesætsspecialisten Deerest åbner ny butik i Carlsberg Byen og stormer mod tocifret millionregnskab

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)