Nordsjællands Politi efterforsker i øjeblikket to dødsfald i en familie. Politiet fik meget tidligt lørdag morgen en anmeldelse om, at to personer var fundet døde i en lejlighed på Vangedevej i Gentofte.
– Der er tale om en kvinde og en lille dreng. Vi har i løbet af formiddagen haft teknikere og en retsmediciner på stedet for at undersøge, hvad der er sket i lejligheden, siger leder af efterforskningen Brian Grayston, Nordsjællands Politi.
Det var familiefaderen, som fandt sin kone og barn døde i lejligheden og alarmerede politiet.
– Vi har naturligvis talt med faderen og han har eftergående fået lov at gå, da alt peger i retning af, at der er tale om en meget tragisk hændelse i den lille familie, siger Brian Grayston.
Af hensyn til den videre efterforskning og sagen i øvrigt, ønsker Nordsjællands Politi indtil videre ikke at komme med yderligere oplysninger eller kommentarer til sagen.