Site icon 24NYT

Nødhjælpsindustrien er et paradis for pædofile

Den globale nødhjælpsindustri plages af pædofile, som søger ind i såvel de store FN-organisationer som hjælpeorganisationerne for at få let adgang til sårbare børn og kvinder i udviklingslandene. Ifølge Storbritanniens nationale kriminalitetsråd bliver lige så mange børn misbrugt af nødhjælpsarbejdere som af sexturister.

I 2011 har den store britiske udviklings- og nødhjælpsorganisation Oxfam, der er knyttet til 19 andre hjælpeorganisationer i verden, bl.a. danske Oxfam Ibis, vist sig at være involveret i sexmisbrug i Tchad og i Haiti under hjælpearbejdet efter jordskælvet i 2011.

I 2017 afslørede det amerikanske nyhedsbureau AP, at 100 FN-soldater gennem 10 år havde drevet et børnesex-netværk i Haiti. Siden har adskillige skandaler om FN-soldater og andre FN-medarbejdere, der har misbrugt især kvinder og børn i flygtningelejre, bekræftet, at problemet stadig eksisterer trods erklærede forsøg på at standse det.

I Dansk Flygtningehjælp var der i 2017 213 indberettede sager internationalt, hvoraf de 41 omhandlede seksuelt misbrug.

I 2018 kunne avisen The Sunday Times oplyse, at der i 2017 blev rettet beskyldninger om seksuelle overgreb mod 125 nødhjælpsarbejdere i fire af landets største nødhjælpsorganisationer: Oxfam, Red Barnet, Røde Kors og den kristne nødhjælpsorganisation Christian Aid. Der var tale om overgreb både over for kolleger og over for lokalbefolkningen.

Også i 2018 konkluderede en rapport, som den britiske regering havde udarbejdet, at sexmisbruget i verdens nødhjælpsorganisationer er omfattende, både i FN-systemet og i nødhjælpsbranchen, og at de medarbejdere, der bliver afsløret og beskyldt for sexmisbrug, er blot toppen af isbjerget.

I en rapport, som i august 2019 blev lækket til medierne, blev ledelsen af UNRWA, FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten, anklaget for antisemitisme, korruption, nepotisme og sexmisbrug. Schweiz, Holland og New Zealand har som reaktion på rapporten tilbageholdt deres bidrag til UNRWA.

I oktober 2020 blev der iværksat undersøgelser af beskyldningerne om sexmisbrug i UNICEF, WHO og IOM (FN’s migrationsorganisation).

I dag oplyser Børsen, at den internationale nødhjælpsorganisation SOS Children’s Villages (SOS Børnebyerne) har igangsat en undersøgelse af sager om misbrug af børn og støttekroner i både Afrika og Asien. I alt undersøges 22 specifikke sager fra 1990’erne og frem til i dag. Sagerne handler om alt fra korruption til misbrug af støttemidler og beskyldninger om seksuelt misbrug af børn.

Selv om der i de danske nødhjælpsorganisationer kun har været forholdsvis få sager om sexmisbrug, er der overvejende statistisk sandsynlighed for, at de få sager blot er toppen af isbjerget. Når det gælder seksuelle overgreb, er der nemlig både i den internationale og danske nødhjælpsindustri en stærk fornægtelseskultur, der holder hånden over pædofile.

André Rossmann

Exit mobile version