I sidste uge anholdte rumænske myndigheder to personer med tilknytning til ransomware-familien Sodinokibi/REvil, samtidig med at amerikanske myndigheder har sigtet to andre mistænkte. Det er sket som følge af et internationalt samarbejde mellem myndigheder i 17 forskellige lande, samt Europol, INTERPOL, Eurojust og en række private virksomheder, heriblandt cybersikkerhedsfirmaet Bitdefender.
Siden 2019 har ransomware-familien REvil, også kendt som Sodinokibi, gjort livet surt for virksomheder overalt i verden. Ransomwaren er så populær blandt cyberkriminelle, at det var den mest almindelige ransomware-variant i andet kvartal af 2021.
REvil fungerer som en Ransomware-as-a-Service (RaaS) og den var tidligere knyttet til en anden kendt RaaS, GandCrab, indtil sidstnævnte blev nedlagt. Med en RaaS kan kriminelle, mod betaling, benytte den til at udføre ransomware-angreb. Det er nogle af disse der nu er blevet anholdt og sigtet.
Otte mistænkte arresteret
I sidste uge arresterede rumænske myndigheder to mistænkte med tilknytning til REvil, som resultat af en stor international operation, kaldet GoldDust. Det bringer operationens samlede antal arrestationer op på otte, da der siden februar 2021 er blevet anholdt tre mistænkte i Sydkorea, én i Kuwait og én i et unavngivet europæisk land. De fire af dem er mistænkt for at være tilknyttet REvil, den sidste for at være forbundet til GandCrab.
Samtidig har amerikanske myndigheder mandag sigtet to mænd med hver deres tilknytning til REvil: ukraineren Yaroslav Vasinskyi, der som led i operationen blev anholdt i Polen den 8. oktober, og russeren Yevgeniy Polyanin, hvis opholdssted er ukendt. Dertil har myndighederne beslagt et beløb fra Polyanin til en værdi af $6,1 million, der menes at stamme fra russerens ransomware-afpresning.
Yaroslav Vasinskyi er mistænkt for at stå bag ransomware-angrebet på softwarevirksomheden Kaseya den 2. juli, hvor det lykkedes at inficere virksomhedens kunder verden over med ransomware.
Internationalt samarbejde på tværs af offentlige og private sektorer
GoldDust er et samarbejde mellem myndigheder i 17 forskellige lande over hele verden, samt Europol, INTERPOL, Eurojust og en række private virksomheder. Bitdefender har hjulpet myndighederne med rådgivning og vejledning ift. cybersikkerhed, særligt indenfor områderne kryptografi og efterforskning.
“Disse anholdelser illustrerer hvad man kan opnå, når offentlige og private sektorer samler sine ressourcer i kampen mod cyber-kriminalitet,” fortæller Alexandru Catalin Cosoi, Senior Director ved Bitdefenders Investigation and Forensics Unit.
“For første gang er myndigheder, virksomheder fra cybersikkerhedsindustrien og en hidtil uset deling af efterretninger blevet samlet med det formål, at udøve retfærdighed. Denne operation er et wake-up call for cyber-kriminelle. De bør forstå, at de ikke kan skjule sig når først de er i den internationale indsats søgelys,” forklarer Cosoi.
Dekrypteringsværktøj har sparet ofre for over 3,5 milliard kroner
Derudover har Bitdefender i samarbejde med en betroet myndighed skabt et dekrypteringsværktøj til REvil, der kan hjælpe ofre ramt af angreb før den 13. juli 2021, med at få deres data tilbage uden omkostninger. Bitdefender kan ikke navngive myndigheden, da den specifikke efterforskning stadig er i gang.
Dekrypteringsværktøjet har hjulpet over 1400 virksomheder i 83 lande med at få deres filer tilbage. De sammenlagte løsesummer beløber sig i omegnen af $550 millioner eller mere end 3,5 milliarder kroner.