”Ikkevestlige indvandrerkvinder stryger ind på arbejdsmarkedet”, beretter de statskontrollerede medier med propagandatjenesten Ritzau som kilde. Ja, man må næsten knibe en lille tåre af begejstring. 56,9 pct. af kvinderne mellem 15 og 64 år var ifølge Ritzau i lønmodtagerjob i det tredje kvartal sidste år. Det er en stigning på omkring 12 procentpoint på fem år, hvilket svarer til 33.945 nye lønmodtagere i perioden. De 43,1 pct. der fortsat på støtten, må derfor svare til 122.767 indvandrerkvinder.
Bemærk begrebet ”ikkevestlige indvandrere”. Det er upræcist, fordi det ikke er alle ikkevestlige indvandrere, der er arbejdssky. Blandt de ikkevestlige er f.eks. højt specialiserede og flittige indere, kinesere, vietnamesere, filippinere, ukrainere og andre. Det er dog helt bevist, at politikerne, medierne og kommentariatet i Danmark ikke skelner mellem de flittige og produktive ikkevestlige indvandrere fra Asien og Latinamerika og de 320.000 problematiske muslimer fra Mellemøsten og Afrika. Det handler nemlig om at skjule for danskerne, hvor slemt det står til, når det gælder muslimernes beskæftigelsesfrekvens.
For mens de flittige ikkevestlige indvandrerkvinder fra Nepal, Thailand og Vietnam eller Ukraine ”stryger ind” på arbejdsmarkedet, er beskæftigelsesfrekvensen blandt de syriske og libanesiske kvinder på hhv. 36,8 pct. og 35,8 pct. Hvor mange af de 122.767 ledige indvandrerkvinder er muslimer fra MENAPT-landene, er medierne naturligvis tavse om, men uden tvivl de fleste.
Politikerne, brancheorganisationer, integrationsindustrien mv. smider modsatrettede tal for muslimernes beskæftigelsesfrekvens i hovedet på danskerne for at forplumre billedet af den faktiske situation på integrationsområdet. Den 23. december 2023 kunne medierne således oplyse (med Kristian Skriver fra Dansk Erhverv som kilde), at ”beskæftigelsen blandt ikkevestlige indvandrere var steget med 90 procent over 10 år”.
Men kun 2 år forinden (i 2021) tegnede Børsen et helt andet billede. Her kunne man læse, at ”i de sidste 12 år havde andelen af indvandrere i arbejde stået næsten bomstille.
Altså: Er beskæftigelsesfrekvensen for muslimerne i Danmark de sidste 10-12 år steget med 90 pct. eller har den stået bomstille? Svaret afhænger ganske enkelt af, hvilken avis man læser.
Der manipuleres ikke alene med tal, men også med beregningsgrundlag og den statistiske metode. I 2023 kunne Dansk Industri (DI) således oplyse, at ”64 pct. af de 20-64-årige indvandrere var ved udgangen af 2022 i et eller andet omfang i beskæftigelse mod ca. 50 pct. for 10 år siden”.
24NYT har bedt DI om at forklare, hvordan ”i et eller andet omfang” skal forstås. Ifølge DI’s forklaring ”er alle, som har haft en lønudbetaling fra en arbejdsgiver i måneden, medregnet som beskæftigede, og det spiller her ikke nogen rolle, hvor mange timers beskæftigelse, der er tale om. En person, der arbejder 1 timer om måneden regnes her lige så meget som beskæftiget som en, der arbejder 160 timer. Hovedsagen er, at man har en tilknytning til et job”.
DI har med andre ord valgt at ”dokumentere” den i Danmark gængse fortælling om den succesfulde integration af muslimske indvandrere ved at bruge en smart statistisk metode, hvor en indvandrer, der kun arbejder 1 time om måneden, regnes for beskæftiget.
”Stigende efterspørgsel på arbejdsmarkedet har givet plads til flere ikkevestlige indvandrerkvinder”, oplyser cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Sofie Holme Andersen, til Ritzau.
Det kræver, at man lige har lidt kontekst. Det lyder nemlig rigtig godt, men virkeligheden på det danske arbejdsmarked er, at når antallet af muslimske migranter, der er i job (primært job med løntilskud vel at mærke), stiger, hænger det altid sammen med et opsving og er derfor midlertidigt. Så snart Danmark får økonomisk afmatning og der skal fyres, er det erfaringsmæssigt migranter, der ryger først. I Danmark bruges migranterne nemlig til at udjævne konjunkturudsving. En stor del af de migranter, der er kommet i job, vil derfor blive sociale klienter igen med det resultat, at udgiften til integrationen vil stige. Den midlertidige stigning i muslimernes erhvervsfrekvens, som Sofie Holme Andersen henviser til, betyder med andre ord ikke, at muslimerne vil få en fast tilknytning til arbejdsmarkedet.
Hvorom alting er: Det billede af den ”succesfulde” integration af muslimerne fra MENAPT-landene, som politikerne, interesseorganisationerne, medierne, kommentariatet mv. tegner, er enten politisk farvet spin eller decideret fakta- og talmanipulation, der skal mudre billedet af den faktiske situation.
Finansministeriets regnedrenge har dog i modsætning til politikernes og mediernes spin ingen illusioner om tingenes tilstand. Ifølge Finansministeriets fremskrivning vil muslimske indvandrere og efterkommere frem til år 2100 medføre en varig nettoudgift for den offentlige pengekasse på cirka 31 mia. kr. om året. Altså 2.356 mia. kr. i løbet af 76 år.
Det skal her bemærkes, at nettotallet på 31 mia. kr. er grundigt friseret for at snyde danskerne. Slår man f.eks. op i Finansministeriets økonomiske analyse fra oktober 2021, kan man se, at indvandrernes nettoomkostninger er beregnet til 31 mia. kr., men efter at man har fratrukket deres anslåede bidrag til skatter og afgifter. Det korrekte tal står i bilagssamlingen på side 26, hvor det fremgår, at samfundets udgifter til MENAPT-migranter og deres efterkommere er beregnet til 92 mia. kr. Fratrækker man deres anslåede skatter og afgifter på 61 mia. kr., kommer man ned på de 31 mia., som er det ”officielle” tal. Det er en grov manipulation, da man ikke opererer med nettotal i de offentlige regnskaber og budgetter, der alle præsenteres og behandles med en adskilt udgifts- og indtægtsside. Det reelle tal på de 92 mia. viser jo, at en meget stor del af migranterne fra MENAPT er permanent på støtten og vil blive ved med at være det.
André Rossmann
Denne leder er blevet opdateret med det sidste afsnit, som Asger Aamund har leveret input til.