Planen var at høste milliardstore indtægter til staten og sikre massiv udbygning af grøn energi i Danmark, men nu er første runde af et rekordstort udbud af havvindparker endt som en fiasko, skriver Børsen.
”Nul bud. Det er, hvad der lå i kuverterne, efter at budfristen for den første runde af et rekordstort udbud af havvindparker i Danmark udløb torsdag eftermiddag. Det bekræfter Energistyrelsen i en pressemeddelelse.
Den første del af udbuddet udgør halvdelen af den samlede satsning og omfatter specifikt tre havvindparker, der alle skal opføres i den danske del af Nordsøen. Og nu står det klart, at der ikke er kommet ét eneste bud på nogen af de tre Nordsø-parker.
Dermed er den rekordstore satsning på havvind endt som en fiasko. Det risikerer at få konsekvenser for andre grønne satsninger, hvis de hundredvis af planlagte havvindmøller ikke bliver en realitet. Klima- og energiminister Lars Aagaard (M) tøver ikke med at kalde resultatet for ’skuffende, alvorligt og ærgerligt’.”