Vi kan roligt gå hen og stemme ja til EU’s militære samarbejde, for hvis det på et tidspunkt skulle blive overstatsligt, vil der komme en ny folkeafstemning.
Sandheden er selvfølgelig, at det vil være overstatsligt fra første færd. Hvis der blot er tale om et ad hoc samarbejde fra situation til situation, foreligger muligheden allerede. Hvis “samarbejdet“ skal give mening, skal der vel være et sekretariat med et fast bureaukrati og en militær ledelse. Den kan man så kalde et koordinationsråd, men det vil ikke ændre på virkeligheden. Som med alle lignende arrangementer vil koordinatorerne gradvist og næsten umærkeligt tiltage sig mere magt, så det bliver aldrig nødvendigt med en ny folkeafstemning. Afstemningen den 1. juni bliver den sidste.
Hvis det nye arrangement overhovedet skal give mening, bliver der nødvendigvis også tale om en praktisk militær tilpasning, som betyder, at medlemslandene fordeler opgaverne mellem sig. Alle lande skal ikke have samme slags forsvar, for det vil være spild af ressourcer. Hvis Tyskland får et effektivt luftvåben – som det dog ikke har for tiden – er det vel spild af penge, at Danmark også har kampfly. Og hvis Frankrig har gode kampvogne, hvad skal vi så med dem i Danmark?
Når samarbejdet er kommet dertil, kan vi beslutte os for ikke længere at ville være med, men den mulighed er kun teoretisk, for vi vil stå tilbage uden forsvar.
Med tilslutningen til Den Europæiske Union underkastede vi os et tysk-fransk økonomisk og politisk direktorat. Med det militære “samarbejde” kommer også det militære.
Dermed forsvinder den sidste rest af dansk suverænitet.