Mange har fremført den påstand, at USA og dets allierede skulle have lovet russerne ikke at udvide NATO mod øst. Til belysning af dette spørgsmål findes ingen bedre kilde end Sovjetunionens sidste statschef, Mihail Gorbatjov, der blev spurgt om det under et interview offentliggjort i Russia Beyond den 16. oktober 2014 – efter at Rusland samme år havde annekteret Krim.
Spørgsmål: “Blandt de vigtigste spørgsmål, der har rejst sig i forbindelse med begivenhederne i Ukraine, er NATO’s udvidelse mod øst. Føler du, at dine vestlige partnere løj for dig, da de var ved at udvikle deres fremtidsplaner i Østeuropa? Hvorfor insisterede du ikke på, at de løfter, du havde fået – især udenrigsminister James Bakers løfte om, at NATO ikke ville ekspandere mod øst – fik retlig form? Jeg citerer Baker: ‘NATO vil ikke bevæge sig en tomme længere mod øst.'”
Gorbatjov: “Spørgsmålet om ‘NATO-udvidelse’ blev overhovedet ikke diskuteret. Det siger jeg i erkendelse af mit fulde ansvar [I say this with full responsibility]. Ikke et eneste østeuropæisk land rejste spørgsmålet, end ikke efter, at Warszawa-pagten var ophørt med at eksistere i 1991. Vestlige ledere rejste det heller ikke. Vi diskuterede et andet spørgsmål: At skabe sikkerhed for, at NATO’s militære strukturer ikke ville brede sig [advance], og at yderligere væbnede styrker fra alliancen ikke ville blive stationeret i det tidligere DDR efter den tyske genforening. Bakers erklæring, som du nævnte i dit spørgsmål, blev fremsat i den sammenhæng. [Den tyske kansler] Kohl og [vicekansler] Genscher talte om det.
Alt hvad der kunne være gjort og var nødvendigt at gøre for at befæste denne politiske forpligtelse blev gjort. Og opfyldt. Aftalen om den endelige ordning for Tyskland sagde, at ingen militære strukturer ville blive skabt i landets østlige del; ingen yderligere tropper ville blive stationeret; ingen masseødelæggelsesvåben ville blive placeret der. Det er blevet overholdt alle disse år. Så fremstil ikke Gorbatjov og de daværende sovjetiske myndigheder som naive mennesker, der blev snoet om Vestens lillefinger. Til at begynde med protesterede Rusland ikke.”
I interviewet betegner Gorbatjov USA’s og dens allieredes beslutning fra 1993 om at udvide NATO mod øst som en “stor fejl”. “Det var definitivt en overtrædelse af ånden i de erklæringer og forsikringer, som blev givet til os i 1990. Hvad Tyskland angår, fik de kontraktlig form og bliver overholdt.”
Konklusionen er entydig: NATO afgav ikke noget løfte om, at alliancen ikke ville blive udvidet mod øst. Derimod kan man diskutere, om de senere NATO-udvidelser stødte an mod ånden i 1990-aftalen. Og ikke mindst kan man diskutere, om NATO’s østlige udvidelse var klog i betragtning af Ruslands forventelige reaktion.
I den forbindelse må man imidlertid overveje to yderligere spørgsmål.
For det første: Skulle NATO have afvist at optage østeuropæiske lande, der ansøgte om medlemskab, og med hvilken politisk eller moralsk begrundelse? At NATO var bange for Rusland, som dermed blev udstyret med en vetoret over, hvem der kunne komme med i alliancen?
Og for det andet: Har stormagter ret til at bestemme over suveræne staters allianceforhold?