Det absurde i at blive eskorteret hjem en lørdag eftermiddag af 2 politibetjente i kampuniform kan næppe beskrives. På min hoveddør stod der stadigvæk med stor, rød skrift, formodentlig skrevet af ”Antifa”: ”Vi ved hvor du bor”. Begge betjente nikker og griner lidt skævt.
Et skuldertræk og så går de, da jeg er sikkert inden døre. De har set påskriften, det er ikke længere en nyhed. Jeg har nemlig anmeldt truslen og det er blevet delt på både Facebook og Twitter samt andre internationale medier. Det har jeg sørget for, da jeg ikke har i sinde hverken at hemmelighedsholde trusler eller at bøje mig for dem.
Dette var venstrefløjens kamptropper’s ”hilsen” til mig for et par år siden.
Jeg opdagede den ikke selv. En oprørt nabo gjorde mig opmærksom på udsmykningen. ”Vi ved hvor du bor”. Truslen om vold ligger implicit. Kæmpe, røde bogstaver på hoveddøren til min opgang. Alle naboer i opgangen ser det selvfølgelig og naboen ved siden af med 2 børn og et normalt liv skriver skræmt til mig, om de bør være bekymret. Jeg er vred over, at mine dejlige naboer nu føler sig truet og usikre i deres eget hjem. 
Jeg forsikrer dem om at det kun er mig, de er ude efter. Senere på dagen skriver jeg det samme til alle naboer i opgangen. En del skriver tilbage og jeg er taknemmelig over, at de udtrykker forargelse og vrede, ikke over for mig og mine gøremål, men over voldsmændenes trussel.
Det er længe siden nu og der er ikke kommet andet ud af det, end at jeg har offentliggjort, hvad venstrefløjen er villige til at gøre for at få mig til at tie. ”Gerningsmændene” er ikke blevet identificeret og det havde jeg rent faktisk heller ikke forventet. Desværre. Ikke desto mindre er det vigtigt, at vi offentliggør de ondskabsfuldheder og trusler, der udøves af dem, der vil øve vold – både fysisk og i vores sind, og de skal vide, at vi ikke har i sinde at hverken kues eller at tie om deres ugerninger.
For mit eget vedkommende gør personlige trusler mig langt mere vred og endnu mere stålsat end bange.
De der truer, gør med deres opførsel mig meget mere opmærksom på deres svagheder end en styrke, de ikke besidder. De er kujoner, der ikke byder på andet end perfide og højrøstede trusler for at true og skræmme folk til at tie. Jeg tænker, at når mine ytringer begynder at være en trussel imod dem, der går imod alt, hvad jeg står for som ytringsfrihed, national stolthed og kultur – så ved jeg, at jeg er på rette spor. De føler sig truet, og det er et rigtig godt tegn! Frygt viser sig kun hvis man føler sig truet.
Mange flere end jeg som er gået med i gadebevægelsen ”For Frihed”, har set og mærket på egen krop og ejendom, at det bestemt ikke er uden omkostning at gøre brug at deres ytringsfrihed. Det vil sige, at det at ytre sig kritisk om indvandringen, islamiseringen af Danmark og de økonomiske og kulturelle omkostninger, kan medføre store omkostninger for deltagerne og dem, der i øvrigt tør offentliggøre deres mening. De er blevet opsøgt i deres hjem. Deres biler og ejendom er blevet smadret og der er blevet skrevet ”Nazist” og ”racist” på deres private ejendom, ofte med erstatningssager og forsikringssager til følge. Rent økonomisk er det en dårlig handel at bevæge sig ud over den af godhedsindustrien snævert markerede sti. Og det er ikke blot i forhold til personlig sikkerhed. Overlast mht. både økonomi og forholdet til familien er ikke et ukendt fænomen. Så det er ikke blot sikkerhedsmæssigt, at man betaler for sin holdninger. Prisen mange har måttet betale for at gøre brug af vores grundlovssikrede ret til at ytre os, har været høj. I nogle tilfælde alt for høj.
Og hvad vil jeg så med denne korte fortælling. Jo, jeg vil fortælle, at det er utrolig vigtigt, at vi trodser vores frygt og at vi insisterer på retten at sige vores mening. Der SKAL skinne et skarpt og nådesløst lys på sandheden og trusler skal hverken skjules eller forties. Vi skal fortsætte ufortrødent med at deltage i demonstrationer og vi skal finde modet til at råbe sandheden højt og skrive den med store bogstaver. Vi skal på alle måder være vedholdende, udholdende og uforfærdede. Vi skal fortsætte ufortrødent med at skrive og tale om det vi ser og oplever, og insistere på vores ret og pligt til at sætte fokus på det uhyggelige. Alt står på spil. Vores lands fremtid, vores børn, vores børnebørn og fremtidige generationer står på spil.
Ganske enkelt.