NATO’s musketered er en illusion

I sluterklæringen fra NATO-topmødet i Haag skrev Donald Trump under på ”en stålsat opbakning til kollektivt forsvar” indlejret i NATO’s Art. 5 – den såkaldte musketered, som foreskriver, at NATO’s medlemmer skal komme hinanden til undsætning i tilfælde af et angreb på et af dem. Både europæerne og danskerne med Mette Frederiksen i spidsen åndede lettet op.

Spørgsmålet er imidlertid, om Europa kan regne med, at Donald Trump vil aktivere musketereden og sætte ind med amerikansk atomparaply eller/og massiv troppeindsats i Europa, hvis f.eks. russerne angriber et af de baltiske stater, Polen, Finland, Sverige eller Danmark.

I den danske debat negligerer man helt det forhold, at musketereden er et politisk løfte og ikke en bindende juridisk forpligtelse til at gå i krig for hinanden. Eftersom NATO aldrig har defineret, hvor den røde linje går i tilfælde af et russisk angreb, er det et uafklaret spørgsmål, om Polen, Baltikum eller Danmark kan opfatte musketereden som en pålidelig sikkerhedsgaranti. Art. 5 har jo kun været aktiveret én gang, nemlig efter 9/11 over for al Qaeda, som i modsætning til Rusland ikke var i besiddelse af atomvåben.

”Artikel 5 fungerer fortsat”, fastslog de glade europæere i Haag med henvisning til alliancens vigtigste løfte om, at et angreb på én allieret er et angreb på alle. Men allerede på vej til topmødet i Haag havde Donald Trump på ny sået tvivl om USA’s opbakning til NATO’s Art. 5. Opbakningen ”afhænger af definitionen, og der er mange definitioner”, sagde han om bord på Air Force One.

Og selv om de europæiske NATO-lande vælger at tro på, at Art. 5 fungerer fortsat, er spørgsmålet om, hvorvidt Tyskland, Frankrig eller Italien vil forsvare balterne, polakkerne eller danskerne, hvis Rusland truer med at bruge taktiske atomvåben, stadig aktuelt. De mange krumspring, som de vesteuropæiske NATO-lande hele tiden gør for ikke at provokere Putin til at anvende taktiske atomvåben i Ukraine, giver et godt fingerpeg om, hvordan Vesten vil reagere, skulle Rusland true med at anvende taktiske atomvåben i forhold til et NATO-land.

Vil NATO virkelig gå i krig med Rusland, hvis Putin invaderer Bornholm eller Lapland, eller hvis hans små, grønne mænd dukker op i den estiske grænseby Narva, hvor der er et stort antal indbyggere med russisk oprindelse og russisk sprog? Det er mere end tvivlsomt. Virkeligheden er, at hverken NATO eller Danmark kender svaret. For selv om man skulle tro, at en sådan invasion ville udløse Art. 5, er det langt fra sikkert, fordi Art. 5 er lavet af elastik. Det er ikke en juridisk forpligtelse, men en politisk beslutning, hvor NATO fra gang til gang skal vurdere, om Art. 5 skal aktiveres.

Meningsmålinger, der foretages i Europa, bekræfter hver gang, at et flertal i befolkningen i de fleste vesteuropæiske NATO-lande gerne vil leve i frihed, men er ikke parat til at betale for det. En meningsmåling fra den amerikanske tænketank Pew Research Center har f.eks. vist, at 60 pct. af tyskerne og 66 pct. af italienerne ikke ville forsvare en NATO-allieret, som blev angrebet af Rusland. Især i Tyskland lever skepsis over for USA og sympati for Rusland i bedste velgående. I det tidligere Østtyskland svarer lige under halvdelen, at de ser USA som en større trussel for freden end Rusland. I forhold til Ukraine-konflikten støtter ca. 50 pct. af borgerne i Tyskland, Frankrig og Italien hurtige fredsforhandlinger med Rusland. Kun ca. 20 pct. støtter en langvarig udmattelseskrig med Rusland. Langt de fleste i Vesteuropa bekymrer sig mere om krigens konsekvenser såsom de tårnhøje priser på energi, råvarer og fødevarer.

Art. 5 siger ganske rigtigt én-for-alle, men dens afskrækkelse står og falder med, om russerne tror på, at NATO mener det. Under Den Kolde Krig overbeviste Vesten russerne om, at alliancen mente det, men hvem kan i dag give en garanti for, at USA vil aktivere musketereden for at imødegå et russisk angreb mod Estland eller Letland? Og når USA ikke gør noget, vil de europæiske NATO-lande så gøre noget? Art. 5 står i dag ekstrem svagt.

De østeuropæiske NATO-lande samt Danmark, Finland og Sverige bør derfor være nervøse for, om NATO’s militære svar på en evt. russisk aggression overhovedet er realistisk. NATO har jo hverken den militære kapacitet eller politisk vilje til at forsvare dem. I en tilspidset situation, hvor storbyer som Berlin, Paris eller Rom kan blive mål for russiske atomtrusler, vil NATO uden tvivl konkludere, at den menneskelige katastrofe og den kolossale økonomiske regning er helt uacceptable blot for at redde et lille østeuropæisk eller skandinavisk NATO-land. Prisen vil simpelt hen være alt for høj.

André Rossmann