Forleden blev der skrevet endnu et kapitel i den efterhånden lange historie om, hvordan et tilsyneladende stadigt mere politiseret politi- og retsvæsen i årevis har forfulgt danske islamkritikere og nationalkonservative, når de dokumenterede ofrene for islamisk terror: midlet har været strafforfølgelse efter straffelovens § 264d, der kriminaliserer den, der ”….uberettiget videregiver(r) meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget en bredere offentlighed”.
Og bestemmelsen har været nidkært anvendt af både politi og domstole, mod enhver islamkritiker og/eller højreorienteret, der har formastet sig til at vise, hvordan man ser ud, når man tilfældigt har været udsat for islams arbitrære dødsterror. Det har resulteret i en række straffesager, hvor fredelige og lovlydige borgere er blevet idømt (betingede) fængselsstraffe, bøder og samfundstjeneste – ofte i uskøn forening, fordi domstolene påfaldende nok altid kom til den konklusion, at hensynet til ofrenes privatliv vejede tungere end offentlighedens interesse i at kende til islamiske terroristers bestialitet og nådesløse nedslagtning af sagesløse europæere. Og lige så påfaldende har det været, at hverken politi eller domstole i samme periode har fundet det tilsvarende opportunt at yde samme beskyttelse til ofrene for tilsvarende vold udøvet af f.eks. hvide, amerikanske betjente (George Floyd) eller af arabiske migranter (den druknede dreng på stranden i Bodrum) eller russisk terror (den døende kvinde i fødsel i Ukraine)
Der har de facto været tale om statsautoriseret politisk forfølgelse, der har stået på i årevis og som har haft voldsomme konsekvenser for dem, det er gået ud over.
Men så – i februar i år – afsagde Højesteret en principiel dom i Kim Møllers sag, der ikke alene frifandt ham for at have bragt et foto af en kvinde, der havde fået såret halsen over af en islamisk terrorist, Højesteret udtalte også, at hensynet til offerets privatliv måtte vige for offentlighedens interesse i at kende til islamisk terrorismes bestialitet. Og ikke nok med det: dommen siger utvetydigt, at bloggere, debattører og skribenter i øvrigt efter omstændighederne kan og skal have ret til samme udvidede grad af ytringsfrihed som den etablerede presse.
Det er nye og vigtige toner, der skal have betydning for de domme, der nu afsiges i de politiserede § 264d-sager, og her er vi fremme ved det seneste kapitel i den lange historie: forleden blev en anden § 264d-sag prøvet i Østre Landsret. Jaleh Tavakoli, der ikke blot blev dømt i Københavns Byret for at dele et link til et link til videoen af de to unge kvinder, der blev henrettet af muslimer i Marokkos bjerge, men som tillige var ved at få fjernet sin datter på den konto, havde appelleret sin dom, og nu skal Østre Landsret så finde ben at stå på efter Højesteretsdommen i Kim Møller sagen.
Om Landsretten vil prøve at sno sig ud af præmisserne i Højesteretsdommen er endnu uvist, men det stod klart i Østre Landsret, at anklageren i lyset af Højesterets udtalelser, havde fået betydelige vanskeligheder med at argumentere vægtigt for den skærpelse af byrettens dom (til 4 måneders betinget fængsel), som var anklagemyndighedens påstand. Ikke desto mindre er det en yderst vigtig afgørelse, der venter ikke bare Jaleh Tavakoli, men også alle os andre, der har fulgt med på sidelinjen: Har Højesteret med dommen i Kim Møller-sagen sat en stopper for politiseringen af det danske retsvæsen – eller vil man fortsætte den politiske forfølgelse af islamkritikere og nationalkonservative?
Vi får et fingerpeg, når der falder dom i sagen i begyndelsen af april.