Østjyllands Politi fik onsdag kl. 15.37 en anmeldelse om et alvorligt færdselsuheld på Jens Juuls Vej i Viby. En 24-årig kvindelig bilist var kommet kørende fra en sidevej og ud på Jens Juuls Vej, da hun overså en motorcykel, ført af en 54-årig mand, der kom kørende fra venstre.
Motorcyklisten forsøgte angiveligt at bremse hårdt op, men motorcyklen væltede og både motorcykel og fører ramte direkte ind i bilens venstre side, og den 54-årige motorcyklist omkom på stedet. Ingen af de fire personer, der befandt sig i bilen, kom til skade ved sammenstødet.