Nu tages vatpinde af plast af hylderne

føtex stopper nu for salg af vatpinde af plast. Ifølge WWF Verdensnaturfonden er vatpinde af plast på top 10 over plastprodukter, der ligger og flyder på de europæiske strande og i vandet, hvor havets dyr forveksler plastik med mad.

Et årligt salg på mere end 44 millioner vatpinde af plast fjernes nu fra butikshylderne i Danmark, når føtex stopper for salg af vatpinde af plast. Plastpindene udgør et meget stort problem for naturen, fordi de ofte skylles ud i toilettet. Mange ryger gennem rensningsanlæggenes filtre og ender i havene. Her nedbrydes de til mikroplastik og skarpe stumper, der kan være dødelige for dyrene. føtex erstatter nu vatpindene af plast med vatpinde fremstillet af papir, der nemmere nedbrydes og ikke udgør en direkte fare for naturen.

– Vatpinde af plast er et meget stort problem for naturen, fordi alt for mange ender ude i havet. Derfor fortsætter vi nu vores arbejde med at fjerne unødvendige plastikprodukter fra føtex-butikkerne ved at udfase vatpinde af plast. Vi har langt bedre alternativer klar, og dem kan kunderne allerede nu vælge i stedet for, siger Thor Jørgensen, direktør for føtex.

Udfasningen af vatpinde af plast er endnu et skridt i føtex’ indsats for i samarbejde med WWF Verdensnaturfonden at fjerne al unødvendig plastik fra supermarkederne. Således meldte føtex for nyligt ud, at engangsservice og sugerør af plast senest fra nytår ikke længere kan købes i føtex’ mere end 100 varehuse. Sammen med fjernelsen af vatpinde betyder det et farvel til et samlet årligt salg på mere end 69 millioner stykker engangsplast, der har stor risiko for at ende i naturen.

LÆS OGSÅ:  VIDEO: VOLDELIG BORTFØRSEL– Hvem er disse udlændinge?

– I WWF Verdensnaturfonden kæmper vi hver dag for at fjerne plastik fra naturen. Det er nødvendigt. Sammen med føtex og Dansk Supermarked Group har vi sat ambitiøse mål for at fjerne unødvendig plast fra supermarkederne. Føtex stop for salg af vatpinde af plast er et nødvendigt og fornuftigt skridt i kampen imod plastikforurening, siger Bo Øksnebjerg, der er generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.

Dyrene forveksler plast med mad
I samarbejdet med WWF Verdensnaturfoden forpligter føtex og de øvrige dagligvarekæder i Dansk Supermarked Group, Bilka, Netto og Salling, sig til at udfase al engangsplast senest i løbet af 2021. Ifølge WWF Verdensnaturfonden er vatpinde af plast på top 10 over plastprodukter, der ligger og flyder på de europæiske strande.

– Vi finder vatpinde af plast overalt i de danske farvande, og så langt væk som ved Sydpolen driver der vatpinde rundt. Havets dyr forveksler plastik med mad, og vi ved desværre, at over 700 arter har spist plastik – også truede dyr som store havskildpadder. Vatpinde hører hjemme i skraldespanden, ikke i naturen, siger generalsekretær Bo Øksnebjerg fra WWF Verdensnaturfonden.

Direktør Thor Jørgensen fra føtex understreger, at prisen på de nye vatpinde af papir matcher den hidtidige plastpind og dermed er på niveau med discountpriser for vatpinde af plast.

– Vi håber og tror på, at vores kunder vil være med til at tage endnu et skridt mod udfasningen af unødvendigt engangsplast. Derfor er det også vigtigt for os, at vi tilbyder dem et konkurrencedygtigt og alternativ af papir. Vi får jo ikke bekæmpet plastforurening, hvis vi blot sender kunderne over i en anden kæde, der fortsætter med at sælge billige plastpinde, siger Thor Jørgensen.

LÆS OGSÅ:  føtex stopper salg af engangsplastik af hensyn til naturen

føtex forventer, at sidste del af det nuværende parti af vatpinde af plast er solgt til august, hvor de dermed er helt væk fra hylderne. føtex og WWF Verdensnaturfonden opfordrer til, at man under alle omstændigheder ændrer måden, man skiller sig af med vatpinde på og ikke skyller dem ud i toilettet.

Med 101 varehuse fordelt over hele landet er føtex Danmarks største varehuskæde. Stop for vatpinde af plast gælder for alle føtex’ varehuse inklusiv føtex food.

 

Om fjernelse af vatpinde af plast i føtex:

  • føtex udfaser vatpinde lavet af plast fra kædens mere end 100 varehuse. Dermed fjernes et årligt salg på mere end 44 millioner vatpinde af plast fra butikshylderne i Danmark.
  • Kunderne kan allerede nu købe vatpinde lavet af bæredygtigt, FSC-certificeret papir samt en økologisk variant som er GOTS- og Ecocert-mærket. føtex indfører også en ny papirvariant, som matcher prisen på vatpinden af plast og er på niveau med discountpriser for vatpinde af plast.
  • føtex forventer at vatpinde af plast vil være helt væk fra hylderne til august, når de sidste fra det nuværende parti er solgt.
  • Vatpinde bør under ingen omstændigheder skylles ud i toilettet. De bør smides i skraldespanden og bortskaffes sammen med det almindelige husholdningsaffald.
  • Initiativet er en del af et nyt 5-årigt samarbejde mellem Dansk Supermarked Group – der driver dagligvarekæderne føtex, Bilka, Netto og Salling – og WWF Verdensnaturfonden om at udfase plast, hvor det er muligt, og sikre, at mest mulig plast genanvendes.
  • Vatpinde er ifølge WWF Verdensnaturfonden en betydelig kilde til plastikforurening af havet og naturen. Vatpindene kan ende i havet, fordi de ofte skylles ud i toilettet. På grund af deres lille størrelse er der risiko for, at de ikke fanges i rensningsanlæggene og derfor kan ende i havene.
    Det tager flere hundrede år for naturen at nedbryde en vatpind som ofte kun har været brugt i få minutter eller få sekunder.
  • Vatpinde udgør så stor en del af plastforureningen af havene, at EU nu overvejer at indføre et forbud mod vatpinde af plast sammen med en række andre varer af engangsplast.
  • Antal vatpinde af plast, der sælges i føtex pr år (cirkatal): I alt godt 44 millioner styk
  • Engangsservice af plast – antal styk, der sælges i føtex pr år og er fjernet fra hylderne senest til nytår (cirkatal): I alt godt 25 millioner styk.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)