Nye Borgerliges planlagte Muhammedtegninger blev en klam fuser. Er Nye Borgerlige blot uheldige, eller fik partiet kolde fødder?
Det burde helst ikke være en nyhed, at nogen ønsker at vise en tegning af muslimernes profet i en dansk avis. Faktisk burde den slags tegninger være den mest naturlige illustration i forbindelse med nyheder om ytringsfrihed, kunstnerisk frihed, religionsfrihed og islamisk terror.
Men sådan er det ikke.
Vil nogen i dag rykke en Muhammedtegning i avisen, er det forsidestof. Hvorfor? Fordi ingen tør.
Godt set af Vermund
Det er godt set af Nye Borgerliges formand Pernille Vermund (D): Landsindsamling til trykning af en række Muhammedtegninger i danske aviser er både god reklame for hendes parti og en effektiv måde at give alle, der ønsker at bidrage til forsvaret af Danmark, en mulighed for at gøre noget på.
Desværre havde Nye Borgerlige ikke spurgt satiremagasinet Charlie Hebdo om lov, førend Pernille Vermund stod frem for rullende kameraer og proklamerede partiets planer om brug af magasinets tegninger.
Andre tegninger
Men hvorfor valgte Nye Borgerlige ikke bare at bringe nogle andre tegninger? Der er jo rigeligt at tage af.
Udover de berømte danske Muhammed-tegninger har både den hollandske politiker Geert Wilders og den amerikanske islamkritiker Pamela Geller afholdt konkurrencer for tegninger af islams profet.
Det er svært at forestille sig, at Geert Wilders og Pamela Geller – begge modige islamkritikere – skulle nægte at lade deres tegninger bruge til det, de begge bruger nat og dag kæmper for.
Skulle det vise sig helt umuligt at skaffe allerede kendte tegninger, kunne Nye Borgerlige jo bare afholde deres egen Muhammed-tegnekonkurrence. Eller simpelthen have lave deres egne tegninger.
Fik Nye Bogerlige i virkeligheden kolde fødder?
Høj pris
Prisen for at trykke Muhammedtegninger er særdeles høj, ofte livsvarig. Tegnere på Charlie Hebdo betalte den højeste pris i 2014, da bevæbnede islamister angreb bladets redaktion. Andre, herunder Jyllands-Postens Flemming Rose, har fået deres liv ødelagt, af den konstante politibeskyttelse og de mange begrænsninger det medfører at være udpeget som mål af tegning-fobiske muslimer.
Hvis Nye Borgerlige indrykker muhammedtegninger i danske aviser, vil Pernille Vermund og måske også hendes børn skulle leve med konstant politibeskyttelse. Partiet og dets medlemmer vil formentligt skulle afholde deres arrangementer under besværlige foranstaltninger. Nogle vælgere vil måske føle sig skræmt fra offentligt at udtrykke sympati for partiet.
Skulle Pernille Vermund i virkeligheden have fået kolde fødder, så er det måske ikke så svært at forstå.
…
Hvad mener du? Ville du betale prisen – f.eks. et liv med evig livvagtsbeskyttelse – for at insistere på din ret til at vise en tegning? Hvordan løser vi problemet med den meget pressede ytringsfrihed i Danmark og Europa? Skriv din mening i kommentarfeltet herunder, og del meget gerne artiklen på facebook!