Site icon 24NYT

Netforbindelserne udfordrer hjemmearbejdet

Mange har haft tekniske udfordringer under hjemmearbejdet

Med øget distancearbejde og onlineundervisning har corona-perioden for alvor understreget behovet for it-løsninger og gode internetforbindelser, og ikke alle har haft en gnidningsfri oplevelse i forbindelse med hjemsendelserne. Det viser en undersøgelse blandt 643 lønmodtagere, der alle har arbejdet hjemme under nedlukningen, som Userneeds har lavet for Ingeniørforeningen, IDA.

Undersøgelsen viser, at 4 procent har haft meget store udfordringer, 5 procent har haft store udfordringer og yderligere 13 procent har haft nogen udfordringer.

Nedlukningerne har ofte ramt pludseligt, og derfor har det på it-området for mange været en omstilling, der har budt på mange nye udfordringer, mener Kåre Løvgren, der er it-teknisk talsmand i IDA

”Digitale møder på to-tre forskellige platforme og for forældrenes vedkommende måske endda endnu flere kræver, at man skal sætte sig ind i mange ting på samme tid. Når den fysiske tilstedeværelse på arbejdspladsen ikke længere er mulig, kan man jo heller ikke længere smutte forbi it-supporten eller spørge kolleger, hvordan man installerer programmer, eller underskriver et PDF-dokument digitalt. Desuden kan der hurtigt opstå tvivl om, hvorvidt, man er på en sikker forbindelse, og dermed ikke blotter sig for it-kriminelle, ” siger han.

Den danske befolkning er blandt verdens bedste, når det drejer som it-kompetencer, men opgaven bliver unægtelig stor, når man kastes ud i det fra den ene dag til den anden, mener Kåre Løvgren, der samtidig peger på, at internetforbindelserne rundt om i landet har været vitale for hjemmearbejdet.

”Umiddelbart er den danske infrastruktur langt de fleste steder gearet til de ændrede arbejdsforhold. Men mange har utvivlsomt haft problemer med at få deres netforbindelse til at dække deres behov. Det kan skyldes deres egen forbindelse ikke er tilstrækkelig, eller at de bor i et af de områder, hvor det endnu ikke er muligt at få ordentlig dækning. Men i mange tilfælde kan det også skyldes, at husstande helt naturligt har samlet al net-trafik på en enkelt router, der måske endda er gemt lidt af vejen. Så vil der utvivlsomt kunne opleves udfordringer, når alle skal bruge nettet samtidigt. Det er langt fra alle, der har den tekniske indsigt til at konfigurere et netværk, så én bruger ikke suger hele” siger han.

Kåre Løvgren ser dog nedlukningerne og de afledte udfordringer som store generalprøver på, hvordan vores arbejdsliv vil se ud i fremtiden, for det vil utvivlsom blive mere digitalt og fleksibelt.

”Hjemmearbejdet er kommet for at blive. Derfor vil de it-udfordringer, som folk har haft, og som de forhåbentligt har lært af, komme os til gode på den lange bane. Solide netforbindelser skal vi fortsat arbejde på bliver rullet ud til hele landet, hvis vi skal have alle med ombord. Derfor var det også klogt, at politikerne blev enige om at forlænge bredbåndspuljen på 100 millioner kroner, så vi kan få udlignet den digitale ulighed,” siger han.

Jeg har haft problemer med internetforbindelsen eller andre it-problemer (Hvordan har du oplevet følgende udfordringer i forbindelse med at arbejde hjemmefra under corona-krisen?) 

Meget stor udfordring  4%
Stor udfordring  5%
Nogen udfordring  13%
Kun lille udfordring  20%
Ingen særlig udfordring  47%
Ved ikke/Ikke relevant  11%
Total  100% 

Kilde: Userneeds for Ingeniørforeningen, IDA. 643 lønmodtagere, der har arbejdet hjemme, har svaret på spørgsmålet.

Exit mobile version