Når regnbue-imperialisme møder en tam borgerlighed


Hver uge tager 24NYT temperaturen på ytringsfriheden både i og udenfor Danmark. Medlemmer af Trykkefrihedsselskabets ledelse skriver på skift om aktuelle emner, hvor det frie ord er sat på prøve.


 

Man undrer sig til stadighed over, at store dele af højrefløjen i dag så let lader sig dirigere rundt i manegen af en regnbue-ideologisk venstrefløj. Tidligere plejede borgerlige at kunne holde hovedet koldt, stå fast og udvise proportionssans.

I det, der umiddelbart ligner et woke forsøg på at ”gøre sig lækker” uden for sit sædvanlige vælgersegment, og dermed prøve at undgå magten på Frederiksberg tippe til gunst for de røde, slår to Venstre-folk i et debatindlæg, Frederiksberg skal øge trivslen for LGBT børn og unge, i Falkoneren (d. 28. oktober 2021) til lyd for en mere nutidig, mangfoldig og – ikke mindst – obligatorisk seksualundervisning i kommunen. 

Bettina Palle, boksepromotor og manager og Lai Christian Balsig, der arbejder som diversitets- og inklusionskonsulent, vil have diversitet på skoleskemaet, så der kan skabes ”en sund kultur, hvor det at bryde med samfundets normer for krop, køn og/eller seksualitet ikke forkertgøres og stigmatiseres”. Der skal forebygges, mener de – ikke brandslukkes som hidtil.

De fleste vælgere vil sikkert opfatte de to Venstre-folks ærinde som sympatisk eller harmløst, men det er det ikke. Og det er slet ikke borgerligt.

For det første bliver offerkortet uretfærdigt anvendt igen: for hvem ”forkertgør” og ”stigmatiserer” i dag børn og voksne med en anden seksuel observans? Umiddelbart kan jeg kun komme i tanke om én bestemt befolkningsgruppe, og dem bor der i øvrigt ikke mange af på det fredelige Frederiksberg.

LÆS OGSÅ:  Når alt står på spil

I mine øjne løber de to debattører åbne døre ind, for der hersker i vores åbne samfund en bred accept af homoseksuelle og forståelse for, at teenagere, der ”bøvler med” deres seksualitet, skal mødes med støtte og rådgivning, idet vi ved, at ensomhedsfølelse og mistrivsel – i værste fald selvmord – er hyppigere hos disse unge mennesker. Opgaven bør dog ikke i udgangspunktet være endnu en opgave for velfærdssamfundet, men for forældre, venner og netværk og – om nødvendigt – for fagligt professionelle rådgivere inden for sundhedsvæsenet.

I debatindlægget påstår de, at der i gennemsnit sidder 1-2 LGBT+ personer i enhver klasse i grundskolen. Hvor kommer det tal fra? Længe har man opgivet ca. 2 % af befolkningen til at have en anden seksuel orientering, og ifølge tal fra Børne- og Undervisningsministeriet var der i skoleåret 2019/20 i gennemsnit 21,2 elever pr. normalklasse  (0.- 9. klassetrin) på landets folkeskoler og fri- og privatskoler. Lidt hurtig procentregning kan derfor aflive den påstand, samtidigt med, at advarselslamperne hos den kritiske læser uvilkårligt begynder at blinke for den egentlige dagsorden med debatindlægget: at tale problemet ud af proportioner og dermed give det en opmærksomhed dets omfang ikke fortjener!

De fleste teenagere oplever puberteten som en fysisk og følelsesmæssig turbulent tid, hvor man skal finde sig til rette i sin krop, og det ender langt de fleste, helt af sig selv, med at gøre, ca. 98 %. Og mange homoseksuelle er fra tidlig alder fuldt ud klar over deres seksuelle orientering – ligesom omgivelserne ofte er det. 

De særlige få tilfælde, hvor den unge føler sig anbragt i en forkert krop, er naturligvis et dybt problematisk vilkår for den enkelte. 

Landsforeningen LGBT+ satte for år tilbage antallet af transkønnede (herunder kvinder og mænd, der ind imellem finder tilfredsstillelse ved at iklæde sig det modsatte køns tøj) til én procent af befolkningen, mens pensioneret overlæge og klinisk lektor og tidligere leder af Sexologisk Klinik, Ellids Kristensen tilbage i 2012 modsatte sig denne opgørelse og til BT udtalte (d. 16. august 2012), at tallet for de personer, der ønskede deres navn og CPR-nummer ændret, udgjorde under én promille af befolkningen! [Det har været svært at finde en opgørelse af nyere dato]. 

Det lave tal berettiger derfor ikke til, som det ellers foreslås af de to debattører, at sætte ind med et eksternt undervisningskorps, Normstormerne, der kan bibringe de frederiksbergske skoleelver kendskab til ”nogle af samfundets begrænsende normer” så eleverne ”får en mere nuanceret forståelse for fx identiteter, etc. … og ikke mindst indsigt i faren ved fx kropsidealer og kønsnormer og kønsmæssige forventninger”. 

På den måde ville man skyde spurve med kanoner og alt for nemt få manipuleret flertallet af i forvejen ”ikke-færdigbagte” teenagere til at tro, at problemet er større end det reelt er, og i værste fald uforvarende bidrage til unødvendig kønsdysfori hos dem.

LÆS OGSÅ:  Er målet fyldt for Tommy Robinson?

En sådan normkritisk undervisning bærer et element af samfundsopløsning i sig, og det har vi for længst erkendt, at der er kræfter i samfundet, der arbejder målrettet mod. Desværre.

Bestræbelsen bør snarere være at bibringe eleverne en erkendelse af, at der altid er undtagelser fra reglen, og at vi i et demokratisk og individbaseret samfund som vores, naturligvis respekterer alle disse undtagelser.

Kit Louise Strand er medlem af Trykkefrihedsselskabets bestyrelse