Helligkorsvej, Roskilde
Kl. 20.51 mandag slog naboer til en 28-årig kvinde fra Roskilde alarm, da hun havde søgt tilflugt hos naboerne efter et overfald på sin egen bopæl.
Ambulancepersonale og politiet fik hurtigt kontakt til en såret og gravid kvinde, der hastigt blev bragt til et sygehus til behandling for sine skader efter et overfald med slag og knivstik samt verbale trusler på livet i forbindelse hermed.
Overfaldsmanden var ifølge offeret flygtet fra stedet, men kunne identificeres som en 32-årig mand fra Bagsværd og med en relation til den overfaldne kvinde.
Politiet iværksatte omgående en eftersøgning efter den mistænkte, som kl. 21.32 kunne anholdes på en adresse i det storkøbenhavnske område, hvor han havde søgt tilflugt.
Den 32-årige vil senere i løbet af tirsdagen blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde som sigtet for drabsforsøg ud fra en samlet vurdering af de fremkomne oplysninger ved efterforskningen af overfaldet på kvinden. Anklagemyndigheden vil begære retsmødet afholdt for lukkede døre af hensyn til den fortsatte efterforskning i sagen.
Kvinden er fortsat indlagt på et sygehus til observation efter behandlingen af sine skader, og både hun og det ufødte barn meldes uden for livsfare.