Står du som mor eller far og skal vælge et mobilabonnement til dit barn? Det kan være en ren jungle at begive sig ind i, når man ikke har spor forstand på, hvad man skal se efter. Nogle af abonnementerne har fri sms og tale andre ikke. Nogle koster en del at oprette andre er gratis og ved nogle abonnementer er der et minimum forbrugsbeløb pr. måned. Hvad er det egentlig der er vigtigt, når du skal vælge et abonnement til dit barns mobiltelefon? Her kommer vi ind på nogle væsentlige aspekter du kan holde dig til i valget af mobilabonnement.
Begrænsning af dit barns mobilforbrug
Man kan ikke forvente, at et mindre barn altid kan gennemskue, hvad der er en god ide at deltage i på nettet eller via sms. Derfor er det en rigtig god ide, hvis det abonnement du vælger kan justeres, så du ved, at dit barn ikke kommer til at bruge for mange penge på forskellige tilbud, der kan friste. Det kan for eksempel være at deltage i afstemninger på sms eller bruge andre tjenester, der er indholdstakserede. Ved nogle abonnementer, kan man spærre for dette og på den måde forhindre barnet i at stemme eller andet.
Forbrugskontrol via app
Nogle abonnementer giver mulighed for, at du som forælder kan følge dit barns forbrug via en app. Det er en ekstra sikkerhed, som er god at have, hvis du måske ikke helt kan stole på at dit barn kan overholde jeres aftale eller andet. Meget foregår jo på nettet mellem børn og unge, så forbruget af data kan hurtigt skyde i vejret, hvis ikke der holdes øje med det eller abonnementet har en begrænsning indbygget.
Hold dit barns mobilnummer ude af offentligheden
En anden ting du som forælder skal være opmærksom på er, om barnets telefonnummer er tilgængeligt på nettet. Det kan være en rigtig dårlig ide at lade sit barns mobilnummer figurerer på nettet, da det ikke er til at vide hvem, der kan benytte sig af det. Det er jo desværre set, at en voksen kan give sig ud for at være et barn og på den måde få dit barn rodet ud i noget, som på ingen måde er godt for barnet. Derfor er det en rigtig god ide at sørge for at det abonnement du vælger har udeladt nummer, så dit barns mobilnummer ikke kommer frem ved en søgning på navn eller adresse.
Luk for udlandsopkald og 900 numre
En anden god mulighed, som et abonnement til børn bør indeholde er, at du som mor eller far kan lukke for opkald til udlandet og de 900 numre som virksomheder og organisationer kan bruge til at opkræve beløb, der betales over telefonregningen. Det kan jo meget hurtigt blive en meget dyr telefonregning, hvis dit barn ringer til en ven i udlandet – måske er vedkommende på ferie – og ikke er klar over, hvor meget det faktisk koster eller, hvis dit barn vil bidrage til en indsamling uden at spørge dig først.
Specielle abonnementer til børn
De telefonselskaber, der tilbyder specielle børnemobilabonnementer er for eksempel:
Telmore
CBB mobil
Oister
Call me
GreenTel
Abonnementerne er rettet i mod børn, og prøver at balancerer i mellem det behov dit barn har for at komme på nettet og kommunikerer med vennerne på sms, og det behov du som far eller mor har for at kunne følge med i, hvad dit barn foretager sig. Nogle af selskaberne har endog meget udførlige vejledninger og guides til forældre liggende tilgængelige. Her kan man hente gode råd til hvordan man kan tale med sit barn om livet, der foregår online, hvordan man som forældre kan være en god rollemodel for barnets brug af mobilen og få viden om spil, app’s mm.