Nigeria: Jihad mod kristne

Kristne bliver nedslagtet i Nigeria af fulani og Boko Haram jihadister – og alle virker ligeglade.

Af Uzay Bulut –  Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute.

Den alvorligste forfølgelse af disse forsvarsløse kristne – der udgør halvdelen af Nigerias befolkning – er hovedsageligt sket i den nordlige muslimske del af landet, der regeres af sharialov, og i de stater, der benævnes “Mellembæltet“, hvilket er en overgangszone mellem de nordlige og sydlige stater.

Menneskerettighedsorganisationen International Christian Concern (ICC) skriver:

“Fulanikrigere fortsatte i marts måned deres voldelige angreb i hele Nigerias Mellembælteområde. De forhærdede islamiske krigeres brutale angreb spreder en vedholdende frygt blandt Mellembæltets kristne, mens dødstallet fortsætter med at stige… I sidste måned [marts 2019] blev mindst 150 mennesker dræbt.

“… Nigerias biskop William Amove Avenya fra staten Benue fortalte: ‘Fulanifolk, der er bevæbnet til tænderne, myrder gravide kvinder og børn og ødelægger vores småbrug.

“‘Dette er en tidsindstillet bombe, der truer med at opflamme hele regionen. Vi kan ikke vente på, at der sker et folkemord uden at gribe ind‘, tilføjede han.

“… Nedenfor er de største angreb, der skete i marts:

1. 4. marts 2019: Fulanikrigere angreb Benuestaten og dræbte 23
2. 11. marts 2019: Fulanikrigere angreb Kajuru, nedbrændte mere end 100 hjem og dræbte 52
3. 18. marts 2019: Boko Haram besatte en by med kristent flertal i Adamawastaten, der har mere end 370.000 indbyggere.”

ICC’s regionschef for Afrika, Nathan Johnson, besøgte for nylig Nigeria. Hun fortæller Gatestone, at den dødelige vold begyndte for mindre end 20 år siden.

“Det begyndte først i 2001, efter at uroligheder mellem muslimer og kristne i plateauområdet havde ført til mere end 1.000 døde mennesker og mange ødelagte kirker. Der var også dødbringende oprør i 2008 og 2010, og spændingerne mellem de to samfund er vokset lige siden.”

Johnson bemærkede, at den nuværende vold, der er blevet værre siden begyndelsen af 2017, “er lidt anderledes, idet det er en række målrettede angreb på kristne samfund, hvor man forsøger at fordrive landmænd og overdrage land til hyrder”.

Han sagde, at fjendskabet omfatter et komplekst sæt af faktorer – socioøkonomiske (hyrder vs. landmænd), etniske (hovedsageligt fulani vs. alle andre, bortset fra hausa) og religiøse (muslimer vs. kristne), men:

“Den nigerianske regering og de etablerede medier har nedtonet den kendsgerning, at radikale muslimer nedslagter kristne samfund i Nigeria. De vil langt hellere beskrive krisen som et sammenstød mellem to etniske eller socioøkonomiske samfund, der dræber hinanden – selv om næsten 80% af ofrene er kristne.”

Johnson tilføjede:

“Kristne i Nigeria behandles som andenklasses borgere i de tolv nordlige stater, hvor sharialov er implementeret. De er på mange måder gjort til ofre. Kristne piger kidnappes og tvinges til at gifte sig med muslimske mænd. Præster kidnappes med krav om løsesum. Kirker vandaliseres eller ødelægges fuldstændigt.

“De kristne, som jeg mødte på min nylige rejse til Nigeria, som har lidt på grund af både fulani og Boko Haram, håber at andre rundt om i verden bekymrer sig og beder for dem. Mange mangler mad, vand og tag over hovedet, fordi de er blevet fordrevet fra deres jorde og ind til byerne, hvor de ikke kan drive landbrug eller finde arbejde. Hundredtusinder af kristne børn i hele landet kan ikke gå i skole, da deres forældre ikke har råd til det, ikke har adgang til en skole eller frygter, at deres børn ville blive angrebet eller bortført på deres vej til eller fra skolen.”

Som mellemøstekspert Raymond Ibrahim skrev sidste år:

“Nigerias regering og det internationale samfund… har fra begyndelsen kun gjort lidt for at håndtere situationen. Det manglende engagement er ikke overraskende: De kan ikke en gang anerkende dens rødder, nemlig den intolerante jihad-ideologi. Dødstallet for kristne er derfor blot steget – og det vil sandsynligvis fortsætte med at stige eksponentielt – indtil det tidspunkt, hvor denne realitet ikke alene anerkendes, men også håndteres.”

Uzay Bulut en tyrkisk journalist og Distinguished Senior Fellow ved Gatestone Institute.