Millionbøde til Danske Bank A/S i ’Flexinvest Fri’-sag

Af Jens Fuglsang Edelholt.

SØIK har givet Danske Bank A/S en bøde på ni mio. kroner for at have givet vildledende informationer til ca. 10.000 kunder i forbindelse med rådgivning om og salg af porteføljeplejeproduktet Flexinvest Fri.

Danske Bank A/S har fået en bøde på ni mio. kroner for at have rådgivet om og solgt produktet Flexinvest Fri, selvom banken siden 2017 ud fra egne beregninger vurderede, at produktet havde et forventet negativt nettoafkast set over fem år for ca. 10.000 kunder, hvilket banken ikke oplyste kunderne om.

Efter henvendelse fra Danske Bank A/S indledte Finanstilsynet en undersøgelse af sagen. Finanstilsynet indgav i august 2019 politianmeldelse til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), og SØIK rejste i november 2019 sigtelse mod Danske Bank A/S for at have overtrådt forbuddet mod vildledende information til kunder og potentielle kunder.

Den efterfølgende politimæssige efterforskning har i dag resulteret i, at Danske Bank A/S har fået en bøde på ni mio. kroner, som banken har accepteret at betale. Det oplyser Per Fiig, der er fungerende statsadvokat hos SØIK.

»Det er essentielt, at kunder kan have tillid til, at de modtager korrekt rådgivning fra danske pengeinstitutter. En sag som denne er alvorlig, da der er risiko for, at kundernes generelle tillid til det finansielle system bliver svækket, når pengeinstitutter ikke i tilstrækkeligt omfang sørger for at beskytte og vejlede deres kunder i overensstemmelse med lovgivningen. Derfor er vi tilfredse med, at lovovertrædelsen er erkendt og har resulteret i en bøde på ni mio. kroner,« siger Per Fiig.

LÆS OGSÅ:  255.000 kroner i bøde til udenlandske chauffører og firma

Ved fastsættelse af bødestørrelsen er der lagt vægt på, at der var tale om en meget stor kundegruppe, som blev økonomisk påvirket af bankens overtrædelse, og at banken som en følge heraf har måtte tilbagebetale et betydeligt millionbeløb. Derudover er der lagt vægt på, at overtrædelsen strakte sig over en længere periode, og at banken via dens ansatte måtte have indset, at dette havde betydelig negativ konsekvens for bankens kunder.

Ved bødefastsættelsen er der desuden lagt vægt på, at banken har samarbejdet med SØIK efter politianmeldelsen, og at banken har kompenseret de berørte kunder.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)