Vi er alle rystet over de seneste overgreb mod jødiske kirkegårde og privatpersoner. Vi tænker, at det ikke hører til i vores land. I vores verden. Der tales om en tilbagevenden til 30erne. Og vel er det sandt, at nynazistiske grupper atter har fundet vejen op fra mørket. Men er sandheden er ikke så enkel, skriver Morten Messerschmidt (DF) i Berlingske
For få år siden kunne den norske forsker, Johannes Due Enstad, oplyse, at jøder angiver personer med muslimsk baggrund som hyppigste ophav til angreb og trusler. I Frankrig står personer med muslimsk oprindelse bag 53 pct. af tilfældene. I Sverige er det 51 pct. I Storbritannien 36 pct. I Tyskland 34 pct. Det kan man læse i Enstads rapport “Antisemitisk vold i Europa”. Men af uforklarlige årsager synes rapporten ikke at være sunket helt ind i den brede del af befolkningen. Det er et problem.
Vil man forholde sig til de stigende jødeforfølgelser – ikke bare i Danmark, men over hele Europa – må man derfor løfte sit åsyn fra den lette sandhed om nynazistiske nygrupperinger. Man må forholde sig til, at den muslimske indvandring er hovedårsagen til, at jøder i dag flytter fra Europa. I 2015 forlod henved 25.000 jøder Europa. Mange af frygt.
Der er ingen grund til at tro, at tallet i dag skulle være mindre. 60 pct. af svenske jøder fortæller, at de sjældent eller aldrig bærer genstande, der signalerer, at de er af jødisk oprindelse. På Nørrebro i Danmark er det næppe heller befordrende for en familieudflugt at bære kippa. Hvorfor mon? De mellemøstlige voldstendenser har vundet stærkt indpas – både her og i Sverige, hvor en imam fra Helsingborg toppede korancitaterne med at kalde jøder for “afkom af aber og svin”.
Nazister har vi historisk fundet en vej til at inddæmme og bekæmpe. Historien har dømt dem som uværdige. Men kan det samme siges om Mellemøstens indgroede jødehad?