Bare fem dage efter det seneste alvorlige overfald, er endnu en fængselsbetjent blevet overfaldet. Denne gang i Enner Mark Fængsel ved Horsens.
Overfaldet skete mandag sidst på eftermiddagen. Fangen blev lukket ud for at hente aftensmad, men kastede først sin mad i hovedet på fængselsbetjenten, hvorefter han slog betjenten med knyttet hånd i ansigtet. Det tilstedeværende personale fik manden pacificeret.
Betjenten blev efterfølgende kørt til behandling på sygehuset, hvor det blev konstateret, at næsen var brækket.
Den indsatte har ingen rocker-/banderelationer, men overfaldet var lige så råt og umotiveret, som de banderelaterede overfald, som der er sket de seneste måneder.
Forbundssekretær René Larsen siger: ”Jeg kan ikke afvise, at den indsatte er blevet inspireret af eller vil spille op til banderne. Jeg har ikke flere ord for disse rå og groteske overfald. Nu må politikerne vise handling.”
Tal fra Kriminalforsorgen viser, at volden mod personalet er steget markant de senere år fra 268 episoder i 2011 til 679 episoder i 2017. I første halvår af 2018 har der været 288 overfald – tre flere end samme periode sidste år.
”I gennemsnit udsættes to fængselsbetjente dagligt for fysisk eller psykisk vold. Det skal stoppes nu,” siger René Larsen.