Myten om det tillidsfulde Danmark (2022)

Danmark ligger konstant i toppen af internationale målinger af tillid i samfundet. Også i dansk selvforståelse er Danmark et højtillidssamfund, men virkeligheden er, at danskernes tillid til politikerne, myndighederne og andre borgere er kraftigt på retur.

Danskernes tillid er blåøjet og blind

”Vi stoler på hinanden”, ”vi har tillid til hinanden” og lignende beslægtede udsagn hører man i de danske medier hver dag. Er det ikke dejligt, at Danmark er et land, som er blandt de førende i verden, når vi taler om tillid til hinanden? Ja, man må næsten knibe en lille tåre af begejstring. Det er der imidlertid næppe grund til, da det blot er klicheer og et selvbedrag af dimensioner.

Danske politikere, medier, forskere og andet godtfolk udbasunerer nærmest dagligt deres glæde over det danske højtillidssamfund. ”Danmark er et samfund, hvor vi har stor tiltro til hinanden. Hvad enten det er til naboen, kollegaen eller den person, der står bag os i køen i supermarkedet, så har vi tillid til, at vi vil hinanden det bedste”, har den fædrelandsbegejstrede Inger Støjberg sagt i et interview med Berlingske.

Historien om danskernes tårnhøje tillid til staten og til hinanden bliver genfortalt hver dag. For udenlandske iagttagere, der er vant til at gå til verden med en kritisk holdning, fornuft og sund skepsis, fremstår den danske tillidsfuldhed en kombination af naivitet, godtroenhed og autoritetstro. Sammenlignet med folk i mange andre lande har det danske folk ganske vist stor tillid til myndighederne, politikerne og den gældende lovgivning. Men danskernes tillid er blåøjet og blind.

Danskerne er især naive, godtroende og autoritetstro, når det kommer til staten. Det ligger i det danske DNA at have en romantisk og barnlig tillid til det politiske system og regeringen som beskyttere af almenvellet. Denne barnlige tillid kan undre i betragtning af, at danskerne er et rimelig oplyst og veluddannet folkefærd, som burde udvise sund skepsis og forholde sig kritisk over for alt, især alt offentligt.

En forklaring er, at man i Danmark måler tilliden forkert og fejlfortolker meningsmålingerne og videnskabelige surveys. Flere tillidsforskere har peget på, at målingerne stirrer sig blind på en abstrakt, generaliseret tillid til folk flest. I stedet bør man se på, hvad man kunne kalde lokal tillid, altså den tillid vi har til de mennesker, som vi møder i hverdagen, i bussen eller i lokalsamfundet. Her bliver spørgsmålet om tillid flyttet fra et abstrakt til et konkret niveau.

En anden forklaring er, at folks svar som regel reflekterer ønsketænkning snarere end fakta, og at folk i virkeligheden ikke udviser nogen tillid eller ærlighed i deres faktiske adfærd. Modsat i den virkelige verden er det nemlig ”gratis” at svare noget i en meningsmåling.

Der eksisterer to typer af tillid, institutionel tillid og social tillid. Den institutionelle tillid er et samlet udtryk for den tillid, man har til centrale samfundsinstitutioner som folketinget, regeringen, statsadministrationen, kommunerne, domstolene, politiet mv., mens den sociale tillid er et udtryk for, om man mener, man kan stole på de fleste andre mennesker. Lad os zoome ind på den institutionelle tillid.

Mistillid til politikerne

Når det drejer sig om det at have tillid til politikerne, kunne man sige, at danskerne lider af personlighedsspaltning. Under coronakrisen har Mette Frederiksen f.eks. bevidst løjet over for danskerne, udraderet et helt erhverv og sluppet uden problemer med det uden den mindste protest i befolkningen. Det har været overraskende, hvor lidt fornuft har danskerne brugt, hvor hurtigt de rettede ind, og hvor lidt begrænsninger af frihedsrettighederne blev udfordret. De fleste danskere stolede blindt på regeringen og myndighederne, der bedyrede, at alt foregik efter bogen. De var ikke skeptiske, og stillede ingen spørgsmål. I Danmark har man jo tillid til øvrigheden.

Men samtidig viser undersøgelser, at kun 25 pct. af danskerne stoler på, at deres politikere træffer de rigtige beslutninger for landet. Det viste bl.a. en Gallup-undersøgelse foretaget for Magisterbladet i foråret 2019. Siden 2005 er antallet af vælgere, som har tillid til politikerne, faldet fra omkring 70 pct. til omtrent 50 pct. i dag. Mistilliden er udbredt på alle alderstrin, men størst blandt de unge, og skuffelsen og politikerleden bliver stadig værre i den yngre generation. Tilliden til politikerne i højtillidslandet Danmark er altså helt i bund.

I kølvandet på coronakrisen skrev prof. Chr. Bjørnskov på punditokraterne.dk: ”Hvis det sidste halvandet års udvikling har vist noget som helst, er det at man aldrig bør have tillid til politikere. Hvis for mange borgere har for stor tillid til politikere, reagerer de som nigerianske emailsvindlere og narrer befolkningen til at opgive rettigheder og til at finansiere politiske særinteresser og nonsens”.

Politikernes mistillid til befolkningen

LÆS OGSÅ:  Se hvilke offentlige organisationer vi har størst tillid til

Danske politikere har heller ikke tillid til borgerne. Under coronakrisen har regeringen f.eks. ikke lagt datagrundlaget og forudsætningerne for sine beslutninger i forhold til coronakrisen åbent frem, fordi den ikke stolede på befolkningen. Det er altså ikke tillid til danskerne, der er fundamentet for myndighedernes arbejde.

Samtidig har statsministeren, regeringen og myndighederne kommunikeret til befolkningen, som bestod den af børn. Statens infantile kommunikation kunne ikke betragtes som andet end udtryk for dyb mistillid til danskernes evne til at håndtere nuancerede informationer om komplekse problemstillinger.

Politikernes mistillid til borgerne resulterer også i, at den personlige frihed i retsplejen systematisk indskrænkes. Det er påfaldende, at landets justitsminister mener, at mere overvågning giver mere frihed. Selv om politikerne bedyrer, at det danske samfund bygger på tillid, har regeringen lanceret en såkaldt ”tryghedspakke”, der indeholdt mere videoovervågning af samfundet. Ifølge statsministeren skulle ”tryghedspakken” forsvare den danske samfundsmodel. Men denne samfundsmodel er netop baseret på tillid, og argumentet klinger derfor noget hult. For et åbent og frit samfund som det danske bygger på en grundpræmis om, at borgerne ikke skal udsættes for den kollektive mistænkeliggørelse, som generel overvågning er et udtryk for. I et åbent samfund må tillid bygge på gensidighed mellem borgere og myndigheder. Ikke blind tillid til myndighederne og mistillid til borgerne.

Mistillid til det politiske system

I Danmark etablerer man oftere og oftere kommissioner, advokatundersøgelser mv. for at komme til bunds i sager, som ingen vil tage ansvar for. Det skyldes, at når den højt besungne tillid skal stå sin prøve, kan danskerne ikke stole på, at regeringen eller embedsværket af egen fri vilje vil fortælle sandheden og påtager sig et ansvar. Tibetsagen og minksagen er glimrende eksempler herpå. Når det i et såkaldt civiliseret land som Danmark ikke er muligt at få oplyst, hvem der er ansvarlig for fejlagtige beslutninger taget af regeringen eller embedsværket, uden at de store og kostbare kommissioner og lignende foranstaltninger skal iværksættes, kan man vanskeligt kalde Danmark et samfund, der hviler på tillid.

Ikke overraskende viser en ny undersøgelse, som Voxmeter foretog i oktober 2022, at danskernes tillid til retssystem, politikere og offentlig administration er dalet betydeligt de senere år. Knap halvdelen svarer, at deres tillid er blevet mindre, mens kun knap seks procent har fået større tillid.

Mistillid til retsvæsenet

Den tillid, som borgere og erhvervsvirksomheder i Danmark tidligere har haft til domstolene, eroderes langsomt bort, fordi domstolene er underfinansierede, udsultede og politisk styrede, og fordi de agerer aktivistisk.

Danmark er det land i EU, som har det laveste antal dommere pr. indbygger. Det medfører, at danskerne i dag ofte må vente op til tre år på at få afgjort en sag. De lange sagsbehandlingstider går primært ud over almindelige borgere, fordi det typisk er de civile sager, som bliver udskudt. At flere og flere borgere i Danmark fravælger domstolene på grund af de lange sagsbehandlingstider, udgør et betragteligt retssikkerhedsmæssigt problem, fordi det sender det signal, at myndighederne ikke prioriterer retssikkerhed.

Heller ikke erhvervslivet stoler på domstolene. Lange ventetider og mangelfuld godtgørelse af sagsomkostninger til vindere af retssager betyder, at virksomheder fravælger i stort omfang domstolsbehandling. I et demokratisk retssamfund er det et kæmpe problem. Fravalget af domstolene sætter nemlig retssamfundet i skred og giver øget spillerum til økonomisk kriminelle og ganske almindelige snydere.

Danskerne kan heller ikke have tillid til, at domstolene her i landet er uafhængige. Under coronapandemien pålagde regeringen som bekendt domstolene at ”identificere særligt kritiske sagsområder, hvor driften skulle opretholdes”. Men sagen er, at det faktisk ikke er noget, den udøvende magt – regeringen – skulle blande sig i, fordi det er de uafhængige domstoles egen beslutning. Alligevel har domstolene ikke gjort indsigelse mod regeringens påbud. Tilsyneladende betragter de danske domstole deres uafhængighed kun som værende en formalitet på trods af Grundlovens § 61, hvori det slås fast, at ”den dømmende magts udøvelse kun kan ordnes ved lov”.

Sidst men ikke mindst kan danskerne ikke have tillid til, at dommerne tager mere hensyn til ofrene end til kriminelle. Danske domstole bedriver nemlig juridisk aktivisme, hvilket resulterer i, at udenlandske seriekriminelle og rovmordere ikke kan udsendes, at folk på tålt ophold ikke kan sanktioneres, og at terrorister beskyttes, som var de lavet af glas. Det danske Menneskerettighedsinstitut har påvist, at aktivistiske danske domstole udviser kriminelle udlændinge langt mindre end den europæiske menneskerettighedskonvention tillader.

Mistillid til politiet

Statens vigtigste opgave er at garantere borgernes fysiske sikkerhed ved hjælp af politi og forsvar. I Danmark, som er et af verdens rigeste lande, burde det være en selvfølge, at statens politistyrker er både tilstrækkeligt store, veluddannede og veludrustede til at løse deres opgave. Men virkeligheden er, at danskerne ikke har tillid til, at politiet kommer, når de ringer.

LÆS OGSÅ:  Danske patienter føler sig ignoreret af medicinalindustrien – det skal ny global ”Trustpilot” for medicin ændre på.

Den fundamentale samfundsopgave, der afgør, om borgerne føler sig trygge eller ej, kan dansk politi ikke løfte. Og derfor tager borgerne over hele landet loven i egen hånd. I flere velhaverkommuner er man gået i gang med at oprette private vagtværn, fordi politiet ikke kan varetage borgernes sikkerhed. Det harmonerer ikke med de skiftende regeringers mantra om, at borgerne skal være trygge. Og det er ødelæggende for befolkningens tillid til retsstaten.

Mistillid til de statsstøttede medier

En voksende del af den danske befolkning mener, at medierne giver et fordrejet billede af, hvad der sker, og at de reelt fungerer som kampagnemaskiner for medieelitens egen politiske dagsorden. I valgforskernes kortlægning af 2019-valget stilles spørgsmålet: ”Jeg har tillid til, at danske medier giver et korrekt billede af, hvad der sker”. Kun 7 pct. af de adspurgte er helt enige i dette, 31 pct. er nærmest enige, men næsten lige så mange – 34 pct. – er helt eller næsten uenige. Og her skal man bemærke: Resten er i tvivl om, hvorvidt medierne giver et korrekt billede”.

Bringer de statsstøttede danske medier falske historier med fuldt overlæg? Ja, det mener et flertal i den danske befolkning ifølge den årlige rapport ”Danskernes brug af Nyhedsmedier”. Ifølge rapporten mener 60 pct. af danskerne, at de statsstøttede nyhedsmedier bevidst går efter at levere falske eller forkerte historier. Samtidig viser rapporten, at tilliden til nyhedsmediernes uafhængighed ikke er særligt stor.

Når de statsstøttede mediers troværdighed og omdømme er i frit fald, skyldes det, at medierne i stedet for at fungere som demokratiets sande vagthunde og neutrale nyhedsformidlere ser det som deres vigtigste mission at frisere den offentlige mening, så den flugter med den herskende politiske korrekthed.

Mistillid til Velfærdsdanmark

I den offentlige sektor er tilliden lav, fordi Velfærdsdanmark er et kontrolsystem baseret på grundlæggende mistillid til såvel systemets egne medarbejdere som de borgere, der benytter sig af dets ydelser. Tilliden til medarbejdernes faglige skøn og borgernes hæderlighed fortrænges nemlig alle steder af systemets formynderiske og nidkære kontrolforanstaltninger.

En undersøgelse, som Kraka og Deloitte har gennemført, viser, at tilliden til den offentlige service er faldende. Kun 16 pct. af danskerne har høj tillid til velfærdsstaten, mens 40 pct. har lav eller meget lav tillid. Samtidig svarer et stort flertal, at de har lavere eller meget lavere tillid til velfærdsstaten i dag end for ti år siden, og ser vi fremad, forventer 64 pct. at have endnu lavere tillid til velfærdsstaten om ti år.

Danskerne har heller ikke tillid til, at velfærdsstaten kan sikre dem en værdig alderdom. Af den årlige Tryghedsrapport fra Tryg Fonden fremgår, at utrygheden for, om man kan få den tilstrækkelige pleje, når man bliver gammel, satte ny rekord i 2019 med 58 pct. utrygge blandt de 40-65-årige. I den første måling i 2009 var tallet 41 pct.

Også PFA oplyser, at danskerne ikke har tillid til den offentlige ældrepleje. I en måling, som Kantar Gallup har lavet for PFA, svarer blot 38,4 pct., at de forventer, at det offentlige vil dække alle deres behov, når de bliver gamle. Blandt de yngste respondenter mellem 25 og 34 år er det kun en tredjedel, der har tillid til, at det offentlige vil dække deres plejebehov, når de bliver gamle.

Flere og flere borgere oplever, at de ikke kan have tillid til, at velfærdsstaten vil sikre dem den hjælp og tryghed, de var stillet i udsigt, og som de har betalt til over skatten. Antallet af private velfærdsløsninger i Danmark stiger derfor eksplosivt. Private skoler. Privat uddannelsesvejledning. Privat lektiehjælp. Private daginstitutioner. Private graviditetsklinikker. Private læger. Private plejehjem. Privat hjemmehjælp. Private sundhedsforsikringer. Private vagtværn – listen er lang. Den eksplosive vækst i private velfærdsløsninger er et symptom på, at den velstillede del af befolkningen har mistet tilliden til de standardiserede leverpostejsløsninger fra det offentlige.

Danskernes tillid til læger, eksperter og videnskab er også på retur. I maj 2017 viste en undersøgelse foretaget af Trygfonden og Mandag Morgen, at et stigende antal danskere udtrykker en voksende mistillid til sundhedsautoriteter og videnskaben. Antallet af danskere, der har stor tillid til læger og forskere, er faldet fra 44 pct. i 2011 til 35 pct. af befolkningen i 2017.

Moralkrisen

Oplevelsen af korruption, snyd, bedrag samt flosset moral og anstændighed i både det offentlige og erhvervslivet slider på den tillid, der tidligere har præget det danske samfund. Den tillid har i de seneste år lidt et knæk som følge af en lang række spektakulære skandaler i både den offentlige og private sektor. Det siger sig selv, at det er svært at opretholde tilliden, når folk gør alt, hvad de kan, for at unddrage sig samfundets forpligtelser, snyde i skat, gemme penge i skattely, udnytte de offentlige velfærdsordninger, loppe sig på dagpenge, melde sig syge, tage øv-dage osv.

LÆS OGSÅ:  Danske patienter føler sig ignoreret af medicinalindustrien – det skal ny global ”Trustpilot” for medicin ændre på.

En måling, som Voxmeter har foretaget for Ritzau, viser, at sagen om udbyttesvindel i SKAT og Britta-sagen i Socialstyrelsen har rystet befolkningens tillid til de offentlige myndigheder, Næsten tre ud af fire svarer ja til følgende udsagn: ”Jeg har fået mindre tillid til myndighederne efter sagerne om svindel i SKAT og Socialstyrelsen”. Især har kvinders tillid lidt et knæk. 78,5 pct. er enige i udsagnet, mens det gælder for 70 pct. af mændene.

Danskernes tillid til staten undergraves af et skattesystem, der er på grænsen til sammenbrud. Senest er et nyt system for boligskatter udsat fra 2021 til 2024, fordi det ikke virker, hvilket skaber usikkerhed for alle landets boligejere og boligkøbere. Samtidig er danskernes gæld til det offentlige vokset til over 120 mia. kr. Lovlydige borgere betaler skat, mens svindlerne har kronede dage. Ifølge en Gallup-rundspørge fra 2019 mener 73 pct. af danskerne, at skattegælden til det offentlige svækker deres tillid til skattesystemet.

I den private sektor har danskerne været vidne til en lang række skandaler i bl.a. finanssektoren, hvor virksomheder har været i karambolage med både loven og anstændigheden. Oplevelsen af en moralsk pilrådden, men politisk urørlig finanssektor, der vælter sig i perverse finansielle produkter og eksorbitante bonusser, som er fuldstændigt ude af proportioner og uforståelige for det omgivende samfund, mens den hvidvasker gigantiske summer for skumle russiske bagmænd, har skabt en dyb mistillid til finanssektoren i den danske befolkning.

Den sociale tillid er på retur

Den sociale tillid er tilliden til andre borgere, tilliden til fremmede. Denne tillid er vores positive forventning om, at vi kan stole på hinanden, på, at vi ikke udsætter os selv for nogen nævneværdig risiko ved at indlade os med andre, hverken personligt, socialt, kulturelt eller økonomisk.

Tillid var ikke overraskende nøgleordet i statsminister Mette Frederiksens første åbningstale til Folketinget i 2019. Over 30 gange kom hun ind på tilliden − eller manglen på samme − da hun gik på talerstolen foran det nytiltrådte folketing og kongefamilien. Tilliden i Danmark revner på en lang række områder, lød det fra statsministeren.

Hver sommer er der historier om, at de tillidsbaserede selvbetjente vejboder, hvor der typisk sælges jordbær eller honning, er ved at forsvinde. Alt for ofte oplever sælgerne, at folk tager varerne uden at lægge pengene. I de større byer genkender man en lignende udvikling i eksplosionen af dørtelefoner, udendørs videoovervågning og aflåste hoveddøre. Man har i Danmark et tillidsparadoks: Danskerne hævder at stole på hinanden, men deres adfærd vidner om dyb mistro til hinanden.

Det er især indvandringen fra MENAPT-landene, der har sat danskernes tillid til, at de trygt kan interagere med fremmede, under kraftigt pres. Folk er holdt op med at agere som tillidsfulde individer, især i de ghettoområder og bydele, som ikke længere er under dansk jurisdiktion. De lærer at leve med de nye vilkår, tilpasser sig og tager mistroens forholdsregler.

Politikerne og medierne negligerer tillidstabets betydning for danskernes måde at leve og agere på, fordi tabt tillid ikke kan kvantificeres. Men det siger sig selv, at tilliden destrueres langsomt i et miljø, som i stigende grad præges af etniske flok- og territoriedannelser, utilpassede unge, der med chikane, trusler og vold spreder frygt i hele bebyggelser og bydele rundt om i landet, æresdrab, bandekrige, gruppevoldtægter, likvideringer på åben gade, bombesprængninger, bilafbrændinger, stenkast fra broer over motorveje, skyderier, visitationszoner, åbenlyse tyverier fra supermarkeder, øget socialt bedrageri mv. Den muslimske masseindvandring og den fejlslagne integration har svækket den sociale tillid mere end noget andet.

At etnisk diversitet medfører lavere tillid, har bl.a. de danske professorer Peter Dinesen og Kim Sønderskov konkluderet i et aktuelt studie, der gennemgår litteraturen på området. I et såkaldt metastudie analyserer de 87 publikationer, og konklusionen hugges ud i hærdede granitblokke: Mangfoldighed forringer tilliden i samfundet, især på lokalt niveau.

Tal og fakta taler deres tydelige sprog. Det danske højtillidssamfund er en myte. Det eksisterer ikke reelt, kun i den danske fædrelandsbegejstrede fortælling om sammenhold og kontinuitet. Det er imidlertid en myte, som danskerne lever højt på og elsker at bekræfte sig i. Virkeligheden er, at tilliden i det danske samfund er på retur. Danmark forvandles langsomt, men sikkert fra et trygheds- og tillidssamfund til et frygt-, kontrol- og mistillidssamfund.