Ned med kongen – Ned med Facebook!


Hver uge tager 24NYT temperaturen på ytringsfriheden både i og udenfor Danmark. Medlemmer af Trykkefrihedsselskabets ledelse skriver på skift om aktuelle emner, hvor det frie ord er sat på prøve.


 

Hvis vi ikke vil acceptere en konge som den politiske magt, burde vi heller ikke finde os i en konge over produktion, transport og salg af nogle af livets nødvendigheder” – udtalte den republikanske senator John Sherman ved Kongressens vedtagelse af Amerikas første anti-trust lovgivning i 1890. Anti-trust loven skulle sikre fri konkurrence og fri prisdannelse på områder behersket af gigantiske firmaer med monopol og oligopol-lignende status.

Spørgsmålet er så, om vi vil acceptere konger over den frie informationsstrøm og den frie meningsdannelse på sociale medier i dag? Techgiganterne Facebook, YouTube, Instagram og Twitter har i dag status af reelle oligopoler, der suverænt behersker udbuddet af information og politisk vurdering indenfor sociale medier. Samtidig indfører techgiganterne i stigende grad censurpolitik og søgepolitik med politisk slagside.

F.eks. har Facebook og Instagram for nylig bortcensureret den engelske ytringsfrihedsaktivist Tommy Robinson helt væk fra deres platforme – ikke fordi han nogensinde har sagt eller skrevet noget ulovligt, men alene fordi politiske magthavere og dele af den ekstreme venstrefløj vil fratage offentlighedens hans stemme. YouTube afviste i første omgang at censurere Robinson med den rimelige begrundelse, at han intet ulovligt havde sagt eller gjort i sine videoer, men i anden omgang gav YouTube alligevel efter for censurpresset fra venstreorienterede politikere og organisationer og besluttede at fjerne eller reducere ham. Alt sammen uden rimelig begrundelse.

I april 2019 indfører Facebook yderligere censurpolitik rettet mod såkaldt ”hvid nationalisme og separatisme” og knytter for det første således censurpolitik an til hudfarve og race, samtidig med at techgiganten for det andet fortsat og uden linje tillader andre etniske gruppers tilsvarende ”nationalisme og separatisme”.    

Mark Jamieson fra den amerikanske tænketank American Enterprise Institute har i en artikel fra 2018 (http://www.aei.org/publication/are-tech-companies-politically-biased/) dokumenteret techgiganternes venstreorienterede slagside i en amerikansk sammenhæng og i artiklen ”Hvem gælder Facebooks fællesskabsregler for?” – har Trykkefrihedsselskabets Kirsten Valeur klart dokumenteret eksempler på politisk slagside og censurpolitik hos Facebook  i en dansk og europæisk sammenhæng (https://www.trykkefrihed.dk/hvem-gaelder-facebooks-faellesskabsregler-for.htm). Spørgsmålet er altså ikke, om techgiganternes censurpolitik har politisk slagside, for det har de helt entydigt. Spørgsmålet er snarere, hvad man kan gøre ved det?

Aktuelle ytringer fra Facebooks talspersoner synes kun at bekræfte indtrykket af politisk motiveret censurpolitik hos techgiganterne.

I et debatindlæg i The Washington Post (LINK) indrømmer Facebook-bossen Mark Zuckerberg, at techgiganterne har for meget magt over medierne: ”Lovgivere fortæller mig ofte, at vi har for meget magt over ytringsfriheden, og ærligt talt er jeg enig”, udtaler Zuckerberg, men tilføjer så i indlægget, at han opfordrer regeringerne til mere aktivt at regulere techgiganterne – underforstået for at legitimere indgreb i ytringsfriheden. Zuckerbergs indlæg i Washington Post taler altså for mindre ytringsfrihed og mere censur på sociale medier – ikke for at tillade mere ytringsfrihed. Zuckerbergs opfordring til endnu mere internetcensur følges op ved et møde om ytringsfrihed og sociale medier afholdt for nylig af Fyens Stiftstidende (https://www.fyens.dk/fyn/Hudloest-aerlige-Facebook-topfolk-til-unikt-debatmoede-Vi-er-ikke-paa-charmeoffensiv-naermere-bodsgang/artikel/3336888). Her fremsatte Facebooks kommunikatonschef, Peter Münster, og ”politisk chef for Facebook i Norden og Belgien, Holland og Luxemburg”, Martin Ruby en række ret afslørende udtalelser:

For det første beklagede Facebooks Peter Münster ligefrem, at techgiganten ikke tidligere havde praktiseret en mere hårdhændet censurpolitik og betegnede sit ærinde ved mødet som en ”bodsgang”: ”Det er nærmere en bodsgang. Vi har været for længe om at reagere på misbrug på vores platform, og den kritik har været fair”. For det andet begrundede både Peter Münster og Martin Ruby fra Facebook behovet for endnu mere censur på sociale medier ved henvisning til Trumps valgsejr i Amerika: ””Vi fik en brat opvågning ved det amerikanske valg og har lært meget på det seneste” – udtalte Facebooks Martin Ruby. Facebook begrunder altså hermed deres skærpede censurpolitik ved henvisning til Trumps præsidentvalgsejr. Vi skal altså have mere censur på sociale medier, må man forstå, fordi det var den forkerte politiker, som vandt det amerikanske valg.

Hvis vi ikke vil have konger og oligarker på sociale medier, så har vi brug for en ny anti-trust lovgivning- mod techgiganterne.

Hvis vi ikke vil have techgiganternes suveræne og globale magt over informationsstrøm og meningsdannelse og hvis vi modsætter os politisk motiveret censurpolitik, så må vore folkevalgte parlamenter lovgive for ytringsfriheden på sociale medier.

Hvis (eller når) det ikke sker, må civilsamfundet og fritænkende borgere på tværs af politiske skel organisere en demokratisk folkevandring væk fra autoritære techgiganter og over i alternative sociale medier som f.eks. MeWe, Diaspora, Reddit og Bitchute.

I det øjeblik, hvor millioner erkender uretten i Facebooks censurpolitik, f.eks. mod Tommy Robinson, kunne det blive fødselstimen for en demokratisk cyberrevolution af folkelige dimensioner. Gid det måtte ske! Ned med kongen!

Kommentarer