Nu kører politiet også på offroad-motorcykler

Fremover vil borgerne på Vestegnen opleve motorcykelbetjente på mindre, lette og hurtige cross-maskiner. Københavns Vestegns Politi har fået nye muligheder for at løse politiopgaver på stier, mellem boligblokke og i terræn.

Motorcykelbetjente på lette offroad-motorcykler bliver fremover en del af trafikbilledet på Vestegnen.

Københavns Vestegns Politi har nemlig købt og indrettet to nye uniformerede politimotorcykler, som er mindre, væsentlig lettere og konstrueret til også at køre offroad – dvs. uden for asfalt i mere ufremkommeligt terræn, på stier og lignende.

– Vi oplever jævnligt, at gerningsmænd på knallerter stikker af via de mange stisystemer, vi har i politikredsen – det har givet os udfordringer, men nu får de helt klart sværere ved det, siger politiinspektør Mogens Lauridsen, Københavns Vestegns Politi.

Politiinspektøren tilføjer, at de mere adrætte, smidige og rappe motorcykler ikke uden videre kører rundt på stier, mellem boligblokke eller i naturområder. De kan sættes ind, når politiet skal løse en konkret politiopgave uden for almindelig asfaltvej, hvor politiets andre tungere køretøjer har begrænsninger. Det kan for eksempel være forbrydelser, hvor kriminelle undviger, humanitære eftersøgninger, ulovlige knallerter, andre færdselsovertrædelser eller mistanker om anden kriminalitet.

Alle færdselsbetjente ved Københavns Vestegns Politi skal kunne køre på maskinerne. De får et supplerende specialkursus med kørsel på offroad-bane og i kuperet terræn.

MC-fakta
Københavns Vestegns Politis nye offroader er en BMW F 700 GS med en 2-cylindret vandkølet rækkemotor på 798 kubik, som yder ca. 55 HK. Køreklar vægt (inkl. udstyr): 209 kg. Tophastighed: Ca. 190 km/t.
Den er konstrueret med højere tyngdepunkt, højere frihøjde og kraftigere affjedring til kørsel på landevej og i terræn.

LÆS OGSÅ:  Fire røvere anholdt – taget på fersk gerning

Politiet råder over flere store motorcykler som fx en Yamaha FJR-1300 med en 4-cylindret vandkølet rækkemotor på 1300 kubik, som yder ca. 140 HK. Køreklar vægt (inkl. udstyr): 315 kg. Tophastighed: Ca. 240 km/t.
Konstrueret med lavt tyngdepunkt til lande-/motorvejskørsel.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)