Motorcyklist over for rødt: blev anholdt og fik motorcykel beslaglagt

En 34-årig mand blev anholdt onsdag, fik sin motorcykel konfiskeret og blev sigtet for adskillige overtrædelser af færdselsloven efter en eftersættelse i høj fart gennem det sydlige Aarhus onsdag eftermiddag.

Kl. 14.13 kom en civil patruljevogn kørende ad Landevejen i Tranbjerg, da den 34-årige på motorcykel kørte over for rødt lys i krydset med Hovedgaden få biler foran patruljen. Patruljevognen kørte efter den 34-årige for at standse ham, men allerede i krydset ved Christian X’s Vej og Gunnar Clausens Vej overhalede den 34-årige motorcyklist to biler indenom og kørte igen over for rødt i krydset.

Patruljen satte udrykning til og kørte efter motorcyklisten, der reagerede ved at gasse kraftigt op og køre videre ad Gunnar Clausens Vej i høj fart.

Flere patruljer blev tilkaldt under eftersættelsen i området omkring Søndervangs Allé og Ringvej Syd. Undervejs kørte den 34-årige blandt andet igennem en bus-sluse for at forsøge at ryste patruljen af sig og kørte med en hastighed over 100 km/t

I krydset ved Søndervangs Allé og Ringvej Syd kørte den 34-årige op over fortovet, men væltede da han forsøgte at vende rundt og køre tilbage samme vej. Her blev han anholdt og sigtet for en lang række færdselsforseelser og for ikke at efterkomme politiets anvisninger. Han blev desuden sigtet for narko- og spirituskørsel og fik udtaget en blodprøve. Den 24-årige havde desuden ikke førerret og motorcyklen var ikke indregistreret.

LÆS OGSÅ:  Selvkørende bil medførte frihedsstraf

På grund af den høje hastighed og hensynsløse kørsel, blev det vurderet, at der var tale om vanvidskørsel, og motorcyklen blev beslaglagt med henblik på konfiskation.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)