Berlingske har bragt et interview med den amerikanske forfatter og historiker, Thomas Frank, som indleder med at konstatere, at ”Demokraterne intet har lært af Hillary Clintons nederlag. Og netop derfor vil trumpismen fortsætte for uformindsket styrke efter valget i november”.
”Der findes naive sjæle, der drømmer om et USA uden varige aftryk efter Donald Trump. Et USA hvor racistiske bondeknolde er sat permanent uden for politisk indflydelse. Et USA, der vender tilbage til normaltilstanden efter fire år med en populist i Det Hvide Hus”, siger Thomas Frank. Hvad han måske ikke er klar over, er, at naive sjæle, som længes efter ”normaliteten” uden Trump, også findes i massevis i Danmark. F.eks. Uffe Ellemann-Jensen, Per Stig Møller, Mogens Lykketoft og Samuel Rachlin.
”På den amerikanske venstrefløj eksisterer der en brutal tendens til at undsige almindelige amerikanere for at være uoplyste og racistiske og alt muligt, fordi de har stemt på Trump. Man kan læse det i Washington Post hver dag. Selv om man ikke læser aviserne, kan man fornemme foragten. Man skælder de begrædelige elementer ud for deres dårlige manerer, for ikke at være højtuddannede. Liberale intellektuelle og andre kommentatorer har i en bølge af udgivelser efter valget af Trump i 2016 udpeget uoplyste amerikanske vælgere, kort sagt folket, som en trussel mod demokratiet ”, siger Thomas Frank.
Også i Danmark findes der mange, der presses af en ansigtsløs udvikling og ignoreres af samfundets elite. Det er den gruppe af ufaglærte mænd og kvinder, som er hårdest ramt af globalisering, udflytning af job til lavtlønslande, nye robotter og ny teknologi i industrien. Det er dem, der bor i boligområder med mest kriminalitet, flest indvandrere og social nød. Det er den gruppe, som eliten har overset og kørt over i sin blinde tro på fremskridt, globalisering, deregulering og en verden uden grænser.
Den politiske elite har igennem årtier i stigende grad har set med arrogance og foragt på store dele af deres eget folk, især arbejderklassen og den lavere middelklasse, som kaldes kældermenneskene, globaliseringens tabere, provinsens oggenokker, de lavt uddannede, overvægtige, bitre, angste, racistiske, mandschauvinistiske, homofobiske, fremmedfjendske, islamofobiske og forandringsresistente populister.
”Fire år efter Trumps choksejr over Hillary Clinton kunne man tro, at Demokraterne ville være bevæbnet til tænderne med politiske slagvåben, der kan reducere den siddende præsidents chancer for genvalg til et absolut minimum. Men i stedet for at anvende valgnederlaget i 2016 som en anledning til at gentænke kernebudskabet i forhold til Demokraternes målgrupper, kastede partiets spidser sig ud i bortforklaringer og sammensværgelsesteorier som Russiagate. De fortjener ikke at vinde, men de vil vinde alligevel, fordi pandemien har ændret fundamentalt på ligningen. Men Biden har kun fire år, inden den næste Trump dukker op”, konkluderer Thomas Frank.
Hvad de naive danske sjæle overser, er, at når Trump forlader den politiske scene, bliver han efter al sandsynlighed afløst af Mike Pence, som set med danske briller er endnu mere højreorienteret end Donald Trump. Det kan man læse om her.
André Rossmann