Site icon 24NYT

Motorcykelsæsonen er skudt i gang – fem gode råd til en god sæsonstart

Sådan kickstarter du din motorcykel og får banket rust af både cykel og fører, så du får en god start på sæsonen.

De fleste motorcykelentusiaster drømmer om sol, varme og ture rundt i landet på motorcyklen. Sæsonen er officielt startet, selv om vejret godt kunne være lidt varmere.

Selv om der fortsat er frosthvide græsplæner om morgenen, og en bidende vind ikke ligefrem leder tankerne hen på sommer, så kan selv spæde solstrejf få det til at krible i fingrene. Ikke mindst hos motorcykelentusiasterne. Og det er nu endelig blevet tid til at støve motorcyklen af og trække den frem fra garagen. 1. marts blev motorcykelsæsonen nemlig officielt skudt i gang.

Men for at få en så god sæson på motorcyklen som muligt er det en god ide lige at støve både sig selv om sin motorcykel af, lyder rådet fra Henrik Bundgaard, koncerndirektør for Skadeservice i Alm. Brand.

– I bund og grund handler det om to ting: Til at starte med skal du tjekke, at cyklen ikke er blevet ’rusten’ af at stå tildækket i et hjørne hele vinteren, og derudover skal du være bevidst om, at du også selv måske har lidt rustne evner som fører af motorcyklen. Derfor bør du tage den med ro og ikke blive forårskåd på de første par ture,” fortæller Henrik Bundgaard.

Han peger også på, at selvom man selv synes, man er ganske habil til at skrue og justere på sin maskine, så skal man alligevel få en professional til at kigge cyklen igennem, især hvis der er ting, der skal laves.

Erfaringerne fra Alm. Brand er nemlig, at det som oftest er det mekaniske, der kan volde problemer ovenpå en lang vinter i garagen.

– 60 procent af de skader, vi ser med motorcykler, er mekaniske. Det viser, at det er vigtigt at få tjekket sin cykel godt igennem allerede i begyndelsen af sæsonen, siger Henrik Bundgaard.

Henrik Bundgaard giver dig fem gode råd til at kickstarte en god motorcykelsæson:

1. Tjek dine dæk for luft. Det er samtidig en gode ide også at tjekke de flade punkter på dækkene, som nemt kan opstå, når cyklen har stået stille hele vinteren.

2. Tjek og udskift olie og oliefilter. Det er afgørende, at motoren har nok olie, så du ikke belaster den unødigt eller i sidste ende får den til at gå i stykker.

3. Gå cyklen igennem og tjek, at alle slanger og kabler er intakte og sidder, som de skal. Hvis de er møre eller slidte, så udskift dem.

4. Bremserne er vitale. Tjek både bremseklodser og bremsevæske, og sørg for, at det er justeret, så de passer til din motorcykel.

5. Sørg for, at lygterne og lyset på din motorcykel stadig er i orden, så du er synlig i trafikken. Især i starten af sæsonen bliver det stadig tidligt mørkt.

Exit mobile version