Motorcyklist legede færdselsbetjent og fik fire klip under færdselskontrol

Østjyllands Politi skrev 105 sigtelser, da de i weekenden var på færdselskontrol omkring Ørsted. Færdselsbetjentene var blandt andet til stede, fordi der blev afholdt Mosten Raceday og der dermed var ekstra mange biler og motorcykler på vejene i området. Det var dog kun en lille del af færdselssynderne, der var gæster til arrangementet.

14 personer står til en betinget eller ubetinget frakendelse på grund af hastighed eller for tæt kørsel, mens der blev uddelt 37 klip i kørekort – primært for fart og ulovlige overhalinger.

Fire af klippene gik til en mandlig motorcyklist, der legede færdselsbetjent og dirigerede trafikken, så en kortege af hans venner på motorcykler kunne komme forbi. Den dirigerende motorcyklist fik klippene for ulovlige overhalinger og for at køre venstre om et helleanlæg. Han kan nu se frem til at skulle til en ny teori- og køreprøve, og får han sit kørekort igen, vil der allerede være et klip i det fra start.

To knallertførere blev anholdt og sigtet for narkokørsel, og en enkelt kørte uden kørekort. Ellers fordelte sigtelserne bredt over fx brug af mobiltelefon under kørslen, manglende styrthjelm og forskellige mangler på bil og motorcykler.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)