Af Judith Bergman– Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute.
* Oversætterens note: På grund af de mange historiske og ideologiske betydningslag i ordet “woke” har jeg valgt at beholde det oprindelige udtryk. Ordet betyder noget i retning af politisk og socialt “wide awake”, dvs. “lysvågen” eller “vakt”, grænsende til “afklaret”. Ordet, som oprindelig blev brugt i forbindelse med modstanden mod slaveriet i midten af 1800-tallet og blev genbrugt af venstrefløjsgrupper i 1960’erne, er siden 2014 atter blevet udbredt med den amerikanske venstrefløjs, herunder især Black Lives Matter-bevægelsens identitetspolitiske korrekthedsdyrkelse.
Nyhederne har været fulde af beretninger om tilhængere af Black Lives Matter (BLM), som vandaliserer og nedriver statuer af slavehandlere, slaveejere og enhver, som de mener historisk set har været indblandet i slaveri. I Bristol, England, blev en statue af slavehandleren Edward Colston revet ned og kastet i havnen. I Belgien blev statuer af kong Leopold skamferet.
Handlingerne har fået nogle lokale myndigheder til at overveje, om alle statuer, der opfattes som krænkende for den aktuelle finfølelse, bør fjernes. Londons borgmester, Sadiq Khan, har bebudet dannelse af en kommission, der skal undersøge fremtiden for vartegn så som statuer og gadenavne i den britiske hovedstad.
Det synes dog ikke klart, hvordan angreb på gamle statuer af mennesker, som for længst er døde, menes at kunne hjælpe nogen, især ikke de millioner af sorte og ikke-sorte mennesker, som stadig lever som slaver i dag. Det kunne se ud som om, “woke”-aktivisterne fra BLM og deres mange knælende støtter ikke kerer sig om situationen for nutidens slaver, hvoraf der aktuelt skønnes at være svimlende 40 millioner. Det er tydeligvis meget nemmere, og antagelig også mere behageligt, at ødelægge vestlige, historiske monumenter end at kaste sig ud i det vanskelige arbejde med rent faktisk at afskaffe nutidigt slaveri.
I Storbritannien alene er der et chokerende omfang af moderne slaveri, noget som de lokale “wokestere” gladeligt overser, mens de tappert går til angreb på statuer af sten og metal. Ifølge den britiske regerings Årsrapport om moderne slaveri for 2019 findes der mindst 13.000 potentielle ofre for slaveri i Storbritannien, et tal som der dog kan sættes et spørgsmålstegn ved, da det stammer tilbage fra 2014. Ifølge Global Slavery Index fra 2018 skønnes der at være 136.000 mennesker alene i Storbritannien, som lever i moderne slaveri.
Slaveri i Storbritannien antager form af tvangsarbejde samt huslig og seksuel udnyttelse. Albanere og vietnamesere er blandt de grupper, der udgør flertallet af slaverne. De britiske nyhedsmedier har kørt adskillige historier om de skønsmæssigt tusinder af vietnamesere, halvdelen under 18 år, som bliver kidnappet og smuglet til Storbritannien, hvor de tvinges til at arbejde som slaver på cannabisfarme. Der udgør de en lille del af det “kæmpemæssige kriminelle maskineri, som forsyner Storbritanniens 2,6 milliarder engelske pund store sortmarked for cannabis”. De, der ikke bliver tvunget til at arbejde i cannabisindustrien, træller i “neglebarer, bordeller og restauranter, eller holdes i hustjeneste bag dørene i private residenser”. I januar kørte BBC nyheder en historie om en vietnamesisk dreng ved navn Ba, som var blevet kidnappet af en kinesisk bande og smuglet til Storbritannien, hvor hans kinesiske chef sultede ham og slog ham, hver gang en af cannabisplanterne mislykkedes.
BLM kerer sig måske ikke så meget om vietnamesiske liv i Storbritannien – de drejer sig jo trods alt kun om sorte liv, så hvad med sorte slaver i Afrika? Der findes i øjeblikket skønsmæssigt 9,2 millioner mænd, kvinder og børn, som lever i moderne slaveri i Afrika, ifølge Global Slavery Index, indbefatter tvangsarbejde, tvunget seksuel udnyttelse og tvunget ægteskab.
“Ifølge FN’s International Labor Organization (ILO) findes der i dag mere end tre gange så mange mennesker i tvangstjeneste, som der blev indfanget og solgt i løbet af de 350 års transatlantiske slavehandel”, fortalte Time Magazine i marts 2019. Ifølge ILO har nutidens slaveri set 25 millioner mennesker i gældsslaveri og 15 millioner i tvunget ægteskab.
Moderne slaveri indbringer kriminelle netværk skønsmæssigt 150 milliarder dollar om året, blot en anelse mindre end narkosmugling og ulovlig våbenhandel. “Moderne slaveri er langt mere profitabelt i dag end på noget tidligere tidspunkt i menneskets historie,” fortalte Siddharth Kara, økonom ved Carr Center for Human Rights Policy, til Time. Ifølge Global Slavery Index for 2018 “importerer G-20-landene årligt produkter til en værdi af godt 354 milliarder dollar, som er i risiko for at være fremstillet ved moderne slaveri”.
I 2017 dukkede der nogle chokerende filmoptagelser op fra veritable slaveauktioner i Libyen: CNN dokumenterede en situation, hvor arabisktalende mænd bortsolgte tolv nigerianere. I 2019 interviewede Time Magazine en afrikansk migrant, Iabarot, som på sin vej til Europa var blevet solgt til slaveri:
“Da Iabarot nåede frem til Libyens sydlige grænse, mødte han en tilsyneladende venlig taxachauffør, som tilbød at køre ham gratis ind til hovedstaden Tripoli. I stedet blev han solgt til en ‘hvid libyer,’ eller araber, for 200 dollar. Han blev tvunget til at arbejde sin ‘gæld’ af på en byggeplads, et mønster som gentog sig, hver gang han blev solgt og videresolgt.”
Ulovlig sexhandel udgør en betydelig del af nutidigt slaveri. Den nigerianske mafia sælger, ifølge en rapport fra 2019 i Washington Post, for eksempel kvinder i titusindvis:
“Nogle eksperter siger, at så meget som 20.000 nigerianske kvinder, hvoraf nogle var mindreårige, ankom til Sicilien mellem 2016 og 2018, i et smuglersamarbejde mellem nigerianere i Italien og i hjemlandet.”
I en rapport fra juli 2017 forlyder det fra FN’s International Organization for Migration (IOM):
“Gennem de seneste tre år har IOM Italien set en næsten 600 procent stigning i antallet af potentielle ofre for sexhandel, som ankommer til Italien over havet. Denne stigende tendens er fortsat i de første seks måneder af 2017, idet flertallet af ofrene ankom fra Nigeria”. I sin rapport skønnede IOM, at 80 procent af pigerne, ofte mindreårige, som ankom fra Nigeria – og hvis antal voksede dramatisk fra 1.454 i 2014 til 11.009 i 2016 – var “potentielle ofre for ulovlig handel med henblik på seksuel udnyttelse”.
I dele af det afrikanske kontinent, især i Sahel-regionen, er slaveri stadig indgroet i den traditionelle kultur, selvom slaveri officielt er forbudt. I lande som Mali og Mauretanien er der stadig grupper, der praktiserer såkaldt nedarvet slaveri eller “kastebaseret” slaveri – hvor slaveriet videreføres fra generation til generation, således at slaver fødes ind i denne kategori.
I 2013 skønnedes det, at omkring 250.000 mennesker levede under slavelignende forhold i Mali, hvor slaveri ikke er ulovligt. En slave i Mali, Raichatou, fortalte i 2013 til avisen Guardian, at hun var blevet slave i en alder af syv år, da hendes mor, som også var slave, døde. “Min far kunne blot se hjælpeløst til, da min mors herre kom og gjorde krav på mig og mine brødre,” sagde hun. Hun arbejdede som tjenestepige for familien uden betaling i næsten 20 år og blev tvunget til at gifte sig med en anden slave, som hun ikke kendte, så hun kunne forsyne sin herre med endnu flere slaver.
I Mauretanien skønnes det, at op mod 20% af befolkningen lever som slaver, selvom slaveri officielt blev forbudt i 1981. Slaverne kommer som regel fra haratin-mindretallet, som er sorte afrikanere i modsætning til tæt på halvdelen af befolkningen, som er arabere eller berbere. Ifølge en rapport i Guardian fra 2018:
“Slaveri har en lang historie i dette nordafrikanske ørkenland. I århundreder overfaldt arabisktalende maurere afrikanske landsbyer, hvilket har ført til, at der stadig i dag eksisterer et rigidt kastesystem, hvor mørkhudede indbyggere er underlagt deres mere lyshudede “herrer”. Slavestatus videreføres fra mor til barn, og aktivister imod slaveri bliver jævnligt tortureret og tilbageholdt. Alligevel benægter regeringen rutinemæssigt, at der findes slaveri i Mauretanien, og praler tværtimod af at have udryddet denne praksis.”
Rapporten beskrev også enkelte af haratin-slavernes grufulde skæbner:
“Aichetou Mint M’barack var nedarvet slave i Rosso-området. Ligesom sin søster blev hun fjernet fra sin mor og givet til et medlem af herrens familie som tjenestepige. Hun blev gift i sin herres hus og fik otte børn, hvoraf to blev fjernet fra hende for at blive slaver i andre familier. I 2010 lykkedes det Aichetous storesøster at befri hende… efter at søsteren selv var flygtet fra sin herre, da man havde hældt glohede gløder over hendes spædbarn, hvorved det blev dræbt.”
BLM og de mange virksomhedsledere, universitetsprofessorer, medier, sports- og kulturpersonligheder, som gør knæfald for bevægelsen, synes fuldkommen uinteresserede i skæbner som Aichetou og hendes lige. Det mest sandsynlige er nok, at de aldrig har hørt om hende eller hendes mange lidelsesfæller. De er tilsyneladende sorte liv, som ikke betyder noget, do not matter – for andre end de modige mennesker, som arbejder i lokale antislaveri-organisationer.
I stedet diskuterer BLM og dens spytslikkere i én uendelighed ændring af gadenavne og universitetsnavne og fjernelse af statuer, hvilket alt sammen i sidste ende ikke er andet end infantil dydsmarkering. De spilder tiden med at diskutere, om mennesker, som aldrig selv har været slaver, skal modtage godtgørelse fra mennesker, som aldrig har ejet en slave.
At kaste sig ud i hele denne posering og samtidig ignorere de svimlende 40 millioner nulevende ofre for faktisk slaveri viser ikke blot “woke” hykleriets umådelige dybder, men er en ekstrem fornærmelse imod dem, der lider i slaveriet i tavshed, samtidig med at de langsomt dør af den fysiske, seksuelle og følelsesmæssige mishandling, som de tvinges til at udholde. Hvis noget er “krænkende,” så er det det.
Judith Bergman, klummeskribent, jurist og politisk analytiker, er Distinguished Senior Fellow ved Gatestone Institute.