Mimosernes tidsalder

Er vi ved at blive en nation af mimoser, der hver dag helst skal føle sig krænket over et eller andet? ”Har du husket at føle dig krænket i dag”, så skidt med at det måske hører hjemme i småtingsafdelingen. At føle sig krænket er blevet en folkesygdom, og den er både utålelig og desværre også smitsom. Eller er det den rædsomme politiske Woke-bevægelse, der breder sig.

For i kølvandet på klynkeri og en stigende krænkelsesparathed følger censur og knægtelse af ytringsfriheden, som kun

 hører hjemme i totalitære samfund og ikke i det, vi kalder et frit demokrati som vores. Men bare vent, det bliver meget værre. EU-bureaukraterne i Bruxelles er i fuld gang med at stramme censurskruen gennem lovgivning. 

Hver uge en ny krænkelsessag, og kan der samles en hel flok, som regel kvinder, stor eller lille og gerne kendt i offentligheden, til at skrive under på forargelsen over ”krænkelsen”, så kører det helt automatisk. Og slutningen på sagen er altid givet på forhånd – dømt skyldig. Om man kender vedkommende personligt, der denne gang er endt i gabestokken, er underordnet. Når gadens parlament har afsagt sin dom, er beviser ikke noget, man behøver at bekymre sig om.

Gad vide, om det ind imellem er blevet en nem måde at få fjernet en person, man ikke bryder sig om, eller har fået et horn i siden på? Det er jo som regel ord mod ord, og at det er noget, der er sket for helt op til 20 år siden, er underordnet, for en ”krænkelse” har ingen forældelsesfrist og vejer altid tungest i domsafsigelsen. 

For kort tid siden var det folketingspolitikeren Jon Stephensen fra Moderaterne, der havde sendt en kompliment via mail til en ung kvinde. Det fik ikke mindre end 856 såkaldte ”kulturpersonligheder” til med deres underskrifter at dømme ham ude. Og så gik sagen ellers i selvsving godt hjulpet på vej af de altid enøjede tv-stationer, og staklen måtte tage orlov. 

Er det mon de samme 856 ”kulturpersonligheder”, der gang på gang lufter deres flovhed over at være danskere, hvis vi andre ønsker at bevare og videreføre Danmark som et frit kristent demokrati til vores efterkommere. At være en ”kulturpersonlighed” borger tilsyneladende for kvaliteten, den gode af slagsen altså. Men ”kulturpersonligheder” tilhører vel også Danmarks elite og er hævet over pøbelen, hvor vi andre helt almindelige danskere befinder os. Og så er det altid godt med lidt ekstra reklame, når man kan lufte sin forargelse i aftenshowet på DR og dermed vise, at man befinder sig på den rigtige side af meningstyranniet.

Nu kører så endnu en sag, denne gang med modsat fortegn, idet Lizette Risgaard, en magtfuld kvinde i fagbevægelsen, anklages af et par unge mænd for upassende opførsel. Hun skulle angiveligt have taget dem på røven, men hvorfor bad de hende ikke bare fjerne hænderne? Det skulle vel ikke i stedet handle om ”hallo kvinder, prøv jeres egen medicin”, da det normalt er ”gamle grise” af hankøn, der anklages for at gramse på det modsatte køn.

Det her krænkelseshysteri er altså ved at nå grænsen for det idiotiske. Men lad mig lige for en sikkerheds skyld slå fast med syvtommersøm, at det ikke handler om voldtægt, der er aldeles uacceptabelt og ikke kan straffes hårdt nok.

Kære medsøstre, hvad sker der med jer i disse år?  Det virker, som om I har svært ved at finde fred med både egen krop og egen sjæl. I stedet tåger mange af jer rundt som en forvirret flok høns, der har glemt, at der er forskel på kvinder og mænd – og ikke kun den lille forskel. Al denne krænkelsesparathed vil nemlig også ramme jeres indædte kamp for ligestilling mellem kønnene. 

På den ene side står mange af jer og råber op om ligestilling på alle områder. I vil have kønskvoter, så det at være kvinde trumfer ekspertise og dygtighed. Men det har jo netop intet med ligestilling at gøre, snarere tværtimod. Resultatet vil jo i stedet bevise, at I er mindre værd end jeres mandlige kolleger, hvis det ikke er jeres dygtighed, der giver jer jobbet, men udelukkende jeres køn.

På den anden side står I så og piver, hvis en mand formaster sig til at give jer en kompliment for et godt udseende. Modtag dog komplimenter med et smil eller bed afsenderen om at holde sin kæft og beholde sine kommentarer for sig selv. Lad være med det klynkeri og prøv dog at opføre jer lidt mere modent. Kan I ikke selv se, hvor sygt det her er. Jeg er sikker på, at mange af os kvinder, der tilhører den ældre generation, ryster på hovedet, for det ligner mere kønsforvirring. Og måske er det netop, hvad det er. For er man usikker på sit eget køn – og er det ikke 73 man er oppe på efterhånden – så må kønsforvirringen være total.

Skal alt det dejlige ved livet, der handler om spillet mellem kvinder og mænd, nu også anbringes i kassen med skiltet FORBUDT skrevet med store bogstaver? Skal det være forbudt både at give og modtage komplimenter? Må man ikke mere flirte eller give og modtage en varm krammer fra det andet køn? Eller handler det om noget helt andet? Handler det i stedet om had til mænd, et had camoufleret som et ønske om ligestilling?

Hvem husker ikke det stormvejr, der rejste sig efter den små Sofies angreb på mænd for åben skærm for et par år siden. Men når man kan få en mand lagt for had og smidt ud i kulden, fordi han for flere år siden lagde en hånd på en kvindes knæ, det er jo helt ude i hampen. Jeg glemmer ikke det had, der lyste ud af øjnene på den kvindelige TV2-vært, da hun blev interviewet om sagen med Jes Dorph-Petersen. I netop den slags sager er det ord mod ord, og er det så flere år siden kan en anklage hverken bevises eller det modsatte.

Og lige siden har det buldret derudaf, og mange mænd tør dårligt nok bare se på en kvinde af angst for en anklage om overgreb eller krænkelse. Langt de fleste danske mænd er jo ikke født som uhyrer, de elsker bare os kvinder, og det skal ikke automatisk opfattes som en trussel. 

Egentlig er det lidt morsomt, at det ofte er det samme kvindesegment, der råber op om ligestilling, som byder en politisk ideologi, der praktiserer det direkte modsatte af ligestilling mellem kønnene, hjertelig velkommen i Danmark. Mon ikke de skulle flytte fokus fra de normalt ret så fredelige etniske danske mænd til den voksende gruppe mænd, der direkte opdrages til, at de er mere værd end kvinder – og i øvrigt også har ret til både at krænke og voldtage dem.