Jernbaneplads, Holbæk
Kl. 23.51 torsdag modtog politiet en anmeldelse fra en 16-årig ung mand fra Gislinge om et overfald, som var sket kl. ca. 20.30 på Jernbaneplads ved Holbæk togstation.
Den 16-årige oplyste ved afhøringen, at han sammen med en kammerat havde været på en fastfoodrestaurant på Valdemar Sejrsvej i Holbæk, hvor de kl. ca. 19.30 var blevet opsøgt af to unge, som den 16-årige ikke kendte. De to unge havde på en truende måde henvendt sig primært til ham og forlangt at få nogle personlige oplysninger ud af ham.
De to unge var efterfølgende forsvundet fra fastfoodrestauranten, som den 16-årige og kammeraten forlod en time senere.
Kl. ca. 20.30 gik de på Jernbaneplads på vej hen på togstationen og mødte her igen de samme to unge mænd, som nu overfaldt den 16-årige med slag mod hovedet og spark på kroppen. Samtidig blev den 16-årige truet til ikke foretage en anmeldelse af overfaldet til politiet.
Den 16-årige tog hjem efter overfaldet, som så efterfølgende blev anmeldt til politiet. Han blev opfordret til at lade sig undersøge på skadestuen som dokumentation for de overfladiske skader, som han havde pådraget sig ved overfaldet.
De to mistænkte blev af offeret beskrevet som: A: mand, ca. 15 år, mellemøstlig af udseende, 160-170 cm høj, spinkel af bygning, iført sort jakke og sorte joggingbukser, og B: mand, 15-20 år, mellemøstlig af udseende, 160-170 cm høj, kraftig af bygning, iført grå jakke og sorte bukser.
Politiet har nu optaget rapporter om vold og trusler, som efterforskes bl.a. ved gennemsyn af den offentlige videoovervågning både i området ved fastfoodrestauranten og i området ved Holbæk togstation.
Hvis nogen måtte have set overfaldet ved togstationen eller sammenstødet ved fastfoodrestauranten, vil politiet gerne høre fra disse. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.