Site icon 24NYT

Mister Folketinget sin største strammer?

Foto: Martin Henriksen (DF) på Folkemødet 2018 (Trykkefrihedsselskabet på YouTube)

Dansk Folkepartis værdi- og udlændingeordfører Martin Henriksen har om nogen taget én for holdet. I dag er mange af hans politiske sejre nærmest allemandseje. Han deler islamkritiske danskeres utålmodighed med at få flere stramninger igennem, men at blive et vredt protestparti som råber fra sidelinjen vil gavne de forkerte, mener han.

“Jeg kæmper naturligvis kampen, men ellers tager jeg det stille og roligt. Livet stopper jo ikke hvis jeg ryger ud af Folketinget.” Sådan starter Dansk Folkepartis bulldog Martin Henriksen sit interview med 24NYT om partiets krise i meningsmålingerne.

Få har haft samme evne til at bryde igennem mediemuren som den 39-årige strammer. Igen og igen har hans ligefremme facon skabt debat.

Som da han sagde til en 18-årig gymnasieelev med delvist udenlandske rødder, at han ikke nødvendigvis er dansk, blot fordi han er født i Danmark. Det er en debat hvor man let får nogle hug, men de hug skal tages, siger Martin Henriksen.

Kamp

Martin Henriksen mener, at muslimsk indvandring og islam kan ødelægge Danmark.

“Jeg mener helt oprigtigt, at vi står midt i en kulturkamp. Det handler om hvilket land vi vil give videre til vores børn og børnebørn, og det handler om at vi har en historisk forpligtigelse til at passe på landet, så det er ikke småting der er på spil”, siger Martin Henriksen til 24NYT.

Særligt religionen er farlig, mener han.

“I Dansk Folkeparti mener vi, at islam skal fylde mindst muligt i samfundet”, siger Martin Henriksen. Han ønsker bl.a. at ulovliggøre det islamiske tørklæde især for offentligt ansatte, hvilket formenligt vil få mange til at føle det umuligt at praktisere deres religion i Danmark.

Protestpartier

Martin Henriksen deler de islamkritiske vælgeres utålmodighed, når det gælder udlændingepolitiken.

Men ifølge ham er evnen til at samarbejde bredt og at “tage det lange seje træk, skive for skive, uden at tabe det langsigtede mål af øje”, vejen frem. “Det tager desværre en masse tid at skabe flertal for hver eneste stramning”, siger han.

“Vi må erkende, at en meget stor del af vælgere slet ikke har forstået, hvor alvorlig situationen er.”

“Alternativet er at være et rent protestparti, der råber højt og vredt ude fra sidelinjen. Men dette vil give et kæmpe spillerum til dem, der lefler for den politiske korrekthed. Måske vil det ligefrem gavne de partier, der ønsker at lempe udlændingepolitikken”, mener Martin Henriksen.

Folketingets største strammer

På trods af indtil videre 146 stramninger på udlændingeområdet siden valget i 2015, ønsker Dansk Folkeparti langt flere og hårdere stramninger. Derfor ærgrer det også Martin Henriksen, at Dansk Folkeparti skal diskutere med folk, der mener at partiet har strammet for lidt.

“Hver eneste stramning kræver 90 mandater og det tager bare tid at overtale de andre partier. Det kan være svært at forstå, men sådan er virkeligheden inde på Christiansborg. Sådan har vælgerne sammensat Folketinget, i al den tid jeg har interesseret mig for politik”, siger Martin Henriksen.

På spørgsmålet, om de mange år på øretævernes holdeplads har tærret på ham, er der ingen træthed at spore:

“Jeg vil da gerne bruge den erfaring, som jeg har opbygget til at gøre endnu mere for mit land. Selvfølgelig vil jeg det, og det er sådan set også planen. Men i sidste ende må vælgerne jo afgøre det”, siger Martin Henriksen.

Da 24NYT spørger ham, hvad der vil ske, hvis han ikke bliver genvalgt, svarer han:

“Det er vel op til andre at vurdere. Men jeg går nu efter genvalg og et forhåbentlig nogenlunde rimeligt resultat for partiet, så det er altså mit klare udgangspunkt. Men skulle det ske, så mister Folketinget i al beskedenhed en af dem, der har fået flest stramninger igennem. Det synes jeg godt, man kan sige. Men lige nu kæmper vi allesammen bogstaveligt talt fra gadehjørne til gadehjørne og her ligger mit fokus. Det vigtigste er trods alt at partiet får et ok valg, selvom det er op ad bakke”, siger Martin Henriksen.

OBS: DR har fået Facebook til at lukke 24NYTs side. Derfor kan vi ikke selv dele denne artikel. Vi håber, at læserne selv vil dele den fra egne Facebook-profiler.

Exit mobile version