Få dage efter at en 44-årig mand blev anholdt under en politiaktion omkring Hillerød, blev han idømt syv års ubetinget fængsel for at have været i besiddelse af seks kilo kokain og 85 kilo hash, som skulle sælges.
På baggrund af et tip kom politi-enheden Særlig Efterforskning Vest på sporet af en bil, der angiveligt blev brugt til at transportere narko i. Den 11. marts fik Særlig Efterforskning Vest assistance af Nordsjællands Politi, der kl. 18.00 standsede bilen på Isterødvejen ved Hillerød. Bag rattet sad den 44-årige mand, som straks blev anholdt.
I bilen lå der tre kilo kokain og ca. 85 kilo hash, som blev beslaglagt. Politiet havde mistanke til, at den 44-årige havde smidt en del af lasten ud af vinduet, da han opdagede de blå blink, og derfor blev vejsiden undersøgt med hundepatruljer. De fandt frem til flere pakker med i alt tre kilo kokain. Et større vejstykke blev kortvarigt afspærret dagen efter, mens politiet undersøgte, om der skulle være flere pakker på strækningen.
Kørt direkte til afsoning
Fredag, ni dage efter anholdelsen, stod den 44-årige tiltalt i Retten i Aarhus, hvor han erkendte, at have været i besiddelse af de store mængder hash og kokain, som han havde planlagt at videreoverdrage til nogle andre. Dommen lød på syv års fængsel.
”Jeg er meget tilfreds med, at den tiltalte blev dømt så få dage efter anholdelsen, og at politiet har forhindret så stor en mængde narko i at ende på gaden, ” siger anklager i Særlig Efterforskning Vest, Morten Rasmussen.
Den 44-årige erkendte forholdet og modtog dommen. Og han blev kørt direkte til afsoning efter dom.