Vestmotorvejen, Ringsted
Kl. 15.16 i går kørte en patrulje på Vestmotorvejen mod øst ved rastepladsen, Kværkeby Syd, da betjentene bemærkede en personbil, som de ønskede at lave en rutinekontrol af. Føreren af personbilen standsede dog ikke, selvom patruljen tændte for de blå blink, men satte farten op og stak af fra politiet. Bilen kørte med meget høj hastighed, overhalede indenom to gange og kørte i nødsporet. Flere patruljer blev indsat for at standse den flygtende bil.
Ved Kværkeby Skole fik politiet standset personbilen, som viste sig at have en 26-årig mand fra Korsør bag rattet. Med i bilen var to mænd som passagerer. Alle tre mænd blev kortvarigt tilbageholdt, mens politiet undersøgte bilen og visiterede mændene. Politiet fandt intet ulovligt i bilen, men den 26-årige chauffør var påvirket af narko og havde ingen gyldig førerret, da hans førerret var administrativt inddraget i forbindelse med en tidligere sag, hvor han ikke havde generhvervet førerretten. Føreren blev sigtet, anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Han var desuden efterlyst hos Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi til afhøring i flere hastighedssager ved ATK- målinger (Automatisk Trafik Kontrol).
Politiet skal nu have klarlagt alle de færdselslovsovertrædelser, som blev begået da den 26-årige flygtede fra patruljen. Når resultatet af blodprøven kommer vil alle hans sager blive samlet sammen, og han vil høre nærmere fra politiet.