Nordsjællands Politi efterlyser vidner

Nordsjællands Politi efterlyser vidner til et færdselsuheld, som fandt sted mandag den 18. november på en parkeringsplads i Helsinge, hvor en 65-årig kvinde blev påkørt.

Mandag den 18. november klokken 14.10 skete der et færdselsuheld på parkeringspladsen ved Fakta i Helsinge, og for at fastslå de præcise omstændigheder efterlyser Nordsjællands Politi nu vidner til ulykken.

En 18-årig kvindelig bilist fra Helsinge kom på tidspunktet for ulykken kørende fra Frederiksborgvej og ind på parkeringspladsen ved Fakta i Helsinge, hvor hun påkørte en 65-årig kvindelig fodgænger fra lokalområdet foran butiksindgangen, hvorefter fodgængeren blev trukket adskillige meter af bilen.

Politi og sundhedsmyndigheder blev sendt til stedet, hvor den 65-årige kvinde blev tilset af en akutlæge, inden hun blev hentet af en helikopter og fløjet til Rigshospitalet for behandling af sine skader.

– Der er tale om et alvorligt færdselsuheld, og for at sikre, at vi har alle relevante oplysninger, inden vi beslutter, hvad der videre skal ske i sagen, vil vi gerne høre fra borgere, som har været vidner til ulykken, fortæller politikommissær i Nordsjællands Politi Morten Riisager-Pedersen.

Var man vidne til færdselsuheldet, kan man kontakte Nordsjællands Politi på telefon 114. Der er endnu ikke taget stilling til, om den 18-årige skal sigtes for forholdet.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)