47 pct. af Folketingets 175 medlemmer valgt i Danmark (undtaget Grønland og Færøerne) har en lang videregående uddannelse. For befolkningen på 18 år og derover gælder det blot for 10 pct. Dermed fylder personer med en lang videregående uddannelse næsten fem gange så meget i Folketinget som i befolkningen.
”Noget af forskellen i uddannelsesniveau mellem befolkningen og folketingsmedlemmerne kan skyldes, at flere med lang videregående uddannelse stiller op til folketinget. Men andelen med lang videregående uddannelse er endnu større blandt de valgte end blandt de opstillede,” siger Dorthe Larsen, der arbejder med valgstatistikken i Danmarks Statistik, med henvisning til en tidligere opgørelse fra Danmarks Statistik.
”Det er således ikke kun partierne, men også vælgerne, der foretrækker kandidater med lange videregående uddannelser,” tilføjer Dorthe Larsen.
Omvendt er personer med grundskole – eller en erhvervsfaglig uddannelse som højest fuldførte uddannelse – underrepræsenteret i Folketinget. Mens 24 pct. af befolkningen ikke har anden uddannelse end grundskolen, gælder det for bare 4 pct. at folketingsmedlemmerne. I befolkningen har næsten hver tredje (32 pct.) en erhvervsfaglig uddannelse som højst fuldførte uddannelse – i Folketingen er andelen 9 pct.
Kilde: Danmarks Statistik, særkørsel på www.statistikbanken.dk/HFUDD10
RELATIVT FÅ UNGE OG ÆLDRE I FOLKETINGET
Både andelen af personer på 18-29 år og over 64 år er lavere i Folketinget end i befolkningen som helhed. En femtedel (20 pct.) af befolkningen på mindst 18 år er under 30 år, mens kun 6 pct. af de valgte er i denne aldersgruppe. For de ældre over 64 år gælder, at de udgør 24 pct. af den myndige befolkning og 8 pct. af folketingsmedlemmerne.
Det er især de unge under 25 år og ældre på mindst 70 år, der er underrepræsenteret i Folketinget.
Aldersfordelingen efter folketingsvalget i 2019 ligner fordelingen ved valgene siden 2007.
Kilde: Danmarks Statistik, www.statistikbanken.dk/LIGEDI1
KNAP 40 PCT. KVINDER I FOLKETINGET
I Folketinget er andelen af kvinder 39 pct., hvilket sammen med valget i 2011 er den højeste andel valgte kvindelige medlemmer nogensinde. Andelen er dog lavere end i befolkningen som helhed.
Andelen af kvinder i Folketinget har været stigende fra 2. Verdenskrig frem til valget i 1998, og har siden ligget stabilt lidt under 40 pct.
Kilde: Danmarks Statistik, www.statistikbanken.dk/LIGEDI0
Anm.: Navnene i grafikken markerer regeringslederen.
FÅ INDVANDRERE OG EFTERKOMMERE I FOLKETINGET
Også andelen af indvandrere og efterkommere er lavere i Folketinget end i befolkningen på 18 år og derover. 2,9 pct. af medlemmerne i Folketinget var indvandrere eller efterkommere, mens det gjaldt 13,8 pct. af den voksne befolkning. Andelen i Folketinget har ligget stabilt siden 2007, mens andelen i befolkningen er vokset fra 8,5 pct.
”Når andelen af indvandrere og efterkommere er lavere i Folketinget end i befolkningen, kan det hænge sammen med, at en del personer uden dansk oprindelse ikke har stemmeret, og dermed ikke er opstillingsberettiget til Folketinget,” siger Dorthe Larsen med henvisning til, at næsten hver tiende voksne dansker ikke kunne stemme ved folketingsvalget i 2019.
Denne artikel er skrevet i samarbejde med afdelingsleder, Dorthe Larsen, 39 17 33 07, dla@dst.dk
TABEL MED BEFOLKNING OG FOLKETINGSMEDLEMMER. 2019
Uddannelse | Folketingsmedl.* | Befolkningen* |
Andel i pct. | ||
Grundskole | 4,0 | 24,4 |
Gymnasial | 10,9 | 9,4 |
Erhvervsfaglig | 9,1 | 32,0 |
Kort videregående | 2,9 | 4,8 |
Mellemlang videregående | 14,3 | 15,1 |
Bachelor | 11,4 | 2,1 |
Lang videregående | 45,1 | 9,4 |
Ph.d. mv. | 2,3 | 0,8 |
Uoplyst mv. | – | 1,9 |
Alder | Folketingsmedl.* | Befolkningen* |
Andel i pct. | ||
18-24 år | 1,1 | 11,4 |
25-29 år | 5,1 | 8,5 |
30-34 år | 10,3 | 7,5 |
35-39 år | 13,1 | 7,2 |
40-44 år | 17,7 | 8,0 |
45-49 år | 16,0 | 8,4 |
50-54 år | 14,3 | 9,1 |
55-59 år | 9,1 | 8,1 |
60-64 år | 5,1 | 7,4 |
65-69 år | 5,1 | 6,9 |
70+ år | 2,9 | 17,6 |
Køn | Folketingsmedl.* | Befolkningen* |
Andel i pct. | ||
Kvinder | 38,9 | 50,6 |
Mænd | 61,1 | 49,4 |
Herkomst | Folketingsmedl.* | Befolkningen* |
Andel i pct. | ||
Indvandrere og efterkommere | 2,9 | 13,8 |