I alt fald indirekte.
Joel Mokyr, Philippe Aghion, og Peter Howitt har vundet Nobelprisen i 2025 for deres arbejde med at demonstrere, hvordan innovation driver økonomisk vækst.
Med halvdelen af pengene til Joel Mokyr for at identificere forudsætningerne for varig vækst via teknologiske fremskridt og den anden halvdel til Philippe Aghion og Peter Howitt for udarbejde en teori om varig vækst via kreativ destruktion.
Det lyder kedelig og lidt nørdet, men er det ikke ved nærmere eftersyn.
Mokyr, som er økonomisk historiker, bruger historiske begivenheder til at bevise, at EU’s eliter tager grundigt fejl, når de for at frembringe økonomisk vækst insisterer på at harmonisere alt fra arbejdsmarkedsregler over kunstig intelligens til finansielle tjenesteydelser.
Det forholder sig lige omvendt, siger han i sin bog ”A Culture of Growth”: det var Europas splittelse mellem konkurrerende stater, som fostrede et miljø, hvor innovationsbærerne kunne flytte sig frit i Europa.
Hvis den franske konge forbød og censurerede din forskning, flyttede du til Holland. Hvis paven fandt din heliocentriske forskning ukristelig og ukatolsk, flyttede du til mere tolerante protestantiske byer som Edinburgh eller Amsterdam.
Det var derfor, siger Mokyr,at den industrielle revolution fandt sted i Europa og ikke i Kina, som op til Renæssancen omkring år 1500 ellers var Europa teknologisk og kulturelt overlegen, men var domineret af et kejservælde og et bureaukrati, som undertrykte alle ideer, der var nye eller kunne være samfundsomvæltende eller som kom udefra.
EU, siger Mokyr, har kopieret den kinesiske model.
Men EU lovpriser jo sit indre marked og den frie bevægelighed for alle EU-borgere, varer, tjenesteydelser og kapital, hører jeg dig protestere, og du kan flytte din virksomhed og dig selv fra Tyskland til Frankrig uden alt for megen bøvl og uden visa.
Rigtigt nok.
Men hvis reglerne er de samme i begge lande i henhold til Direktiv dit eller dat fra EU, hvorfor skulle en tysk forsker i kunstig intelligens eller en dansk virksomhedsleder, som er træt af EU’s databeskyttelsesregler, flytte?
Det er grunden til, som Eurostats seneste rapport om økonomisk vækst i EU dokumenterer, at stort set alle de etablerede EU-lande (undtaget de tidligere kommunistiske land i Baltikum og Østeuropa, som startede fra et lavt vækstniveau) ingen eller meget ringe økonomisk vækst har haft de sidste 15 år, mens USA, som har stor konkurrence mellem de 50 stater, buldrer derudaf.
Økonomisk vækst kræver innovation og innovation kræver fleksible og fnuglette regler og konkurrence, og fri konkurrence fører til kreativ destruktion.
Det var den model, som gjorde Europa med England i spidsen til verdens økonomiske centrum og som vandt konkurrencen med Kina.
Og det er den model EU har forladt.
De to andre Nobelprismodtagere har udviklet en model, som demonstrerer, hvordan den østrigske økonom, Joseph Schumpeters, teori om kreativ destruktion genererer vækst: opfindere og virksomhedsledere investerer i forskning for at skabe nye opfindelser, som gør de gamle forældede, fordi hver ny opfindelse giver dem midlertidige monopol profitter.
Men endnu mere interessant er, at de to når frem til en dybere sandhed om kreativ destruktion, nemlig at hvad det er der skaber destruktionen af arbejdspladser, er lige så afgørende som destruktionen selv: deres videnskabelige værk fra 2015 påviste, at jobtab i forbindelse med hjemlig innovation samlet øger væksten, fordi dem, som har mistet deres job, bliver genansat, mens tab af arbejdspladser til offshoring giver det modsatte resultat.
Og det er her vi kommer til Trump, fordi denne påstand ikke blot flugter med hans påstand om, at USA de sidste tredive år naivt har ladet sig udnytte af alle andre lande under hensynet til den hellige globalisme, men fordi den direkte udfordrer konventionel økonomisk teori om, at al handelsliberalisering skaber øget social velstand.
Trumps hoføkonom, John Carney, hvis udgydelser i netavisen Breitbart har inspireret denne klumme, er den, som mest aggressivt har taget Nobelpristagerne anno 2025 til indtægt for Trumps efter hans mening berettigede opgør med økonomisk vanetænkning, når det gælder international handel og de deraf følgende internationale institutioner som IMF, WTO, Verdensbanken og FN.
Har han ret?
Ingen kan beskylde de tre Nobelprismodtagere for at gå Trumps ærinde, hverken direkte eller indirekte.
Det ville også være job-selvmord i dagens politiske anti-Trump klima.
Men Trump har gjort op med indtil flere hellige køer i EU’s Panteon, for nu at blande metaforerne, som de tre Nobelspristagere ville være enige i, hvis de blev spurgt: nationalstater er ikke økonomisk set nødvendigvis af det onde, men kan i fri konkurrence være vejen frem til større vækst; globalisme og offshoring er ikke hellige, men kan skabe destruktion som ikke er spor kreativ; toldtariffer er ikke lig med skatter og fører derfor ikke nødvendigvis til inflation: tværtimod viser udviklingen i USA det modsatte, hvor Trumps gigantiske toldtariffer på stort set alt og alle det sidste halve år hverken har ført til handelskrige eller inflation; og sidst men ikke mindst er hjernedød internationalisme som praktiseret af FN og EU specielt på klima- og immigrationsområdet vejen til økonomisk selvdestruktion og politisk splittelse i Vesten, mens Kina og alle landene udenfor gnider sig i hænderne og godter sig mens, de gør gode miner til slet spil.
Det er det, de tre Nobelpristagere indirekte og stilfærdigt gør opmærksom på.
Og selvom det ikke er hovedformålet med deres forskning, tilføjer de dermed endnu en pind til EU’s ligkiste: EU’s Kina-model virker ikke, hverken i praksis eller teoretisk eller historisk.
Og vil aldrig komme til det.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)