Myten om det liberale Danmark (2022)

I Danmark er det en udbredt opfattelse, at problemer med overholdelse af retsstatens principper findes kun i “illiberale” lande som Polen og Ungarn. I dansk selvforståelse er Danmark en retsstat, men på mange områder har staten udviklet illiberale symptomer. At Danmark skulle være et velfungerende liberalt demokrati, er derfor en myte.

I Danmark udskammes Polen og Ungarn for at være illiberale. Danske politikere, de statsstøttede medier, kommentariatet mv. anklager de to lande for at demontere de bærende liberale principper i samfundet, udhule den demokratiske proces, nedbryde retssikkerheden, indskrænke den frie presse og borgernes rettigheder, gennemføre politiske udnævnelser mv. Listen over de illiberale unoder i Polen og Ungarn er megalang.

Anklagerne om illiberalisme i de to lande eksemplificerer den værdipolitiske kløft, der findes mellem de øst- og vesteuropæiske EU-lande. De sidstnævnte optræder med en uhørt arrogance over for Polen og Ungarn. Uden nogen form for hensyntagen til Polens og Ungarns historie forsøger de at true de to lande til at mene det ”rigtige” og “rette ind”.

I Danmark er det en udbredt opfattelse, at problemer med overholdelse af retsstatens principper kun findes i de østeuropæiske EU-lande, primært i Polen og Ungarn. Problemer med overholdelse af retsstatens principper finder man imidlertid i hele EU, ikke mindst i Danmark. Lad os i det følgende zoome ind på det illiberale Danmark.

Det danske retssamfund på en illiberal glidebane

Tænketanken Justitia har i jan. 2022 offentliggjort sin årlige statusrapport over retssikkerhedens tilstand i Danmark. Der er ifølge statusrapporten skruet ned for danskernes retssikkerhed og frihedsrettigheder på en lang række områder: retten til privatliv og persondatabeskyttelsen, ytringsfrihed og retten til at demonstrere, retten til retfærdig rettergang, retten til forsamlingsfrihed og bevægelsesfrihed samt virksomhedernes retssikkerhed.

Den demokratiske proces, lovgivningsprocessen og retssikkerheden i Danmark er udfordret næsten dagligt. Medierne beretter om politiske og administrative beslutninger, som mangler lovgrundlag, og som sætter grundlovssikrede rettigheder ud af kraft. Lovgivning hastes igennem, uden at lovgiverne er klar over, hvad de tager stilling til, og hvor det er uklart, hvem præcis der træffer beslutningerne. Den samlede lovmængde er så stor, at hverken politikerne eller borgerne kan gennemskue den. Lovgivningen forskelsbehandler borgerne og indskrænker deres frihedsrettigheder.

Selv om alle folketingsmedlemmer underskriver grundloven, når de træder ind på Christiansborg, har coronaepidemien fået politikere og embedsmænd til at se stort på grundlovens principper med et venligt smil. Coronakrisen har afsløret, at den illiberale danske stat mangler en mekanisme, som sikrer respekt for grundloven. Tyskland har en forfatningsdomstol og USA har en højesteret, hvor dommere fortolker den amerikanske forfatning, hvilket sætter grænser for magtsyge politikere. I Danmark har traditionen været, at Justitsministeriet holdt regeringen og Folketinget på lovens dydige sti, og at oppositionen begrænsede regeringens udskejelser. Coronakrisen har afsløret, at det ikke er tilstrækkeligt.

Under coronaepidemien har den magtarrogante socialdemokratiske mindretalsregering forbrudt sig mod Grundlovens paragraf 73 om ejendomsrettens ukrænkelighed, der kun kan brydes ifølge lov og mod fuldstændig erstatning. Og regeringens beslutning om at slagte mink-erhvervet og lukke en hel region ned blev truffet uden at høre relevante aktører såsom Folketinget, arbejdsmarkedets parter, minkbranchen selv, landbrugets egne eksperter og forskere fra universiteter.

Samtidig frasagde Folketingets partier sig deres parlamentariske kontrol og gav sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke frie tøjler til at bekæmpe coronasmitten med alt fra forsamlingsforbud til tvangslukninger og tvangsvaccination. Den illiberale regering holdt Folketinget hen i uvidenhed og mørklagde grundlaget for sine beslutninger, så det var ekstremt svært for Folketinget at føre den kontrol, som det er sat i verden for at udføre.

Folketinget er sat fra bestalling

Landets førende juridiske eksperter i forvaltnings- og forfatningsret har i et forskningsprojekt afdækket, at magten til at udstede regler for danske borgere og virksomheder i stigende grad reelt ligger hos ministerier, styrelser og organisationer.

Folketinget er på lange stræk sat fra bestilling. Magten siver fra de folkevalgte, og det er et alvorligt demokratisk problem”, mener Jørgen Grønnegård Christensen, professor emeritus i offentlig forvaltning ved Aarhus Universitet.

I det illiberale Danmark er det således ikke-folkevalgte embedsmænd, som ikke er underlagt nogen form for parlamentarisk kontrol, der bestemmer, hvilke regler der gælder i danskernes hverdag. Magten til at udstede regler for danske borgere og virksomheder ligger i stigende grad hos ministerier, styrelser og organisationer. Resultatet er, at politikerne ikke længere har overblik over de love og regler, der gælder i borgernes hverdag.

Lovarbejdet er hastigt og uigennemtænkt

Lovgivning i det illiberale Danmark bliver hastefremlagt og vedtages uden at følge Folketingets egne normale tidsfrister og normer. Borgerne og berørte interesser bliver holdt udenfor ved at få ekstremt korte frister for høringssvar. Samtidig sætter regeringen rutinemæssigt lovgiverne under pres ved at udlevere rapporter og høringssvar alt for sent.

Landets jurister advarer om alt for hastigt og uigennemtænkt lovarbejde og for mange love af symbolsk karakter. Politikerne klager over tempoet i forvaltningen, korte frister til mødeindkaldelser, manglende tid til at sætte sig ind i komplekst materiale samt regeringens praksis med at tilrettelægge den politiske proces på en måde, der presser folketingspartierne til at blåstemple den fremlagte politik.

Den 12. marts 2020 vedtog regeringen med opbakning fra det meste af Folketinget den første af en lang række hastelove, som fjernede virksomhedernes 100 år gamle retskrav på erstatning i tilfælde af forebyggende indgreb under en epidemi. I dag er retskravet på erstatning udskiftet med vilkårlige hjælpepakker.

Uanset om en dansk regering er rød eller blå eller grå, forsøger den at få sin lovgivning og andre politiske mål lettest muligt igennem. Selv hvis den er en mindretalsregering, prioriterer dens parlamentariske støttepartier regeringens overlevelse og egne politiske mærkesager højere end at tage principielle slag, der ville gøre tingene sværere for dem selv.

Den politiske proces mørklægges

Offentlighedsloven blev under stor ståhej vedtaget i 2013. Det var indlysende, at et flertal i Folketinget ønskede at mørklægge væsentlige dele af lovgivningsarbejdet og den politiske proces ved at indskrænke adgangen til indsigt i notater, vurderinger, mailkorrespondancer og sms’er fra landets ministerier og styrelser. Ikke overraskende blev loven hurtigt benævnt ”Mørklægningsloven”. Især paragraf 24, der handler om ministerbetjening, er faldet kritikerne for brystet. Paragraffen sikrer, at mange dokumenter i det lovforberedende arbejde mellem ministre og embedsmænd i den stadig mere magtfuldkomne centraladministration kan fritages for aktindsigt.

Aktindsigt er en ret for borgere til at søge om adgang til dokumenter og oplysninger hos offentlige myndigheder. Det er en ret, der er fæstnet i offentlighedsloven, og den pågældende myndighed har pligt til hurtig behandling af aktindsigten. Set i dette lys er det tankevækkende, at Kammeradvokaten, der rådgiver hovedparten af offentlige myndigheder i Danmark, har lavet et kursus i, hvordan embedsværket kan begrænse, afslå og begrunde aktindsigtsanmodninger ved at henvise til manglende ressourcer. Det er rystende, at statens egen advokat, som man i det her tilfælde næsten kan kalde en mørkekammeradvokat, underviser i, hvordan man holder befolkningen udenfor. Det afslører, at den illiberale danske stat har et alvorligt problem med en lukketheds- og mørklægningskultur.

I juni 2018 bragte Politiken en lækket lydoptagelse, hvor departementschef Sophus Garfiel siger til medarbejderne, at hvis der er oplysninger, som de ikke ønsker, skal komme frem i offentligheden, så skal de tilrettelægge arbejdet, så de ikke kommer frem. Embedsværket i centraladministrationen opfatter nemlig aktindsigt som en decideret uskik, og man går langt for at sikre lukketheden. Det er f.eks. velkendt, at man sætter fuldmægtige til at håndbære kuverter og USB-nøgler for at undgå kommunikationsformer, der kræver journalisering.

Myndighederne stoler ikke på, at deres forvaltning af magten tåler dagens lys. Mængden af forhold, som borgerne efter myndighedernes opfattelse ikke bør have indsigt i, er derfor voksende. Det gælder især regeringen og domstolene. Reglen er oftere og oftere, at dørene til retssalene bliver lukket for offentligheden, og at de lukkede rum i centraladministrationen og de dokumenter, der omgiver dem, bliver holdt mere og mere hemmelige. Under coronakrisen er store alvorlige og vidtrækkende beslutninger blevet taget i lukkede rum uden tv-kameraer.

I den danske forvaltningskultur er lukkethed det bærende princip, som støttes af såvel de regeringsbærende partier som embedsværket. De to store regeringsbærende partier S og V er modstandere af, at mørklægningsloven revideres, da begge partier har en interesse i begrænset åbenhed. Facit er, at politikerne og embedsmændene fjerner sig længerere og længere væk fra de borgere, de skal betjene. Åbenhed og gennemsigtighed i det illiberale Danmark har tabt til magtens arrogance.

Magten i den illiberale stat udøves i det skjulte

Danske regeringer agerer magtfuldkomment af flere årsager. For det første er det politiske system opbygget således, at regeringen og dens ministre er udstyret med et omfattende vidensmonopol. Det er regeringen, som er øverst ansvarlig for de danske myndigheder, og det er den, som kan indhente vigtige informationer fra embedsværket. Folketingspolitikere og -partier kan ikke på egen hånd bede en styrelse om at udarbejde en rapport eller en analyse af et politisk anliggende, som de måtte finde interessant. Men det kan regeringen – og ikke nok med det: Regeringen kan i vidt omfang også selv bestemme, hvilke informationer der slipper ud til offentligheden i den rapport eller analyse, som den har bestilt.

Regeringens vidensmonopol bakkes desuden op af en vidtgående instruktionsbeføjelse, som giver regeringens ministre ret til at instruere deres embedsmænd i, hvilken viden de skal finde frem, og hvad de skal gøre med den. I praksis betyder det, at der fifles livligt med tal, jura og fakta i den danske forvaltning, sådan som ikke mindst cavlingmodtager Jesper Tynell har dokumenteret i sin bog ”Mørkelygten” fra 2014. Regeringens vidensmonopol og vidtgående instruktionsbeføjelse gør, at vi alt for ofte har været vidner til, at Folketinget og offentligheden med vilje er blevet vildledt.

Det bedste værn mod magtfuldkommenhed og mangelfulde informationer fra den til enhver tid siddende regering er, at borgere og ikke mindst Folketinget har mulighed for at kontrollere og kigge regeringen efter i kortene. Disse muligheder er temmelig hullede i det danske system, hvilket skyldes offentlighedsloven. Som nævnt før har loven indskrænket mulighederne for at få indblik i regeringens arbejde i så betragteligt et omfang, at den med ombudsmandens ord har slået ”en ring omkring centraladministrationen”. Med et snuptag gjorde loven det muligt at hemmeligholde vigtige dokumenter og oplysninger, som embedsværket leverer, over for borgere og medlemmer af Folketinget.

I Danmark går kritikken af illiberalismen i Polen og Ungarn ofte på, at de instanser, der skal kontrollere regeringen, er svækket og/eller besat med regeringens egne folk. Med andre ord, at de ”checks and balances”, der kendetegner det liberale demokrati, er stærkt begrænsede.

Men også Danmark har meget svage kontrolinstanser. Folketingets muligheder for at føre kontrol med regeringsmagten i Danmark er langt svagere end i vores nabolande. Folketinget har kun et lille og nødtørftigt sekretariat at søge oplysninger hos, og et parlamentarisk mindretal har meget begrænsede muligheder for at initiere uafhængige undersøgelser af regeringens embedsførelse. Det er sket ved helt bevidst at redefinere embedsapparatets rolle, udnytte hidtil usete beføjelser under coronakrisen og ved at koncentrere magten i toppen af regeringen. Finansministeriets indflydelse og kontrol er blevet svækket, mens man i Statsministeriet og andre centrale ministerier har opbygget politiske sekretariater, så det er svært at trænge til bunds i, hvem der har truffet vigtige beslutninger.

Der mangler skel mellem det retlige og politiske niveau

Et af Danmarks kritikpunkter mod illiberalismen i Polen og Ungarn er en sammenblanding af demokratiske institutioner, som slører grænserne mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Kritikken er bemærkelsesværdig i betragtning af, at i det illiberale Danmark bestemmer politikerne, hvem der anklages. Her i landet går der meget nemt jura i politikken – og politik i juraen.

Ifølge professor i strafferet ved Syddansk Universitet, Sten Schaumburg-Müller, har den tidligere justitsminister Nick Hækkerup været involveret i beslutningerne om at sigte hhv. FE-chef Lars Findsen og den tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, både som medlem af regeringens sikkerhedsudvalg (det politiske niveau) og den øverste i hierarkiet inden for retssystemet (det retlige niveau).

”Man kan derfor godt diskutere, om der er et ’principielt, skarpt skel’ mellem det retlige og politiske niveau i Danmark. Man kan godt kritisere systemet som helhed for ikke at være så adskilt, som det måske burde være. Hvis anklagemyndigheden rejser en sag, er det jo, fordi der er en sag – det er en ren juridisk vurdering, og ikke en politisk en. Det danske system er ikke fuldstændig skarpslebet på det punkt, og det blotter os for kritik fra andre – blandt andet diktaturstater – som kan sige, at der i Danmark er en politisk sammenhæng med, hvem der anklages”, siger Sten Schaumburg-Müller”.

Politiske udnævnelser hører til dagens orden

Et kritikpunkt, som Danmark rutinemæssigt fremfører mod Polen og Ungarn, går på, at der i disse to ”illiberale” lande gennemføres politiske udnævnelser. Beskyldningen om politiske udnævnelser er hyklerisk i betragtning af, at Socialdemokratiet herhjemme har indsat en lang række ”professionelle socialdemokrater” i både regeringen og statsadministrationen. De fleste pressechefer i ministerierne har som bekendt tætte bånd til Socialdemokratiet.

Senest har unge socialdemokrater overtaget foreningen SIND Ungdom og gjort den til et heppekor for regeringspartiet. Udviklingen tog fart på organisationens landsmøde i april 2021, hvor et ekstraordinært stort antal nye medlemmer valgte en socialdemokratisk domineret ledelse. Socialdemokratiet har en lang tradition for at lade sig sammenvæve med andre organisationer, ikke mindst de faglige. Det skaber en blindhed over for problemer med uvildighed, favorisering og vennetjenester.

Den illiberale stat definerer videnskab og proportionalitet

I flere århundreder har den videnskabelige metode handlet om evidens i stedet for teoretiske argumenter og autoritet. Men siden marts 2020 har danske politikere, journalister samt enkelte epidemiologer og virologer være autoriteter i hvad ”videnskaben” siger. Man har således bevæget sig væk fra 400 års tradition og tilbage til en situation, hvor viden er, hvad en statslig autoritet siger er videnskab. Den illiberale regering har f.eks. brugt som hovedargument, at coronasmitten blandt mink udgjorde en trussel mod effekten af vacciner. Den forklaring holdt ikke for en seriøs videnskabelig prøvelse, men i en lukket proces med få aktører fik den lov til at blive til den dominerende fortælling.

Coronakrisen har også rejst et andet fundamentalt spørgsmål. Grundloven tillader nemlig, at regeringen begrænser visse rettigheder som f.eks. forsamlingsfriheden, hvis der er presserende grunde til at gøre det. Ethvert indgreb skal dog være nødvendigt og proportionalt, hvilket rejser det grundlæggende spørgsmål, hvem der bestemmer, hvad der er nødvendigt. Lige nu er retstilstanden i Danmark sådan, at retsvæsenet accepterer, at et indgreb er nødvendigt og proportionalt, såfremt regeringen uden videnskabelig evidens påstår, at indgrebet virker. Det er påfaldende, at danske topjurister finder  de illiberale tiltag i forbindelse med coronakrisen helt ude af proportioner med den udfordring, som covid-19 udgjorde.

Domstolenes uafhængighed er en facade

Blandt de danske kritikere af illiberalismen vækker det bekymring, at der via den ny grundlov i Ungarn blev oprettet et nyt ”nationalt juridisk kontor”, hvor formanden, udpeget af Fidesz, fik magt til at udnævne dommere. Men også i Danmark er domstolene afhængige af staten.

Den 11. marts 2020 meddelte Domstolsstyrelsen, som hører under Justitsministeriet, de danske domstole, at der nu var indført nødberedskab, og at de ansatte skulle sendes hjem. Og de danske by- og landsretter klappede hælene sammen og gjorde, som der blev sagt.

Det var opsigtsvækkende, for tilsyneladende havde domstolene glemt grundlovens § 3 om magtens tredeling samt § 61, som foreskriver, at de danske domstole som den dømmende magt er uafhængige. Regeringen kan altså ikke bare diktere, at domstolene skal lukke ned eller åbne igen for den sags skyld. Men det gjorde den. Dermed blev det tydeligt, at magtens tredeling og domstolenes uafhængighed i Danmark er kun en liberal facade.

Den illiberale stat kontrollerer medierne

Hovedkomponenten i den illiberale verdensorden er statslig kontrol med medierne, påpeger de danske kritikere af illiberalismen i Polen og Ungarn. Sådan er det ikke i det ”liberale” Danmark, mener de. I dansk selvopfattelse er de statsstøttede medier nemlig ”frie og stærke medier, der leverer uafhængig, oplysende og kritisk journalistik”.

På baggrund af ovenstående er det derfor bemærkelsesværdigt, at den adm. direktør for JP/Politikens Hus, Stig Ørskov, i et opsigtsvækkende interview med Berlingske har indrømmet, at den danske stat kontrollerer medierne, idet ”adskillige særinteresser, såvel politiske som økonomiske, griber ind i de danske mediers indhold i langt større udstrækning end tilfældet er i andre demokratiske lande”.

Den danske stat har i langt højere grad end tilfældet er i andre demokratiske lande kontrol med betydelige dele af det danske medielandskab i form af ejerskabet af DR og TV 2, der beskæftiger omkring halvdelen af de journalister, der er ansat på landsdækkende medier i Danmark.

Skulle nogen være i tvivl, er bestyrelserne i de to mediemastodonter udpeget af staten. Ligesom staten kan udstede dekreter til de to virksomheder, som det senest skete, da kulturminister Joy Mogensen (S) i begyndelsen af coronaepidemien beordrede de to medievirksomheder til at hjemsende deres medarbejdere.

Det uskønne forløb om først Radio24syv og dernæst den såkaldte DAB Kulturkanal er endnu et eksempel på, at politikerne har svært ved at holde armslængden, når det gælder de medier, som staten finansierer – og dermed ultimativt kontrollerer.

Og uanset, hvordan vi vender og drejer det, er staten arbejdsgiver for en stor del af landets journalister, når staten samtidig sender cheferne for sine efterretningstjenester i marken med uspecificerede advarsler mod landets medier”, sagde Stig Ørskov.

Stig Ørskov er meget åben om, at de statsstatsstøttede medier er i lommen på magthaverne, og at mediestøtten skaber afhængighed og giver ultimativt staten indflydelse på medierne:

”Desværre har mange private medievirksomheder bragt sig i en situation, hvor de har gjort sig mere eller mindre afhængige af direkte og vedvarende driftsstøtte fra staten. Og selv mediehuse, som tidligere har gjort en dyd ud af at advare imod statens indblanding i privat mediedrift, søger nu aktivt at blive statsfinansieret koncessionshaver for staten – ja, det er Berlingske Media, jeg tænker på. Tilmed er der en stor gruppe af landets lokale medier, som ønsker større støtte – og dermed større afhængighed af staten. Ifølge de pågældende medier fordi de udfylder en vigtig rolle i demokratiet”.

Den illiberale stats indskrænker pressefriheden

Mens Polen og Ungarn kritiseres for at begrænse pressefriheden, bruger den illiberale danske stat en bred vifte af metoder til at indskrænke pressefriheden.

Én metode er at sætte systemkritiske medier ud af spillet. I 2019 angav DR, en magtfuld, skatteyderbetalt public service-medieorganisation, således den unge systemkritiske netavis 24NYT til Facebook ved at levere ”belastende” informationer om påståede ”fake news” og ”højreekstremistisk” indhold på netavisens Facebook-profil. Statsradiofonien agerede med andre ord som en stikkercentral, som ved at levere stikker-materiale til Facebook har foranlediget techgiganten til at lukke 24NYT’s profil, som er lukket den dag i dag.

En anden metode er at udsætte systemkritiske mediefolk for massive angreb i de systemtro medier og dermed skabe et klima, hvor nævnte medier bliver til mål, der legitimt kan bekæmpes. I Danmark blev denne metode taget i brug i 2019, da DR, Berlingske og Politiken gennemførte en koordineret, politisk motiveret hetz mod 24NYT. De tre medier havde hyret en række politisk opportune 3. rangs ”medieeksperter”, som alle uden undtagelse beskyldte 24NYT for at være et junkmedie, der spreder ”fake news”. Der var her tale om et regulært bestillingsarbejde, hvor det udelukkende handlede om at kaste smuds på både 24NYT og andre frie medier.

En tredje metode til at begrænse pressefriheden er, når politikerne intimiderer eller ligefrem angriber medierne. Den metode har Mette Frederiksen brugt, idet hun under coronakrisen begyndte at så tvivl om pressens motiver og angribe journalisterne personligt, efterhånden som kritikken af hendes magtmisbrug voksede.

Af retsplejelovens paragraf 172, stykke ét, fremgår det udtrykkeligt, at journalister ikke har pligt til at afgive vidneforklaring om ”hvem der er kilde til en oplysning eller forfatter til en artikel, eller hvem der har optaget et fotografi eller frembragt en anden billedlig fremstilling”. Ikke desto mindre er journalister fra en række medier kaldt til afhøring hos politiets nyoprettede efterforskningsafdeling, National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), i sagen om lækage af fortrolige oplysninger fra efterretningstjenesterne.

Danske mediechefer blev med andre ord oplyst om, at de kan ende i fængsel, hvis de videreformidler visse oplysninger, uden at det står klart, hvilke det er. Det er en usædvanlig og illiberal fremgangsmåde i et samfund, hvor den normale procedure er, at medier publicerer frit – men under ansvar for domstolene.

Trusler mod redaktionelle medier om strafferetlige sanktioner i anledning af journalistik, der publiceres efter professionelle etiske standarder, er en fremgangsmåde, som normalt kun anvendes i lande, som Danmark ikke sammenligner sig med”, lyder det i en officiel protestskrivelse, som paraplyorganisationen Danske Medier har sendt til justitsministeren og forsvarsministeren.

En fjerde metode er søgsmål med henblik på at stoppe systemkritiske medier og journalister. I Danmark er der således rejst tiltale efter § 264 d med påstand om fængsel i op til 3 år mod Kim Møller, manden bag den nationalkonservative blog, Uriasposten, fordi han efter et terrorangreb mod Notre Dame-kirken i Nice i oktober sidste år bragte et billede af et af ofrene for terrorangrebet på sin blog, en 69-årig fransk kvinde, som gerningsmanden havde forsøgt at skære halsen over på.

Der synes at tegne sig et ubehageligt mønster, hvor myndighederne konsekvent går efter de små, uafhængige medier og privatpersoner, som på forskellig vis chikaneres til tavshed for at bringe billeder, som i deres indhold ikke adskiller sig fra, hvad de store mediehuse frit kan vise”, skrev Trykkefrihedsselskabet. Det er påfaldende, at de statsstøttede medier i forbindelse med Ukraine-krigen helt ustraffet bringer chokerende billeder af ukrainske lig, uden at staten rejser tiltale efter § 264 d.

En femte metode til at begrænse pressefriheden er at undtage store mængder væsentlig information fra journalisters aktindsigter. Det gør staten ved at opretholde ”mørklægningsloven” (se afsnittet med overskriften ”Den politiske proces mørklægges” ovenfor).

En sjette metode til at begrænse pressefriheden er at holde journalisterne fra at kunne tale med ministrene. Da regeringens mediestrategi handler om kontrol, styrer den sin kommunikation med hård hånd. Statsministeren foretrækker derfor hasteindkaldte pressemøder med få spørgsmål, skriftlige udtalelser fra sine ministre, veltilrettelagte besøg rundt i landet og jordnære budskaber på sociale medier som Facebook og Instragram.

En syvende metode er censur. I Danmark kontrolleres de statsstøttede mediers dækning ikke gennem decideret censurlovgivning, men dels gennem politisk styring (politisk udpegede bestyrelser og mediestøtten), og dels gennem uformelle aftaler mellem politikerne og chefredaktørerne om at belyse alt fra magthavernes perspektiv, herunder tilbageholde og censurere politisk ukorrekte informationer.

P.t. er magthaverne ved at etablere en ny censurmaskine, der skal holde politisk ubekvemme sandheder ude, nemlig en lov om regulering af sociale medier. Der kommer allerede advarsler om, at loven vil føre til et problematisk indhug i danskernes ytringsfrihed, idet Facebook, Twitter og andre platforme vil begynde at slette langt mere indhold, end de allerede gør det i dag. Også indhold som på ingen måde er ulovligt. Drakoniske bøder til de sociale medier skaber et voldsomt incitament for, at platformene giver sig til at masseslette indhold på sociale medier for at holde sig på den sikre side af loven.

Når det gælder åbenbare ulovligheder som vold, børnemisbrug og terror, giver kravet om hurtige indgreb mening, men man vil også ramme ytringer, som måske, måske ikke er strafbare: mulige injurier, mulige racistiske udsagn eller mistanke om ulovlig markedsføring. Her er tale om afvejninger, som danske domstole kan være måneder om at tage stilling til, men som staten nu vil tvinge private virksomheder til at tage stilling til i lyntempo i forhold til danske debatter.

Den illiberale stat intimiderer kritiske eksperter

Den illiberale stat intimiderer og lægger kraftigt pres på eksperter, hvis deres faglige udtalelser er ubelejlige. Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd har i en rapport dokumenteret, at 7 pct. af forskerne på Aarhus Universitet har oplevet pres for at ændre i forskningsresultater. Presset kommer bl.a., når forskerne løser opgaver for ministerier og kommuner, som får forskerne til at farve forskningsresultaterne i en ”politisk korrekt” retning. Det er kun de færreste forskere, der tør stå frem og fortælle om, at de er blevet presset til at anlægge en anden faglig vurdering.

Topfolk i Socialdemokratiet har i flere tilfælde advaret uvildige eksperter og organisationer, der er kommer med udtalelser, der går imod Socialdemokratiets politik.  Partiets tidligere pressechef, Mads Brandstrup, har bl.a. advaret Nordafrika-kender, Rikke Haugbølle, om, at ”Christiansborg er en krigszone”, og at hun skal vide det, inden hun kommer med udtalelser, der går imod Socialdemokratiets politik.

Professor i økonomistyring Per Nikolaj Bukh fra Aalborg Universitet har fortalt, at han flere gange er blevet kontaktet af Socialdemokratiet, der har forsøgt at ”presse ham”, når han på afgørende politikområder har anfægtet partiets påstande og argumenter. ”Jeg har aldrig oplevet noget lignende med et andet parti eller nogen andre”, sagde Per Nikolaj Bukh sidste år til Berlingske.

Senest har regeringen intimideret forsvarseksperten Peter Viggo Jakobsen, som er ansat ved Forsvarsakademiet og har længe været en stor stemme i debatten på forsvarsområdet. Forsvarsakademiets dekan, Peter Dahl Thruelsen, skulle efter sigende have haft en kammeratlig samtale med Peter Viggo Jakobsen, som han bad holde en betydeligt lavere profil i offentligheden. Tidligere har Peter Viggo Jakobsen fortalt, at embedsmænd i Forsvarsministeriet samt ansatte i partierne flere gange har lagt pres på ham efter hans udtalelser. Men nu skulle han ifølge Weekendavisens oplysninger holde en lavere profil. Hvis ikke det skete, kunne han begynde at se sig om efter et andet job, ligesom også Forsvarsakademiet risikerede at blive udflyttet fra Svanemøllens Kaserne på Østerbro i København

Den illiberale stat bryder retsstatsprincipperne

Mens man i Danmark beskylder Polen og Ungarn for manglende overholdelse af retsstatsprincipperne, er vi her i landet vidne til systematiske lov- og regelbrud begået af offentlige myndigheder. Balancen mellem stat og borger forrykkes mere og mere i statens favør.

Lektor ved Juridisk Institut på Københavns Universitet, Christian Bergqvist, har sammen med kollegaen, prof. Michael Gøtze, kortlagt omfanget af lovgivning, der giver de danske myndigheder adgang til at foretage tvangsindgreb uden retskendelser. De fandt ca. 250 love med den slags hjemler. Lignende analyser fra Justitia opgjorde i 2017 tallet til 276”. Lad os se på statens brud på retsstatsprincipperne på udvalgte områder:

Tvangsindgreb uden retskendelse

Efterhånden som den danske stats Stasi-lignende kontrol med borgerne vokser og vokser, bliver retssikkerheden gradvis udhulet. Omkring 500 love giver myndighederne ret til at trænge ind på privat område og gennemføre tvangsindgreb uden retskendelse. Retten til privatliv og ejendomsret er ellers beskyttet i både Grundloven og internationale konventioner. Ifølge forskerne er bemyndigelserne i lovgivningen til at gennemføre tvangsindgreb uden retskendelse steget fra 111 i 1996 til 276 i 2017, en stigning på 140 pct.

41 gange fra 2016 til 2020 blev der vedtaget love, der giver ny hjemmel til retsindgreb uden retskendelse. Men kun to gange er der i samme periode blevet fjernet en hjemmel, viser Justitsministeriets retssikkerhedsredegørelser. Alene i 2020 vedtog politikerne 13 gange lovgivning, der åbner for tvangsindgreb uden dommerkendelse.

Senest har transportminister Benny Engelbrecht (S) fremsat et forslag til godstransportlov L62, som vil give Færdselsstyrelsen ret til uden dommerkendelse og om nødvendigt med politiets bistand at tvinge sig adgang til transportvirksomheders lokaler, forretningsbøger og elektroniske kommunikation. Ifølge Henrik Rothe, der er projektleder hos tænketanken Justitia og tidligere retspræsident i Sø- og Handelsretten, er tendensen bekymrende. ’Det er problematisk, at man efterhånden anvender disse indgreb uden domstolskontrol, i et sådant omfang at man simpelthen underminerer hensigten med grundloven’, siger Henrik Rothe.

Begrænset adgang til domstolene

Et effektivt retssystem, hvor borgere og virksomheder har adgang til at få prøvet deres sag ved domstolene, er en af grundpillerne i en demokratisk retsstat. Over de seneste år har man imidlertid fra politisk side gjort det vanskeligere for danske borgere og virksomheder at få adgang til domstolene og få prøvet deres sag. Der skal f.eks. i visse tilfælde betales en betydelig retsafgift til staten for at indbringe en sag for retten. Retssystemet indeholder desuden en række andre barrierer, der vanskeliggør adgangen til domstolene, selv om adgangen til domstolene er helt afgørende for en retsstat.

Ingen retssikkerhed bag tremmerne

Medierne beretter om meget grelle forhold i fængslerne. Om vold, overgreb, trusler og modbydelige handlinger fra bander og stærke fanger, der tryner de svage. De indsatte skal naturligvis have den straf, som samfundet har udmålt, men heller ikke mere, og slet ikke vold og overgreb, foranstaltet af andre indsatte. De indsatte har krav på beskyttelse og retssikkerhed, men det er jungleloven, der hersker, når indsatte er i fængsel og dermed i statens varetægt. Der er ingen retssikkerhed på den anden side af tremmerne.

Udviklingshæmmede ender i fængsel

Kvaliteten af mentalundersøgelser for udviklingshæmmede er så dårlig, at mange får en forkert dom. Op mod en tredjedel af mentalerklæringerne burde dumpe, vurderer Retslægerådet. Det betyder, at udviklingshæmmede, som ikke egner sig til fængselsstraf, ender i fængsel, hvor de skal afsone med andre kriminelle. Det svækker tilliden til retssystemet og retsfølelsen, for man skal kunne stole på, at retten idømmer den rette straf på et sagligt grundlag.

Præventiv retsusikkerhed

Ude i virksomhederne er et af modeordene ”præventiv retsusikkerhed”. Det dækker over, at SKAT på forhånd nødigt svarer på, hvordan de forskellige skattelove skal fortolkes. Logikken hos SKAT er, at virksomhederne opfører sig bedre, hvis der er usikkerhed om reglerne. En analyse fra tænketanken Justitia viser, at SKAT er både halve og hele år om at offentliggøre nye principielle afgørelser og domme, hvormed borgere og virksomheder afskæres fra indsigt, viden og kendskab til ny praksis af relevans for deres skatteforhold. Retssikkerhedsmæssigt er SKAT’s ageren betænkelig og uholdbar.

Ekspropriation uden erstatning

En ny tendens i dansk politik er, at politikere vilkårligt tager borgernes ejendom og giver den til andre. Grundloven giver ganske vist mulighed for ekspropriation, men så er det utvetydige krav, at det er til fordel for ”almenvellet”, samt at det skal ske med fuld erstatning og ved lov, ikke rent administrativt. På alle disse punkter er 160 års retssamfund i disse år ved at vige til fordel for en politisk junglelov, der lader nogle tage for at give til andre uden at yde fuld eller blot delvis erstatning, og ofte blot med simple byrådsbeslutninger eller administrative afgørelser.

Retssikkerhed sikrer borgere mod vilkårlige, uforudsigelige overgreb fra statens side. De stadig mere udbredte overgreb fra den danske stats side betyder imidlertid, at retssikkerheden og retsstaten bliver gradvis udhulet. Danmark rykker sig tættere og tættere på en illiberal stat.

Danskerne støtter den illiberale stat

Coronakrisen har afdækket Danmarks sande, illiberale ansigt. En af forklaringerne er, der i den danske befolkning ikke er den store efterspørgsel på frihed og retssikkerhed. Retssikkerhed og frihedsrettigheder tillægges mindre og mindre vægt, både under de røde og blå regeringer.

Ligesom andre autoritære regimer har den socialdemokratiske regering under coronakrisen benyttet sine enevældige beføjelser til at begrænse eller afvikle de grundlæggende frihedsrettigheder. Godt hjulpet af den danske befolkning, som ikke mener, at retsstatens principper er værd at forsvare, og som ifølge en nylig EU-undersøgelse giver meget ringe opbakning til retsstatsprincipperne sammenlignet med f.eks. Ungarn og Polen.

Under coronakrisen var der blandt danskerne begejstret opbakning til Mette Frederiksens totalitære og udemokratiske metoder samt brud på Grundloven, som hensatte Danmark til illiberale tilstande. Tilslutningen til Mette Frederiksen lå på 35 pct. på trods af, at hun har samlet næsten al magt i Statsministeriet, at hun nærmest enevældigt har gjort store indhug i danskernes grundlæggende frihedsrettigheder, at hun har lagt et helt erhverv permanent i graven til stor ulykke for en masse mennesker og ikke mindst at hun har begået alvorlige brud på Grundloven under henvisning til, at det diffuse begreb ”folkesundheden” naturligvis trumfer fundamentet for det danske demokrati.

Den begejstrede tilslutning til Mette Frederiksen viser, at danskerne, så snart de føler deres velfærd truet, har fuldstændig samme præferencer som russere og efterspørger en stærk leder, der kan løse problemerne. Mange danskere har under coronakrisen hurtigt valgt at se stort på både demokrati og den personlige frihed for til gengæld at få den tryghed, som Lillemor Mette kunne tilbyde ved at sørge for dem og løse deres problemer.

Selv den indædte kritiker af Polen og Ungarn, den EU-begejstrede juraprofessor Marlene Wind, måtte indrømme, at statsminister Mette Frederiksen bruger illiberale metoder. ”Mette Frederiksen benytter det klassiske Orbán-trick med at skabe frygt og så derefter træde til som den stærke leder, der kan levere semi-illiberale tiltag som overvågning, tvangsadoptioner af børn og administrativ frakendelse af statsborgerskab”, skrev hun i Berlingske.

De rettighedstab, danskerne har lidt i samfundssindets navn, har mod forventning ikke ført til større protester og modreaktioner i befolkningen. Meningsmålingerne viser, at danskerne elsker deres lille diktator. Danmark er (endnu) ikke Rusland, men krisen har vist, at der i enhver dansker gemmer sig en lille russer, som gerne vil styres og kontrolleres gennem krisetider af en stærk og handlekraftig leder. Det nytter ikke at hoppe op på den høje hest og prædike ordentlighed og demokratiske principper for Polen og Ungarn, hvis der ikke er orden i det illiberale Danmarks egne rækker.

EU holder hånden over det illiberale Danmark

I 2020 præsenterede EU-Kommissionen en rapport om efterlevelse af retsstatsprincipperne i de enkelte EU-lande. Rapporten konkluderer, at de højt besungne retsstatsprincipper, som EU bygger på, er en mangelvare i flere medlemslande, især i Polen og Ungarn. Danmark kritiseres også i rapporten, dog kun for en række mindre forseelser, selv om skandalerne herhjemme står i kø, og ligene rasler for tiden næsten dagligt ud af de offentlige skabe.

Om Ungarn konstaterer rapporten, at der er en ”systematisk mangel på beslutsom handling til at undersøge og retsforfølge anklagede i korruptionsager – sager, der involverer højtplacerede embedsmænd”. Præcis det samme er tilfældet i Danmark, men EU-Kommissionen vurderer retsstatsprincippernes tilstand i de vest- og østeuropæiske EU-lande med forskellige standarder.

I Danmark tales der ofte om, at der må placeres ansvar for de mange ledelseskoks i det offentlige, hvor ansvaret hver gang bliver tørret af på mellemledere, der bliver gjort til syndebukke og fyret, men det er blevet ved snakken. Danmark har i de senere år oplevet mange skandalesager, som burde have fået personalemæssige og/eller strafferetlige konsekvenser, men som er endt med en løftet pegefinger. Der er blevet igangsat et rekordstort antal undersøgelser af embedsmænds mulige ansvar for urent trav og gradbøjning af regler. Det er kun få sager, der er endt med kritik af de involverede, som alle er blevet frifundet.

Et eksempel på en offentlig skandale, hvor de skyldige embedsmænd slap for ansvaret, er udbytteskandalen i SKAT. Ansvaret for denne skandale skulle i givet fald fordeles på de skiftende skatteministre, men det er aldrig blevet placeret. Det siger sig selv, at Folketinget ikke har nogen interesse i at skabe præcedens og starte en udvikling, hvor der kan placeres et ansvar. Folketinget vælger derfor at holde hånden over sine medlemmer og topembedsmænd, som dermed er ansvarsfrie.

Et andet eksempel er skandalerne i Forsvarsministeriet. Tjenestemisbrug, magtmisbrug, svindel, bestikkelse og nepotisme er systemiske i ministeriet, hvor fem topchefer har været indblandet i alvorlige personsager. De slap dog alle fri. Hvordan lader det sig gøre, at offentlig korruption af den karakter ikke får konsekvenser? Det forklarede den tidligere forsvarsminister Trine Bramsen således: ”Problemet er jo, at så har vi de næste chefer. Bliver det bedre af det? Det tvivler jeg sådan set på”. Facit blev, at de ansvarlige topchefer er sammen med 500 andre chefer blevet sendt på kursus i offentlig forvaltning.

Ungarn er blevet stærkt kritiseret efter at parlamentet gav premierminister Viktor Orbán ekstraordinære beføjelser til at regere landet pr. dekret på ubestemt tid for at løse coronakrisen. I Danmark har Mette Frederiksen har sat parlamentarisk kontrol ud af kraft, slagtet mink-erhvervet uden lovhjemmel, lukket landet ned og indført drastiske restriktioner med kort varsel og uden nogen begrundelse eller dokumentation for deres effekt. Både i Polen, Ungarn og Danmark er der således gennemført illiberale tiltag, men det er kun Polen og Ungarn, der udsættes for kritik, mens Danmark går fri. Der er ikke kun forskel på folk, men også på lande – især i EU-sammenhæng.