Af Peter Andreas Fog, medlem af Trykkefrihedsselskabets bestyrelse
Hvis Bidens sandhedsministerium var blevet en realitet, ville vi aldrig have fået at vide, hvor meget det amerikanske efterretningsvæsen, tech-giganterne og Demokraterne censurerer.
Nina Jankowicz har i følge Matt Taibbi sagsøgt Fox News for at have løjet om hende og hendes hensigter og for at have beskrevet hende som…
… en idiot, en ydmygelse for hendes forældre og arbejdsgivere, og en “selvbesat neofyt på sociale medier.” Værter og kommentatorer omtalte Jankowicz som blandt andet “lav I.Q”, “analfabet”, “Miss TikTok møder America’s Got No Talent”, “disinfo overlord”, “Zarina af disinformation”, “sandhedsminister”, “Scary Poppins, “en “nyttig idiot”, “janko-half-witz”, en “galning” og “den onde heks.”
Jeg er ingen ekspert, men det ligner påstand mod påstand: Nina Jankowicz blev for alvor kendt, da hun blev udpeget til at lede Biden regeringens Sandhedsministerium. Det egentlige navn var Disinformation Governance Board og det officielle formål var at luge ud i den offentlige debat, for hvad myndighederne mente var desinformation. De fleste kunne gennemskue, at det var en undskyldning for statslig censur, og projektet blev skrinlagt. Selv Jankowicz har tidligere påpeget, at ideen om, at have en myndighed til at erstatte ‘ideernes markedsplads’ er en dårlig undskyldning for censur
Det er sandt, at Jankowicz skrev et notat, der er stærkt kritisk over for indsatsen mod desinformation i Singapore (hun kalder loven om beskyttelse mod online misinformation og manipulation et “dække for censur”) og i Ukraine (hvor et lovudkast om desinformation havde “uklare retningslinjer”, der udgør en “trussel mod ytringsfriheden”).
Hun var dog ikke lige så bekymret for Tysklands “lov om at forbedre håndhævelsen af loven i sociale netværk” eller “NetzDG”, som tvinger sociale medievirksomheder til at fjerne store mængder materiale i henhold til et adfærdskodeks, der tidligere havde været frivilligt. Denne ekstremt ambitiøse lov “forpligter store sociale medievirksomheder … til at håndhæve 21 vedtægter i den tyske straffelov relateret til hadefulde ytringer i de onlinerum, de administrerer, og slette alt ulovligt indhold.”
Hvad siger den person, der mener, at “censur er ineffektiv og farlig” om en tysk lov, der pålægger private virksomheder at “administrere og slette” indhold i overensstemmelse med 21 forskellige vedtægter?
Og Taibbi citerer fra Jankowiczs egen rapport
Det, jeg har nævnt ovenfor, er de mere velkendte og angiveligt messianske funktioner, som sociale medieplatforme har udviklet siden 2016. Det er meningen, at de skal udfri os fra al mulig internetondskab. De er ikke nok. Kongressen og den amerikanske regering burde presse på for mere handling, ikke kun fra sociale medieplatforme. Regeringen skal også selv bidrage til kampen.
Forsøget på at oprette et ‘sandhedsministerium’ er især skræmmende med Bidens regering, der er hjulpet til magten af det amerikanske efterretningsvæsen. Efterretningstjenester har nemlig kun to funktioner: at indsamle information og sprede desinformation. Den slags er nyttige for en stat, når man har fjender. Problemet med de amerikanske efterretningstjenester er, at de, som Joe Bidens regering selv, anser en stor del af amerikanerne som indre fjender.
To historier har bekræftet, hvor farligt det er for åbne samfund at have institutioner, der påtager sig opgaven at diktere, hvad der er og ikke er mis-, og desinformation. Begge var designet til at stoppe Trump og begge havde et sinistert samarbejde mellem Trumps politiske modstandere, medierne og efterretningsvæsenet.
I forrige uge udkom den meget længe ventede Durham rapport om oprindelsen til den afsindige påstand om, at Donald Trump, i samspil med ‘russerne’, havde underløbet den amerikanske valghandling i 2016. Rapporten blev bestilt af den tidligere justitsminister Bill Barr, der arbejdede for Trump. Barr ville bl.a. have Durham til at “conduct a preliminary review into certain matters related to the 2016 presidential campaigns,,,”.
Og Durham har altså nu bekræftet, hvad vi har vidst længe.
Da det stod klart at Trump og Hillary Clinton skulle kæmpe om Det Hvide Hus, bestilte Clintons rådgivere via et advokatfirma en rapport hos en tidligere engelsk agent ved navn Christoffer Steele. Den skulle forbinde Trump til uhæderlige kræfter i Rusland. Steele kendte en tidligere russisk spion, der arbejdede i Washington og sammen med dennes drikkelag, fandt de på en masse historier om Trumps lyssky og bizarre russiske affærer. Mest prominent var en historie om, at Trump under et besøg i Moskva, havde lejet et hotelværelse, hvor tidligere præsident Obama og frue havde overnattet under et statsbesøg. Men Trump var ikke benovet over det tidligere præsidentpar og fik i stedet to prostituerede til at lege tisselege i sengen, mens Trump så fornøjet til. Eller det var, hvad Steele fik ud af det russiske drikkelag. Morsomt har det dog været.
Steeles mange historier blev samlet til det, som blev kaldt Steele Rapporten og et sådant eksemplar blev givet til daværende præsident Obama og de amerikanske efterretningstjenester. De var enige om, at det var en god ide at forbinde Trump til Rusland og fik en australsk diplomat til at opsøge en af Trumps perifere rådgivere, for at høre ham om Rusland. De to forhold blev grundlaget for en FBI-efterforskning af Trumps valgkampsorganisation, komplet med spioner og elektronisk overvågning.
Den efterforskning fik det ildevarslende navn Operation Crossfire Hurricane. Det er værd at dvæle ved det navn, for normalt navngives efterforskninger mere neutralt og informativt som Hillary Clinton email controversy, FBI investigation into Donald Trump’s handling of government documents, FBI search of Mar-a-Lago eller Uranium One controversy. Men Crossfire Hurricane er militant, det har et mål, der skal destrueres og derpå blæses væk, som havde det aldrig eksisteret. Og det mål var den politiske outsider Donald J Trump, der som milliardær ikke kunne købes og derfor ikke ville skylde nogen noget. Han var en trussel mod den magtbalance, hvor alle har snavs på hinanden.
Men Crossfire Hurricane fandt ikke noget kontroversielt på den siddende regerings udfordrer. Og medierne, der også havde fået eksemplarer af Steele Rapporten skrev ikke om den. De havde uden held forsøgt at verificere dens påstande, men fandt den så utroværdig at de ikke ville risikere deres gode navn og rygte ved at nævne den, trods deres store animositet mod Trump.
Det skulle snart ændre sig.
Præsident Obama informerede Donald Trump om, at russerne muligvis havde belastende informationer om ham, og at han derfor skulle være forsigtig med, hvem han omgav sig med. Trump, der hele sit liv har været i bygge- og ejendomsbrachen i New York, har forhandlet med sin del af gangstere og han har givet gennemskuet det skuespil. Så med et var Steele Rapportens i bogstaveligste forstand fordrukne sludder ikke længere desinformation spredt af politiske modstandere, men information, der blev taget seriøst af FBI. Og nu fortalte medierne om Trump som en potentiel russisk agent.
Den efterfølgende virak blev undskyldningen for at igangsætte en speciel undersøgelse, ledet af den tidligere FBI direktør Robert Mueller. Demokraterne troede ikke at en mand som Trump kunne være uskyldig, bemærkede Libby Emmons. Ved at efterforske ham nidkært, skulle man nok finde et eller andet, han var skyldig i. Og efterretningstjenesterne delte den opfattelse. Man skal huske, at det var medlemmer af FBI, der mente at kunne lugte stanken fra Trumps tilhængere i supermarkedet. Direktøren for FBI, som Trump fyrede, skrev en bog om, hvori han pralede med sine ulovligheder, han kaldte I En Højere Sags Tjeneste. Loven som en klods om benet på politiet.
Mueller fik en åben opgave i at efterforske Trumps valgkamps-maskine og mulige forbindelser til Rusland, samt alt man ellers fandt var ulovligt. Dette var rendyrket politisk chikane, der tjente til at skræmme alle væk fra at arbejde for Trump og hans nye regering. For kunne man nu være sikker på, om man havde udfyldt sin selvangivelse korrekt for ti år siden? Til det fik Mueller et ubegrænset budget og et ubegrænset tidsrum. Og pressen fik en paraply-historie, de kunne proppe allehånde medfølgende historier ind under, altid baseret på unavngivne kilder, der, hvis det var sandt, ville betyde at nettet strammede sig om Trump. I to år.
Indikativt for mediernes mentalitet forberedte CNNs juridiske ekspert Jeffrey Toobin ugen før Mueller fremlagde sin enorme rapport (der officielt kostede i omegnen af en kvart mia. kroner) på, at den nok ville skuffe ved ikke at bevise, at manden i Det Hvide Hus, der havde fingeren på atombomben, nok ikke var den landsforræder, som man havde håbet. Og en dårligt forberedt Mueller fremlagde nervøst sin kæmpe rapport, fyldt med ingenting for Kongressen. Der blev ingen Rigsret i denne omgang.
Durham konkluderede tørt, at FBI fejlede i forsøget på at handle indenfor lovens rammer. Jonathan Turley sammenlignede forsøget på at hænge Trump op på Rusland med Agatha Christies Mordet I Orientekspressen, hvor alle var skyldige. Alle præsidentens mænd – og deres ægtefæller.
Nogenlunde samtidig med at Durham fremlagde alt dette og meget mere til, fremlagde formanden for House Oversight Committee, Repræsentanten James Comer, komiteens foreløbige opdagelser i deres efterforskning af familien Bidens økonomi. Det viser sig, at familien Biden har en hel del udenlandske bankkonti og mange skuffeselskaber, hvorigennem der flyder millioner af dollars. Pengene kommer ind i systemet af skuffeselskaber fra forskellige udenlandske interessenter og ud flyder de til familiens Bidens medlemmer. Joe Bidens navn figurerer ikke på listen over de, indtil videre, ni medlemmer af Biden-familien man har kortlagt, men pengene ser ud til at følge Joe Bidens politiske ansvarsområder. Det har man egentligt vist længe, men nu kan det blot dokumenteres. Biden familien har, som så mange amerikanske politikere, altid været korrupt. New York Post gav et par eksempler
I 2006, da Biden var den højst placerede demokrat i Senatets Udenrigskomité, pralede James Biden åbent om at sælge indflydelse på sin bror, da han og Hunter Biden forsøgte at overtage en hedgefond baseret i New York. Det følger af bogen “The Bidens : Inside the First Family’s Fifty-Year Rise to Power” af Politico-reporter Ben Schreckinger.
“Du skal ikke bekymre dig om investorer,” sagde James Biden angiveligt til en virksomhedsleder. “Vi har folk over hele verden, der ønsker at investere i Joe Biden … Vi har investorer opstillet i en række af 747’ere fyldt med kontanter.”
Efter at hans far tiltrådte præsidentposten, lancerede Hunter Biden en kunstkarriere, og forlangte så meget som $500.000 for sine begynder-værker. The House Oversight Committee kræver nu, at Hunters Manhattan-kunsthandler Georges Berges udleverer en liste over købere.
Republikanernes interesse for Joe Bidens korruption fik for alvor næring, da Biden var vicepræsident i Barak Obamas regering. Her fik han ansvaret for at gennemføre USAs politik overfor Ukraine og straks fik hans søn en bestyrelsespost i det ukrainske energiselskab Burisma. USAs og EUs politik overfor Ukraine var at gøre Ukraine uafhængig af russisk energi, for at mindske russisk dominans. Men for at det skulle lykkes, skulle man bekæmpe den omfattende korruption i landet. Så det amerikanske udenrigministerium advarede flere gang Biden om, at hans søns ansættelse i et energiselskab, ejet af en meget korrupt oligark, kunne tage sig ud som en interessekonflikt.
Og centralt for pengestrømmen og skabelsen af lyssky kontakter, var Joe Bidens søn Hunter Biden. Hunter er også misbruger af crack og alkoholiker og har et stort forbrug af prostituerede. Denne livsstil faciliteres i høj grad af hans forretningspartnere, som gennem Hunter får adgang til faderen Joe Biden, der mod penge bruger sin politiske indflydelse.
Man husker sikkert, at Trump talte med Ukraines nyvalgte præsident Vlodomir Zelinski og det var netop dette ”korrupte” forhold (og den ekstra våbenhjælp i form af anti-tank missiler) Demokraterne forsøgte at stille ham for en Rigsret for. Forsøget var baseret på en løgn fortalt af oberstløjtnant Vindman, der ville beskytte, hvad han kaldte “the inter-agency consensus”. Altså efterretningstjenesterne og Pentagons måde at køre biksen på.
Indblikket i Hunter Bidens privatliv leverede Hunter selv, da han afleverede sin computer hos en computer-reparatør for aldrig at hente den igen. Indholdet af computeren viste regnskaber for Hunters forretningsforbindelser og fordeling til familien, blandt andet 10% til “the big guy”, et pseudonym, der i andre forbindelser blev kaldt ‘Pedo Pete‘. Men den viste også en lang række videoer og selfies af Hunter, der ryger crack, har samkvem med prostituerede (nogle endog meget unge) eller begge dele.
Reparatøren sendte computeren til FBI, men sendte også kopier af indholdet til både New York Post, Trumps advokat Rudolph Giuliani og Trumps tidligere rådgiver Steve Bannon. Alle konstaterede hver især, at indholdet var ægte. Biden-familiens korruption lod sig ikke længere skjule. Og dog FBI havde et samarbejde med de sociale medier, som villigt censurerede på efterretningstjenestens vegne, som vi tidligere har beskrevet. FBI sendte derfor en advarsel til dem om, at der op til valget i 2020, ville blive spredt et stykke russisk des-information af gaussiske proportioner.
Da New York Post i oktober 2020 bringer deres første historie om det kriminelle og depraverede indhold på Hunter Bidens computer, er de unge moderatorer hos tech-giganterne allerede induceret af FBI. Anthony Blinken, USAs nuværende forsvarsminister, men dengang rådgiver for Joe Bidens valgkamp, ‘inspirerer’ CIAs direktør Mike Morrell, til at skrive et åbent brev til medierne. Heri påstås det, at New York Posts historie om Hunter Biden ligner russisk desinformation. 50 andre tidligere som aktive pinger i efterretningstjenesterne underskriver brevet for at give påstanden autoritativ gravitas. Medierne stolede blindt på efterretnings-pingerne – hvorfor skulle den fjerde statsmagt gøre andet? – og påstod for deres publikum at historien om Biden-familiens korruption var russisk desinformation.
Noget der lignede desinformation blev på den måde til, at noget var desinformation, og det overbeviste de unge moderatorer på de sociale medier. Tidligere CIA direktør John Brennan, en af medunderskriverne, viste lidt af maskinrummet, da han til MSNBCs seere sagde: “Det gør [medierne] altid”. Moderatorerne på de sociale medier havde nu den moralske New York Posts historie blev på den baggrund censureret på de sociale medier og de fleste amerikanere gik derfor til stemme-maskinerne uden viden om, at den ene kandidat solgte ud af amerikanske interesser for egen vindings skyld. 20. Januar blev Joe Biden sværget ind som USAs 46. præsident foran et tomt National Mall med hæren som det eneste publikum.
Medierne har velvilligt viderebragt efterretningsvæsenet og Demokraternes løgne, både den falske historie om, at Trump med ‘russernes’ hjælp, havde underløbet den amerikanske valghandling og censuren af den rigtige historie om Joe Bidens korruption. Da Trump fortalte 60 Minutes Leslie Stahl, et af USAs journalistiske flagskibe, at FBI havde spioneret mod ham, afviste Stahl det nedladende, selv om hun vidste, at Trump havde ret. En frustreret Trump endte med at udvandre fra interviewet og det blev mediernes vinkel: en barnlig præsident kan ikke tåle stærke kvinder, der giver ham modspil.
Historien om Biden-familiens grasserende korruption, blev behandlet som en konspirationsteori. CIA direktør Mike Morell forklarede under en Kongreshøring, at hans motivation for at underkende historien (og man kan nok formode at han taler på alle medunderskrivernes vegne), at han foretrak Joe Biden som præsident. Brevet ville give Biden mulighed for at afvise Trumps beskyldninger som Hillary havde gjort fire år forinden. Det er værd at fundere over, at de amerikanske efterretningstjenester foretrækker en præsident, der er dybt kompromitteret af korruption.
Ingen af disse historier, lang tid undervejs og hæmmet af løgnagtige medier og censurerende sociale medier, kunne næppe være kommet frem, havde den amerikanske regering haft det officielle sandhedsministerium, som Nina Jankowicz skulle have stået i spidsen for. Dyrkelsen af ideen om at sidde inde med den autoritative sandhed, er ikke blot et “cover for censorship”, som Jankowicz bemærkede ovenfor, men et magtfuldt våben til at sprede løgn.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)