Site icon 24NYT

Nu kan 2000 nye kunder sige ja tak til fjernvarme

Over 30.000 nye kunder skal på Vestforbrændings fjernvarmenet i de kommende år. Nu får de første 2.000 af dem et tilbud om fjernvarme.

Inden årsskiftet fik alle borgere med olie- eller gasfyr besked fra deres kommune om, hvornår de kan få fjernvarme. Nu følger Vestforbrænding op med breve og e-mails til de første 2.000 potentielle kunder i fem kommuner (Herlev, Furesø, Gladsaxe, Ballerup og Lyngby-Taarbæk). De kan forvente fjernvarme fra 2024, og kan allerede nu takke ja til et tilbud.

Mindst halvdelen skal med i fællesskabet

I første omgang er et ’Ja tak til fjernvarme’ uforpligtende, men det giver Vestforbrænding en indikation af, om tilslutningen i et område er stor nok til, at det giver mening at grave og lægge fjernvarmerør.

”Vi ved, at mange venter utålmodigt på fjernvarmen og kæmper med høje gasregninger. Derfor forventer vi, at langt de fleste gerne vil med i fjernvarmefællesskabet. Men vi kan ikke tilbyde fjernvarme i et område, hvis over halvdelen siger nej. Så bliver omkostningerne for store”, siger Anne Rosenkilde Lajer, Kundechef for fjernvarme i Vestforbrænding.

Vær med fra start og spar penge

Der er mange penge at spare, hvis du melder dig til fjernvarme fra start. Og vælger du en abonnementsordning, så skal du kun have 15.000 kroner op af lommen i startomkostninger.

”I kampagneperioden skal du kun betale 15.000 kroner for en stikledning ind til dit hus på op til 50 meter. Men beslutter du dig først i sidste øjeblik, så bliver det 30.000 kroner dyrere, fordi vi skal ud med gravemaskinerne på din vej igen”, fortæller Anne Rosenkilde Lajer. Hun understreger, at det for langt de fleste i begge tilfælde kan betale sig at skifte til fjernvarme, fordi der er små startomkostninger og stabilt lave varmeudgifter. Samtidig har Vestforbrænding lavet en række tiltag, der gør det nemmere at være kunde. Blandt andet en ny abonnementsordning:

”Med abonnementsordningen slipper du som kunde for selv at købe din fjernvarmeunit i huset og stå for vedligehold og service. Det gør, at du undgår en stor udgift fra start og i stedet kan betale 3.500 om året i abonnement”, siger Anne Rosenkilde Lajer og forklarer, at Vestforbrænding er et kommunalt ejet selskab, der bygger på et ’hvile-i-sig-selv-princip’, og derfor ikke skal generere et overskud på fjernvarmekunderne.

Hvad med resten af kunderne?

I førte omgang er det kun de første 2.000 kunder, der kan tilmelde sig fjernvarme. Nye potentielle kunder vil løbende få besked fra Vestforbrænding og bliver uanset hvad kontaktet cirka et år inden, fjernvarmen kommer.

I løbet af sommeren 2023 forventer Vestforbrænding, at kontrakterne med entreprenørerne er på plads, og at tidsplanen bliver mere præcis. Også for de kunder, der er i fase 2 af varmeplanen, der påbegyndes i 2026.

Exit mobile version