Myte at velfærdssamfundet skaber lighed (2022)

Det er en myte, at det danske velfærdssamfund skaber lighed. De ressourcestærke løber allerede i en tidlig alder fra de ressourcesvage. Det gjorde de før velfærdsstaten, og det gør de stadig i dag.

En punkteret drøm

Danskerne er indoktrineret til at tro, at de rundhåndede danske velfærdsordninger sikrer lige muligheder for alle. Listen er lang: Overførselsindkomster, børnecheck, vuggestuer, børnehaver, folkeskoler, fritidsordninger, gratis uddannelse, verdens højeste SU – just name it. Alt sammen for at sikre, at alle får samme chance. Det er den danske drøm om et lige og retfærdigt samfund. Og for danskerne er det derfor en udsøgt fornøjelse at sammenligne deres trygge lilleputland med det store stygge USA og bekræfte hinanden i, at den amerikanske drøm om social opstigning lever bedre i Danmark end i USA. Bare det var sandt, men det er en løgn. Danmark er nemlig lige så stygt som det stygge USA, idet flere analyser viser, at den sociale mobilitet i Danmark og USA stort set er ens.

I 2016 offentliggjorde den amerikanske økonomiprofessor og Nobelpris-modtager James Heckman og forsker Rasmus Landersø fra Rockwool Fondens Forskningsenhed et forskningsstudium ”The Scandinavian Fantasy: The Sources of Intergenerational Mobility in Denmark and the U. S.”. Studiet viser, at danskernes forestilling om, at velfærdssamfundet er med til at bryde den sociale arv, ikke er andet end en smuk drøm eller fantasi, for der er en markant ulighed i Danmark drevet af den familiemæssige baggrund gennem hele livet. Det er velkendt, at børn til en vis grad følger i deres forældres fodspor, men at det danske velfærdssamfund ikke er i stand til i højere grad at bryde den sociale arv, er bemærkelsesværdigt.

Det står i kontrast til den historie, som danskerne normalt fortæller om den danske velfærdsmodel. USA og Danmark har som bekendt vidt forskellige politiske systemer. USA er mulighedernes land, hvor enhver er sin lykkes smed, mens Danmark er en af verdens mest udbyggede velfærdsstater. Alligevel er Danmark ikke bedre til at bryde den sociale arv end USA. Amerikanske børn af ufaglærte har i virkeligheden en lidt større chance for at få en videregående uddannelse end danske børn af ufaglærte. Dette er stærkt overraskende.

Danmarks topplacering skyldes misvisende målinger

World Economic Forum (WEF) har i sin rapport ”The Global Social Mobility Report 2020” rangeret 82 lande efter deres ”evne til at fremme social mobilitet”, og her ligger Danmark som nr. 1, efterfulgt af de øvrige nordiske lande. Her er det dog vigtigt at præcisere, hvad der er blevet målt. For rapporten undersøger faktisk ikke social mobilitet – i stedet måles ca. 50 indikatorer for bl.a. adgang til serviceydelser (f.eks. dagtilbud, behandling i sundhedsvæsenet, internetadgang), arbejdsmarkedet (f.eks. andel lavtlønsjobs, ledighed, fagforeningsdeltagelse) og det sociale sikkerhedsnet (f.eks. offentligt forbrug på det sociale område). Alle disse indikatorer samles i en score, hvor Danmark ligger som nr. 1.

Nævnte indikatorer, som ifølge WEF fremmer social mobilitet, er i WEF’s målinger ensbetydende med ”omfanget af velfærdsstaten i hvert enkelt land”. At Danmark – og de øvrige nordiske lande – ligger i toppen her, kan ikke overraske. Men ét er lige adgang til f.eks. uddannelse og sundhed, og noget andet er, om det reelt set medfører lighed.

Adgang til skattefinansierede velfærdsgoder skaber ikke lighed

Socialdemokraterne ville afbøde konsekvenserne af klasseskellene gennem omfordeling over skatterne og tilbud om skatteyderfinansieret offentlig velfærd. Det skulle ikke være forældrenes pengepung og borgerskabets kulturelle normer, der afgjorde, hvem der kunne kravle op ad samfundsstigen. Velfærdsstaten skulle understøtte ”den danske drøm”.

De fleste velfærdsglade danskere er derfor overbevist om, at skattefinansierede vuggestuer, børnehaver, folkeskoler, erhvervsskoler, gymnasier, handelshøjskoler, universiteter samt en rundhåndet studiestøtte (SU) baner vejen for social mobilitet. Men selv om det danske velfærdssamfund giver lige adgang til mange ydelser, eksisterer der stadig store forskelle i livsvilkår og livsforløb alt efter, hvilken social baggrund man er født med. Både når det gælder faglige færdigheder i skolen, samlet uddannelse og indkomst som voksen.

James Heckmans og Rasmus Landersøs forskningsstudie punkterer den danske drøm, idet det påviser, at forsøgene på at bryde den negative sociale arv er slået helt og aldeles fejl. Danmark udjævner ganske vist den økonomiske ulighed ved at omfordele penge via de mange skattebetalte velfærdsordninger, men den danske velfærdsmodel evner ikke at hjælpe folk op ad den sociale stige.

Den familiemæssige baggrund er afgørende

I Danmark er det en vigtig værdi, at uanset hvor man kommer fra, hvilken baggrund ens forældre har, og hvor velpolstret deres tegnebog er, bør man med egen flid og dygtighed kunne flytte sig socialt og bryde den sociale arv. Og om muligt nå helt til tops.

Formelt set har man i Danmark ”fri og lige adgang til uddannelse”, og alle børn har i princippet mulighed for at løfte sig. Men for nogle børn er dette mere en teoretisk end reel mulighed. Velfærdsstatens frie og lige adgang til uddannelse står nemlig ikke alene. Den bliver lagt ovenpå alt det i barndommen, som ikke er frit og lige. F.eks. hvilke forældre der giver deres børn de bedste betingelser for at udvikle sig, hvem bor hvor, hvem går i de bedste dagtilbud og skoler, hvem har ressourcestærke venner mv. Alt dette er med til at forme færdigheder, evner og muligheder lige fra fødslen.

Der er allerede tidligt i livet markante forskelle i børns evner og færdigheder på tværs af deres baggrund, fordi formel lige adgang ikke kan udviske alle de sociale skel, der opstår i hjemmet. Alle forældre ønsker deres børn det bedste, men der er forskel på forældres formåen til at give deres børn optimal opvækst. Den bagage, børn får med hjemmefra, betyder meget for, hvordan det vil gå dem gennem livet.

Virkeligheden er, at allerede ved starten i børnehaven er danske børns færdigheder ulige fordelt. Disse forskelle fortsætter i folkeskolen. I 2. klasse scorer børn, hvis mor har en lang videregående uddannelse, i gennemsnit 50 pct. højere i læsetest end børn, hvis mor kun har grundskole som fuldført uddannelse. De samme forskelle ses i 8. klasse. De gennemsnitlige testresultater er lavest for børn, unge og voksne, der er vokset op i hjem med ufaglærte forældre, men der er også markante forskelle alt efter, om man er vokset op med faglærte forældre eller forældre med en videregående uddannelse.

Børn kopierer typisk forældrenes sociale normer og adfærd. Det handler ikke kun om forældres arbejde, men også om de sociale netværk, der er omkring deres et arbejde. Hvis forældres praksis i hverdagen og identitet er at være på kontanthjælp, bliver det mere hyppigt også det normale for den næste generation. Det handler om, hvad der er normen, hvad man ser sine forældre gøre som barn. Men der er også mange andre forhold, der spiller ind, bl.a. om forældrene er skilt, hvor stabil familien er og hvilket socialt netværk familien har. Social arv påvirker alle. Bedst går det derfor børn, unge og voksne med den allerstærkeste baggrund, og derefter følger de øvrige grupper, hvor positiv social arv i stigende grad bliver til negativ, indtil man til sidst finder de mest udsatte grupper nederst.

Skomagerens børn bliver ved faderens læst

Selvom det danske velfærdssamfund tilbyder fri og lige adgang til et enormt og dyrt uddannelsessystem og uddeler verdens mest rundhåndede uddannelsesstøtte, har det ikke de helt store konsekvenser for, hvad danske unge helst vil beskæftige sig med, når de bliver voksne. Undersøgelser viser, at de fleste unge mennesker vælger at blive i det sociale og erhvervsmæssige miljø, som de kender fra deres opvækst, selvom det er forholdsvis enkelt at komme til et andet socialt og erhvervsmæssigt miljø, hvis det skulle være det, man foretrak.

Undersøgelser viser endvidere, at hvis de unge ikke tager en uddannelse, bliver deres erhvervsvalg i højeste grad afgjort af deres forældres erhvervsvalg. Skomagerens børn bliver kort sagt ved faderens læst. Til gengæld er det sådan, at har man først fået en uddannelse, vil den blive benyttet – uanset hvad forældrene beskæftiger sig med. Politisk har det ført til en forestilling om, at alle burde kunne få den uddannelse, de havde lyst til, uden større besvær, for så ville konsekvenserne af forældrenes livsvalg langsomt forsvinde, men det er ikke tilfældet.

Politisk er der som bekendt sat et mål om, at 25 pct. af en ungdomsårgang skal have en erhvervsuddannelse, men analyser viser, at blot 2 ud af 10 unge tager en erhvervsuddannelse efter folkeskolen. For de unge handler uddannelsesvalg om traditioner, forventninger og ikke mindst uddannelsessnobberi. Mange forældre har selv en gymnasial uddannelse, og derfor er det naturligt for dem, at det skal deres barn også have, så de kan tage en videregående uddannelse bagefter. Over hele landet er der derfor en tendens til at se ned på erhvervsskoleuddannelser. Det er kun gymnasiet og derefter universitetet, der anses som værende “fint”, mens en erhvervsuddannelse er for dem, der ikke kan klare gymnasiet.

Denne udvikling fortsætter, fordi politikerne i Folketinget ikke har nogen interesse i at udfordre traditionerne, forventningerne og uddannelsessnobberiet i forhold til de unges uddannelsesvalg. Der er nemlig ingen stemmer i det. Og så er politikerne selv akademisk uddannede forældre og har derfor ganske forståeligt ingen interesse i at tvinge deres egne børn til at uddanne sig som faglærte.

Indkomstmobiliteten er på retur

I den officielle danske statspropaganda hyldes Danmark som et land med høj indkomstmobilitet. I en velfærdspolitisk analyse ”Mobilitet på tværs af generationer”, som Folketingets social- og indenrigsudvalg offentliggjorde i 2016, hedder det f.eks.:

”I Danmark er der høj indkomstmobilitet mellem generationerne, hvilket betyder, at børns indkomst som voksne i forholdsvis beskedent omfang afhænger af deres forældres indkomstniveau. Det skyldes blandt andet, at der i Danmark er fri og lige adgang til uddannelse. Børn kan vælge uddannelse efter evner og lyst uden at skele til forældrenes økonomiske formåen. I mange andre lande er der væsentlig større sammenhæng på tværs af generationer”.

Virkeligheden i Danmark er imidlertid, at det de seneste 15-20 år er blevet sværere at bevæge sig fra at være vokset op med forældre i den laveste indkomstgruppe til selv at tilhøre den højeste. Chancerne for, at en person i Danmark bryder den sociale arv og går fra at være barn i en lavindkomstfamilie til de 20 pct. højeste indkomster som voksen, er faldet med 14 pct. over de seneste 15 år. Over samme periode har personer, som er vokset op i familier med de højeste indkomster, fået omkring 10 pct. større chance for også selv at have de højeste indkomster som voksne.

Hertil kommer, at den sociale mobilitet i Danmark er skævt fordelt geografisk. Hvis man kommer fra en lavindkomst familie, men drømmer om økonomisk rigdom og om rent lønmæssigt at løfte sig op i de højere sociale lag, skal man flytte til de nordlige forstæder i København eller Aarhus. Her er mulighederne for social opstigning og mobilitet størst. Danske børnefamilier med forskellige indkomster i stigende grad lever geografisk adskilt, og det har negative konsekvenser for fremtidens velstand i Danmark. Denne segregering sætter sig negativt i den sociale mobilitet og gør det sværere for børn i bunden at begynde en rejse mod toppen. Og når de ikke gør det, så koster det velstand for alle danskere.

Uddannelse hjælper ikke på den sociale opstigning

Over halvdelen af den danske befolkning fik ved det 20. århundredes begyndelse kun syv års skolegang, mens et fåtal fik en universitetsuddannelse. Der var et ringere skolesystem på landet end i byerne, hvilket medførte en ulighed i uddannelse, der blev nedarvet. 1958-skoleloven fjernede den skolemæssige forskel mellem land og by, og i 1972 blev der indført ni års undervisningspligt.

Den forlængede skolegang for mange børn efter skoleloven af 1958 indebar større lighed i uddannelse. Denne positive udvikling toppede for generationen født mellem 1956 og 1958. For de efterfølgende generationer er det gået den anden vej. Det handler i høj grad om manglende social mobilitet. Blandt børn af forældre, der selv har en grundskoleeksamen som højest fuldførte uddannelse, er det kun seks ud af ti børn, der forventes at have gennemført mindst en ungdomsuddannelse som 25-årig. Blandt akademikerbørn er det ni ud af ti.

Det næste uddannelsespolitiske tiltag var at investere i de videregående uddannelser. Det medførte, at flere fik en videregående uddannelse, men det var især børn af forældre med gode uddannelser, der fik glæde af det. Investeringen i de videregående uddannelser øgede derfor uligheden og afhængigheden af forældrenes uddannelse. Danmark er nu tilbage på det amerikanske niveau efter i en relativ kort periode at have haft større mobilitet i uddannelser end i USA. Både i Danmark og i USA er det således først og fremmest børn af højt uddannede forældre, der selv får en lang uddannelse.

Uddannelsesniveauet i den danske befolkning er steget markant siden 1960’erne, og flere unge med faglærte eller ufaglærte forældre har fået en videregående uddannelse. Imidlertid opnår børn fra ressourcestærke familier stadig langt oftere en lang videregående uddannelse end børn fra mindre ressourcestærke familier. Samtidig er det stadig en udfordring at mindske størrelsen af restgruppen – dvs. de unge, der ikke gennemfører en ungdomsuddannelse.

Danmark er et af de lande i OECD, hvor den sociale arv betyder mest i uddannelsessystemet. I Danmark er andelen af unge, der får en højere uddannelse end forældrenes, således 36 pct., mens den i Finland f.eks. er 56 pct. Siden folkeskolereformen i 1975 har dansk uddannelsespolitik derfor søgt at skabe større lighed med konstante niveausænkninger i både folkeskolen og gymnasiet. Når niveauet bliver lavere, kan flere få en studentereksamen, og så brydes den sociale arv. Det har vist sig at være en fejlslutning. Stik imod forventningen har man opnået større ulighed. For hvis eleverne ikke lærer nok i folkeskolen eller gymnasiet, sørger ressourcestærke forældre selvfølgelig for, at deres børn lærer noget andre steder end i skolen. Det kan ressourcesvage forældre ikke gøre. Derfor forøger niveausænkning stik imod hensigten virkningen af den sociale arv.

Det skal også nævnes, at mobiliteten i Danmark i vid udstrækning hæmmes af, at der er en ekstrem lille økonomisk gevinst ved at uddanne sig. Man tager nemlig ikke en uddannelse, medmindre der er et stærkt økonomisk incitament til det, og det mangler man i Danmark. Den tårnhøje beskatning af høje indkomster, en lille lønspredning og et fintmasket og generøst socialt sikkerhedsnet fratager nemlig mange initiativet og lysten til at kravle længere op ad den sociale stige. ”Gratis” uddannelse og SU hjælper med andre ord ikke på den sociale opstigning, men fungerer som en bremseklods på unge, som vil frem. Velfærdssamfundet passiviserer unge, og især i bunden af samfundet er det for let at falde ind i en kultur, hvor man læner sig tilbage og lever af overførselsindkomster.

Konsekvensen af ikke at have en uddannelse er, at ens arbejdsmarkedsforløb bliver mere ustabilt. Det er ikke sådan, at man ikke kan klare sig på det danske arbejdsmarked uden at have en uddannelse. Men manglende uddannelse betyder, at man havner i den sociale gruppe, som statistisk set får flere ledighedsperioder undervejs samt fysisk hårdere og mere nedslidende job og som dermed har større risiko for at ende på førtidspension.

Det store billede er, at den sociale mobilitet i Danmark ikke er steget over en 25-årig periode, selv om velfærdsstaten og uddannelsessystemet har udviklet sig meget. Dette er et overraskende resultat. Hvordan kan den sociale mobilitet undgå at være blevet højere, når der i dagens Danmark ikke er formelle barrierer, som begrænser børn og unges uddannelsesmuligheder? Alle har jo ret til fri undervisning, alle børn har mulighed for at gå i vuggestue og børnehave, og der er også fri uddannelse efter den skolepligtige alder. Svaret er de uformelle barrierer og ikke mindst de barrierer, der opstår fra social arv. Man har i Danmark en forestilling om, at alle har lige muligheder, når bare alle får de samme tilbud fra det offentlige. Men virkeligheden er, at de formelle muligheder ikke er lig med reelle muligheder.

Danskerne fødes ind i et kastesystem

For 16 år siden sagde den daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i sin åbningstale i Folketinget, at det skal være nemmere at gå ”fra at være bistandsklient til bankdirektør”. Siden er det gået i den stik modsatte retning. Børn af lavtlønnede har fået sværere ved at stige op socialt. Og børn af velhavende forældre ender oftere end tidligere selv med en høj indkomst. I 2017 var 40 pct. af de unge fra overklassen og den højere middelklasse i gang med en lang videregående uddannelse. Mens det kun gjaldt 7 procent af de unge fra underklassen.

Allerede fra fødslen får danske børn et stempel i panden. Det danske velfærdssamfund inddeler folk i kaster – ikke som i Indien – men som sociale grupperinger, der går i arv. Er ens forældre ufaglærte, bliver man højst sandsynligt selv ufaglært. Er ens forældre akademikere, bliver man det nok også selv. Chancen for at springe fra den laveste til den højeste indkomstgruppe er faldet med 14 pct. de seneste 15 år, og det er altså i endnu højere grad nedarvede privilegier, der gør, at man ender i toppen.

Den sidste halvdel af 1900-tallet var i Danmark kendetegnet ved en omfattende udbygning af velfærdssamfundet – børnehaver, skoler, ældrepleje, sygehuse og uddannelse. Udviklingen af velfærdsstaten medførte stor dynamik og bevægelse mellem samfundsgrupper. Samtidig flyttede mange fra landet til byen, og langt flere tog en uddannelse. Tilsammen førte det til en stadig større social mobilitet. Men nu er ”den danske drøm” i en periode, hvor det går den anden vej. I dag lever danskerne mere adskilt og er cementeret i forskellige sociale grupper.

Blandt den fattigste femtedel er risikoen for selv at ende i lavindkomstgruppen blevet fordoblet siden år 2000. Dengang lykkedes det for 16 pct. af de 35-årige at blive mønsterbrydere, det vil sige, at de havde forældre tilhørende den fattigste femtedel af befolkningen, men endte selv i den rigeste femtedel som voksne. Siden da er tallet faldet. I 2016 brød 12 pct. på den måde mønstret.

I Danmark eksisterer således stadig store forskelle i livsvilkår og livsforløb alt efter, hvilken social baggrund man er født med. De forskelle, der i gennemsnit eksisterer på tværs af social baggrund, bliver fastholdt gennem resten af livet. 30-årige, hvis mor har en videregående uddannelse, har i gennemsnit gennemført tre års mere uddannelse end 30-årige med ufaglærte mødre. Og 40-årige, hvis mor har en videregående uddannelse, har i gennemsnit en 50 procent højere lønindkomst end 40-årige med ufaglærte mødre.

Høj social mobilitet er en del af den danske fortælling om, at velfærdssamfundet er i stand til at løfte de svageste. At der er mange danskere, der er født ind i uligheden, og at ens familiebaggrund er afgørende, rokker virkelig ved denne fortælling.

Social arv som for 50 år siden

Når det gælder den sociale mobilitet, ligger Danmark i den dårligste tredjedel af OECD-lande. Den meget store offentlige velfærdssektor i Danmark fører ikke til større social mobilitet og den sociale opstigning. Det er blevet sværere gennem uddannelse at kravle op af den sociale rangstige. Stik mod intentionerne er de unges uddannelse blevet mere afhængig af deres forældres baggrund end tidligere. Og afhængigheden – den sociale arv – svarer i dag til det Danmark, der eksisterede for 40-50 år siden.

De nedslående konklusioner rokker selve kernen i den danske velfærdsmodel – nemlig forestillingen om, at det danske samfund i høj grad sætter mennesker fri af deres sociale baggrund og sikrer, at man kan bevæge sig socialt – fra at være bistandsklient til at blive bankdirektør. Børn af arbejdsløse i Danmark skal kunne blive direktører en dag – det er alle enige om. Men det er blevet sværere de senere år, æblerne falder stadig tættere på stammen, og mønsterbryderne bliver færre.

Og så handler det også om, at man i Danmark har været ekstrem dårlig til at stille krav til især muslimske indvandrere om at klare sig selv, lære sproget, få en uddannelse og et arbejde. Når man hver måned blot modtager en check fra det offentlige og ellers ikke behøver at gøre noget, er det gift for den sociale mobilitet.

Sammenfattende kan det konkluderes, at det danske velfærdssamfund ikke er i stand til at skabe bedre muligheder for de svageste, men hælder blot glasur i form af skattefinansieret velfærd og overførselsindkomster ud over kasteforskellene. Hvis målet for velfærdsstaten ikke kun handler om økonomisk lighed, men også om, at alle skal kunne forme deres liv, som de ønsker uafhængigt af deres baggrund, må man konstatere, at det danske velfærdssamfund har svigtet. De ressourcestærke løber allerede i en tidlig alder fra de ressourcesvage. Det gjorde de før velfærdsstaten, og det gør de stadig.