EU-Parlamentet og Kommissionen har gennem hele forrige år arbejdet på at foranstalte et politisk festfyrværkeri her i 2024. Festlighederne er dog forbeholdt de kredse, der ønsker øget centralisering af magten i Unionen og reduktion af medlemsstaternes suverænitet. ”Man skal aldrig lade en god krise gå til spilde”, som politikerne ynder at sige. Unionens ledende kræfter har ganske rigtigt set, at Europas borgere befinder sig i en krise præget af angst, usikkerhed og frygt for fremtiden. Ifølge en Eurobarometer-undersøgelse fra marts 2023 er ingen hårdere kriseramt end danskerne, der frygter at lide CO2-døden og en krig med Rusland. Den nationale angstbølge har hensat landets ungdom i en klimarædsel, der af de unge anses for den helt overskyggende trussel mod deres fremtidige liv. 81 procent af de adspurgte mener, at Rusland udgør en alvorlig trussel mod landets sikkerhed. Vi ser os derfor ængsteligt omkring for at finde nogen, der kan beskytte os og give os tryghed og sikkerhed, selv om det så koster vores nationale frihed og suverænitet. Tryghed er det bedste guld.
Eurobarometer påviser ligeledes, at danskerne fra at være positive, men dog skeptiske over for Unionen, nu er blandt de lande, der ser mest positivt på EU og EU-medlemskabet kun overgået af Luxembourg og Irland. EU-Parlamentet og Kommissionen har ikke været sene til at fiske i rørt vande. I november 2023 vedtog Parlamentet en resolution, der dramatisk vil omskrive EU’s regelsamling. Forslaget vil afskaffe medlemsstaternes vetoret på en lang række områder således, at fremtidige beslutninger tages med flertal. Det gælder først og fremmest udenrigs- og sikkerhedspolitikken samt EU’s budget, men også energi-og miljøpolitikken. Ganske vist kræver det en traktatændring, hvis vetoretten hel skal skrottes, og så alligevel ikke. Der findes i de eksisterende EU-aftaler en passus om ’konstruktiv afståelse’ af vetoretten, som betyder, at medlemmer kan bestemme sig til frivilligt at undlade at stemme, hvorefter flertalsafgørelsen kan gennemføres. Der er vist ingen, der kan forestille sig, at lille, skræmte Danmark vil sætte sig på bagbenene og sige nej mast op i et hjørne af 26 lande, der forlanger et ja.
Et flertal i Parlamentet opfordrer Kommissionen og Ministerrådet til at organisere en ’Lex Orbán’, der kan fratage en medlemsstat stemmeretten, hvis den forbryder sig mod ’EU’s værdier’, hvad det så end er for nogle. I første omgang skal aktionen forhindre Viktor Orbán i at overtage formandsstolen i Det Europæiske Råd, hvad der ellers godt kunne ske, når Ungarn den 1. juli overtager EU-formandsskabet. EU-parlamentet kræver også, at Unionen udvider sine kompetencer på sundhedsområdet, industripolitik, energi, uddannelse og kontrol med de ydre grænser. Denne opstramning skal ske med en fyring af de nuværende kommissærer. I stedet skal kommissionsformanden selv sætte et hold på 15 politikere, der skal afspejle de geografiske, demografiske og politiske balancer i Unionen. Det betyder at Danmark, der hidtil dog har haft en plads ved bordet, altså børnebordet, nu kommer helt ud af Kommissionen, medmindre vi kan indgå et valgforbund med andre små stater som Sverige og Finland og måske alligevel i fællesskab tilkæmpe os en nordisk plads i Kommissionen. Begrebet ’Kommissionen’ nedlægges og erstattes af ’Den Europæiske Udøvende Myndighed’. Formanden overtager også posten som formand for Det Europæiske Råd, hvis rolle som repræsentant for de 27 stats- og regeringschefer bortfalder.
Det bliver nok svært at få hele pakken gennemført, men det danske folketing er med på en del af planen. Der er således parlamentarisk støtte til flertalsafgørelser på udenrigs- og sikkerhedsområdet og EU’s budget. Kombineret med Danmarks afskaffelse af forsvarsforbeholdet, betyder likvideringen af vetoretten, at Danmark herefter vil stå uden for indflydelse på disse vigtige områder. Da et stort flertal af befolkningen er lammet af angst for klimadøden og de russiske missiler, kan vi forvente, at også ’den grønne omstilling’ bliver et Unionsanliggende og ikke et dansk. Dette er helt i tråd med flertalsbeslutningen i EU-Parlamentet, der netop kræver at vetoretten også skal bortfalde for energi- og miljøpolitikken i Unionen.
Det danske folketing er således parat til en ordentlig blok suverænitetsafgivelse uden at få noget til gengæld. Der er ellers nok at tage fat på. Hvis der skal koncentreres yderlige magt i EU, burde prisen være en accelereret demokratiseringsproces i Unionsledelsen. EU-Parlamentet har ikke ret til at stille lovforslag, hvad der udelukkende er Kommissionens og Ministerrådets ansvar. Hvis man vil videre med et moderne EU, burde man dele Parlamentet op i to kamre som i USA: et parlament, hvis medlemmer vælges af nationalstaterne efter stemmetal, og et senat, hvor hver medlemsstat har to senatorer uanset statens størrelse. Al lovgivning skal passere begge kamre. Senatet giver god beskyttelse af mindretallet, da Tyskland og Frankrig med 120 millioner indbyggere ikke ville have flere senatorer end Danmark og Finland med tilsammen 12 millioner indbyggere. Endvidere kunne vi forlange, at kommissionens medlemmer ikke som i dag udpeges af nationalstaterne, men vælges gennem en parlamentarisk proces.
Dette kommer imidlertid ikke til at ske. Vi har vænnet os til at afgive kompetencer og suverænitet uden at få noget, der kan afbalancere tabet. Når politikerne og medierne om nogle år må erkende, at Rusland ikke udgør nogen reel trussel, og at der ikke er nogen klimakrise, er det for sent at erkende, at angsten fik os til at sælge ud af vores frihed. ”Angst æder sjæle op”, siger filminstruktøren Rainer Werner Fassbinder. Og ikke nok med det. Angst æder også frie nationer.