Det går langsomt med at få opført nye vindmøller på land i Danmark. Der er kun opført 21 vindmøller på land de seneste tre år, samtidig med at mange gamle møller er pillet ned. Økonomi og naboklager spænder ben, skriver Berlingske.
”En opgørelse fra energibranchens interesseorganisation, Green Power Denmark, viser, at der sidste år blev opført otte nye vindmøller. Men da der samtidig blev pillet 32 ældre og utidssvarende vindmøller ned, voksede kapaciteten kun med det, der svarer til 2.300 husstandes forbrug. De seneste tre år er der kun opført 21 vindmøller på landjorden i Danmark.
Udviklingen skyldes, at det er svært at få økonomien til at hænge sammen i projekterne. Bl.a. er stigende omkostninger til at tilslutte vindenergi til elnettet en stor del af forklaringen. Udviklerne har svært ved at få økonomi i projekterne på grund af politisk bestemte omkostninger og en vigende indtjening i elmarkedet, fordi elektrificeringen af samfundet simpelthen går for langsomt. Derudover spiller lokal modstand ind. I nogle tilfælde fører det til, at man dropper et projekt”.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)